Når mennesker og dyr bytter roller

Af Iben Thranholm Cand. teol. og journalist. Samfundsdebattør.
Af Iben Thranholm
Cand. teol. og journalist.
Samfundsdebattør.

I begyndelsen af juli måned blev løven Cecil, som holdt til i en af Zimbabwe’s nationalparker, skudt. Jægeren er en tandlæge fra Minnesota, som har betalt 55.000 dollars for en tilladelse til at jage i området. Nyheden om løvens død skabte et ramaskrig overalt i den vestlige verden. Facebook har glødet med rasende kommentarer, hvor tandlægen kaldes for kriminel, voldelig, og mange ønsker ham anholdt for mord. Filmstjerner har udtrykt deres sorg over løvens død og fordømt tandlægen. 1 million mennesker har underskrevet en erklæring, der er fremsat som et krav om retfærdighed og sendt til Zimbabwe’s præsident. De kræver, at Zimbabwe holder op med at sælge jagttilladelser.

I den forgangne uge har også den færøske tradition for slagtning af grindehvaler vakt en enorm vrede og givet Danmark og Færøerne negativ omtale. Dyrevenner og aktivister har bombarderet politikerne med vrede mails med opfodringer til at sætte ind overfor den færøske slagtetradition. Martin Henriksen (DF) har en endda modtaget mails med trusler på livet. Selvom grindehvaler ikke er en truet dyreart, er fangsterne blevet omtalt i internationale medier som The Guardian og Huffington Post.
Det er da fint at have omsorg for dyrenes velfærd, men de voldsomme reaktioner er helt ude af proportioner.

Da videoen, hvor ISIS halshugger 21 kristne unge mænd ved Libyens kyst og deres blod farvede havet rødt, blev postet på alle sociale medier, nåede reaktionerne fra verdenssamfundet ikke i nærheden af den harme, som drab på dyr nu har vakt. Der var ingen, der sendte erklæring med krav om retfærdighed til lederne af ISIS eller sendte mails med dødstrusler til politikere for få stoppet barbariet.

Hvad er det for en kultur, hvor drab på dyr skaber meget mere foragt, vrede og sorg end brutale henrettelser af mennesker? Det er en kultur, hvor alle værdier er vendt på hovedet. Man fristes til at sige en perverteret kultur.

Også på mine daglige løbeture i en park, hvor hunde må løbe uden snor, oplever jeg, hvordan dyr har forrang frem for mennesker. Springer en kåd eller aggressiv hund op på en sagesløs motionist, og vedkommende beder ejeren om at få styr på sin hund, ender det ofte med, at ejeren overfuser den, som vover at kritisere hundens adfærd.
Når dyr således bliver menneskeliggjorte, er det så mon ikke fordi, mennesket er begyndt at betragte sig selv som et dyr?