Køleskabsdøren

For flere år siden skulle vi købe et nyt køleskab, og jeg brugte derfor en del timer på at undersøge markedet. Dengang var det energiforbrug, plads og støj som var de vigtige parametre.

I dag med tre store drenge ville andre parametre være gældende. Fx en slags ’personlig tidsindstillet låsemekanisme’ som kun giver teenagere ’adgang’ tre gange dagligt. Den skal også have et system, som sikrer, at kun en enkel karton med mælk vil være synlig – så vi undgår de 4-5 stk. åbne og halvbrugte kartoner, som står tilbage i dag. Det sidste – og absolut højeste på ønskelisten – må være, at køleskabets dør skal være udført i ikke-magnetisk materiale. Jeg må altid høre for, at jeg overdriver i mine anekdoter om familien; vil dog blot bemærke, at mens jeg har skrevet dette, har jeg talt ikke mindre end 91 køleskabs-magneter – 91!
Problemet er, at hver magnet kan bruges til at holde mindst et stykke papir. Der er alt fra huskesedler, pizzeria-brochurer, skolebreve, invitationer til børnefødselsdage, osv. – og naturligvis også de seneste børnetegninger – selvfølgelig centralt placeret – som var det en ny P.S. Krøyer, (selv om jeg personligt ikke er sikker på, at de altid vender rigtigt). Alt i alt er det et meget forvirrende billede på den interne kommunikation i vores familie.

På mange måder tror jeg, at det ligner min vandring med Gud. Mine bønner er en samling af åndelige ’gule lapper af papir’.
Forskellige papirlapper med ”Husk at bede for Jerusalems fred” eller ”Gud, kan du ikke sørge for, at bilen ikke går endnu mere i stykker” bliver blandet sammen med Helligåndens opfordringer og prædikenens højdepunkter – så det bliver svært at finde hoved eller hale i dem. Hvis jeg har gjort et eller andet, som jeg selv synes ligner en god gerning, bliver også dét klistret op på døren. Jeg ved godt, at Gud kan holde styr på det hele, – men jeg har brug for at gøre noget andet.

På en anden væg i vores køkken er der en tavle, man både kan skrive på og viske det skrevne ud igen. Den er ikke lige så brugt som køleskabet – men til gengæld kan man her føre en dialog med beskeder til hinanden. Den er placeret i voksen-højde. Dvs. at drengene faktisk godt kan nå den – men da den ikke bruger strøm eller har forbindelse til internettet, kan de ikke finde ud af, hvordan man bruger den. Det sker en gang imellem, at der er en, der bruger den til at skrive søde beskeder som ”jeg elsker dig” på den. I modsætning til køleskabet er der her ingen undskyldning for ikke at kunne se den aktuelle besked.
Det ville nok være bedre for mig, at mit bønsliv også var ’indrettet’ sådan. Jeg siger noget til Gud og venter så på, at han svarer. Det kræver dog mod at begynde at rydde op på ’min åndelige køleskabsdør’, fordi man bliver tvunget til at læse og således forholde sig til de ting, der så står tilbage – når de mindre vigtige beskeder er smidt i skraldespanden. Men det kan være, at når vi når til bunds i alle sedlerne – så finder vi Guds vigtigste besked til os:
”Jeg elsker dig”.

Af Tim V. Baldwin