Venstre sidebanner eksempel

Har vi glemt Mellemøstens jødiske flygtninge?

Af Ole Groth-Andersen  Selvstændig og debattør
Af Ole Groth-Andersen
Selvstændig og debattør

I debatten om de arabiske flygtninge i Mellemøsten er der stortset ingen, der nævner de jødiske flygtninge gennem tiden.

Der tales altid meget om de ”palæstinensiske flygtninge”, men ordet er misvisende, fordi der i virkeligheden er tale om hovedsalig arabiske immigranter til Palæstina-mandatet.

De udvandrede igen og blev efterfølgende fejlagtigt betragtet som flygtninge, og af taktiske grunde fandt de først efter 1964 på at kalde sig selv ”palæstinensere” og opdigtede en palæstinensisk identitet, ikke for at skabe noget selv, men for at fratage andre (jøderne) noget, de havde skabt. Dette har givet anledning til en del misforståelser.

Det oprindelige Palæstinamandat

Jordan var for eksempel en del af Palæstinamandatet, der blev oprettet på resterne af det besejrede Osmanniske rige sammen med Irak og Syrien-mandaterne men senere spaltet fra til at være det arabiske ”Palæstina”. Resten, Judæa, Samaria, Gaza og det nuværende Israel blev bestemt til at være det jødiske ”Palæstina”.
Det skete ved San Remo-konferencen i 1920 og betegnes derfor som Israels ”Magna carta”. Flertallet af den jordanske befolkning er da også etnisk set de samme arabere, som araberne på Vestbredden, Gaza og i selve Israel. Samme sprog, samme religion, samme skrift og ikke mindst samme kultur. Så er der beduiner og andre grupper, fx hashemitterne i Jordan, hvorfra det jordanske kongehus stammer, og berberne i Nordafrika, men ingen af dem er en del af de arabiske flygtninge.
Når der opstår debatter om konflikten i Mellemøsten er det altid de arabiske flygtninge, som nævnes. Er de arabiske flygtninge så afgørende for debatten, så må de jødiske fra arabiske lande da være mindst ligeså afgørende. De jødiske overstiger i antal endda det faktiske antal arabiske flygtninge.

Grædemuren i Jerusalem. I perioden 1949 - 1967 blev dele af den forsøgt destrueret.
Grædemuren i Jerusalem. I perioden 1949 – 1967 blev dele af den forsøgt destrueret.
Den arabiske udrensning af jøder

Dr. George E. Gruen (Generaldirektør for Mellemøst-studier i den Amerikansk Jødiske Komite) skriver om de jødiske flygtninge fra arabiske lande fra 1940 til 1987 i en officiel rapport. Det er veldokumenteret, at der i alt levede 880.000 jøder i de arabiske lande i 1940.
Hans rapport dannede basis for en konference, som blev holdt i Washington den 26 – 28. oktober 1987, hvor hovedtemaet var de jødiske flygtninge. Det amerikanske udenrigsministerium var deltager i konferencen. Hermed et kort referat fra værket:

I 1985 var, ud af de i alt 880.000 jøder, kun 25.000 tilbage, hvoraf over halvdelen i Marokko, hvor jøderne altid har levet uden nævneværdige problemer, og siden staten Israels oprettelse under kongens beskyttelse. Alligevel valgte mange at immigrere fredeligt og i god orden efter 1948.
I 2008 er antallet af jøder i arabiske lande opgjort til 7.000, langt de fleste (90%) fortsat i Marokko. Det vil sige, at de jødiske flygtninge fra 1940 og til i dag udgør omkring 830.000 til 840.000 mennesker, som blev tvunget på flugt af pogromer med mord, lemlæstelser, voldtægter, ødelæggelse af jødisk ejendom og jødiske forretninger, menigheder, synagoger, kirkegårde m.v. i de arabiske lande.
30 – 40.000 immigrerede roligt og frivilligt fra lande som Libanon, Tunis og Marokko.
Jøder kunne i særlig grad i Irak, Yemen og Marokko spores tilbage til det første babyloniske jødiske eksil, ved det Første Tempels ødelæggelse år 586 før vor tidsregning. Alle andre stammer stort set tilbage fra det andet eksil, omkring romernes nedkæmpning af jødernes oprør i den romerske Judæa-provins, og det andet tempels ødelæggelse i år 73.
2.600 års jødisk tilstedeværelse i det, der senere blev til arabiske og hovedsagelig muslimske lande, er således blevet udrenset fra 1940 og til i dag.

Pogromer

Eksempler på volden mod jøder og jødisk ejendom fra udbruddet af 2. Verdenskrig og frem til Israels oprettelse i 1948, er mange. I Bagdad i juni 1940: 170 blev dræbt, 900 hårdt sårede, og 14.500 mistede deres huse og hjem, ejendomme og butikker. Roen blev dog genoprettet af det britiske politi. Den 2. november 1945, på årsdagen for Balfourdeklarationen, bredte volden sig igen mod jøder fra Bagdad i Irak over Aleppo i Syrien og Cairo i Ægypten til Tripoli i Libyen. Alene i Tripoli blev 130 jøder myrdet og et tusindtal kvæstet denne ene dag, og overalt blev synagoger knust, jødiske hjem brændt af og butikker plyndret. I november 1947 blev over 100 jøder slået ihjel i Aden i Yemen og flere hundrede såret under en jødisk helligdagsfest.

Kirkegårde forsvundet

Efter krigen i 1967 er der over hele den arabiske Verden næsten ikke en jødisk kirkegård tilbage. De er alle jævnet med jorden, ligesom de jordiske rester af de begravede er skændet ved bortkastning.
Således blev sporene af næsten 2000 års jødisk tilstedeværelse i arabiske lande fjernet. I Østjerusalem blev – fra 1949 til 1967 – over 100 synagoger jævnet med jorden, jødiske gravpladser skændet, destrueret og fjernet. Dele af Grædemuren blev forsøgt destrueret, sten blev anvendt til opførelse af arabiske boliger og veje eller bare knust og kastet bort. Flere tusinde jødiske hjem blev konfiskeret, såvel i Østjerusalem som på Vestbredden (Judæa og Samaria). Ved Israels oprettelse i 1948 var strømmen af flygtninge allerede i fuld gang i de arabiske lande, men englænderne havde forhindret dem i at nå til mandatet. 127.000 jøder var på flugt fra Irak, 36.000 fra Libyen og andre 100.000 fra de fransktalende arabiske områder. Fra 1949 startede den store massive flugt af yderligere 520.000 jøder. Mange blev løskøbt af Israel. I 1952 lykkedes det også at løskøbe og evakuere 50.000 jøder fra Yemen ved den berømte luftbro.

FN’s anerkendelse

I rapporten af George E. Gruen nævnes også sikkerhedsrådets resolutioner 237 og 242. Bag begge resolutioner ligger et ønske om, at alle flygtninge som følge af den israelsk-arabiske konflikt er genstand for vor opmærksomhed. Derfor anvendes der ikke ord som ”arab” eller ”palestinian” i forbindelse med flygtninge. Dette ”benarbejde” blev udført af den amerikanske FN-ambassadør, Goldberg, som sidenhen fyldestgørende har redegjort for forhandlingsgangen. Det var en taktisk ubemærket manøvre, skriver Goldberg.
George E. Gruen fortsætter med at slå fast, at siden 1967 har de jødiske flygtninge derfor i princippet fået FN’s anerkendelse som værende en del af det samlede flygtningeproblem.

Hvor blev hvem udrenset?

I 1985 blev det af det amerikanske udenrigsministerium anslået, at der opholder sig omkring 300 jøder i Algier, 100 i Libanon, 250 i Ægypten og 300 i Irak.
I Syrien lykkedes det USA at få regeringen til at udstede udrejse-tilladelser til de sidste 5.000 nærmest indespærrede jøder. I 1940-45 var der cirka 43.000 syriske jøder, i dag er der, ifølge det amerikanske udenrigsministerium (2008), cirka 200 jøder tilbage i Damaskus.
Der er fra arabisk side aldrig givet erstatning for konfiskerede jødisk ejede parceller eller ejendom, huse, butikker, indbo og bankindeståender.

Præsident Clinton fik vedtaget et forslag i år 2000 om en international fond, der også skulle yde erstatninger til jødiske flygtninge for deres tab af konfiskeret ejendom i arabiske lande.

I arabiske lande på omkring 22 millioner km2 er der således i alt cirka syv tusinde jøder tilbage.
I Israel med i alt kun 26 tusinde km2 er der 1,8 millioner arabere.
Tallene står i skærende kontrast til påstandene om flugt og udrensning omkring de arabiske flygtninge. Derfor kan man udlede af Andrew Dismores bemærkninger, at hvis der er tale om etnisk udrensning, så må det altså være den arabiske af den jødiske.

Andrew Dismore bragte i 2008 de jødiske flygtninge fra arabiske lande op i en debat om Israel i Underhuset. Og det var første gang i det Britiske Parlaments historie, at denne flygtningestrøm blev nævnt, og så endda i et indlæg af Andrew Dismore, som var yderst fyldestgørende og veldokumenteret.

Brev fra en glemt Jøde

Kort uddrag af brevets afsluttende indhold:
I juni 1967 øjnede vi skyggen af døden. De af os, som ikke blev fordrevet i 1948/49 og var blevet i Libyen, et land hvor vi igennem århundreder havde haft vore rødder, og hvor vi i lange perioder havde følt os godt behandlet, følte nu, at seks-dages-krigen havde udviklet en ekstrem hadefuld atmosfære i gaderne. 18 blev på en enkel nat dræbt, og al jødisk ejendom, hjem og forretninger blev plyndret og herefter brændt ned til grunden. Jeg og cirka 4.000 andre jøder forlod i hast Libyen med, i bedste fald, kun en lille kuffert og et par dollars på lommen. Vi mistede alt.
Jeg fik aldrig tilladelse til at vende tilbage. Og jeg modtog aldrig erstatning for min ejendom, som det ellers blev lovet af regeringen, som konfiskerede over 600 jødiske ejendomme efter den libyske ”krystalnat” i 1967. Da Oberst Gaddafi tog magten i 1969, jævnede han alle jødiske kirkegårde med jorden, og alle gravsten, inklusive de gravdækkende store sten, blev – sammen med de menneskelige knogler – kørt bort og anvendt til vejbyggeri.
Jeg taler ud, og jeg taler højt, fordi jeg nægter at være en glemt Jøde.

Sendt den 6/10-2010 fra David Harris, generaldirektør, St. Anthonys College, Oxford Universitet. Opdateret fra tidligere essay fra 2003.

Vi bør heller ikke glemme

De arabiske lande tog ikke imod deres egne flygtninge, som jo flygtede af frygt som følge af de arabiske landes propaganda, hvorimod Israel tog imod alle, som flygtede på grund af udrensning.
Dette bør ikke komme araberne til gode i debatten om Israel.