Julen giver os tid til eftertanke

Julen handler jo egentlig om Jesu fødsel. Her er Maria (Keisha Castle-Hughes), og Josef (Shohreh Aghdashloo) med deres nyfødte i den smukke film ”Vejen til Betlehem”.
Julen handler jo egentlig om Jesu fødsel. Her er Maria (Keisha Castle-Hughes), og Josef (Shohreh Aghdashloo) med deres nyfødte i den smukke film ”Vejen til Betlehem”.

Denne juleavis deles gratis ud til tusindvis af danskere ved hjælp af Udfordringens egne læsere.

Udfordringen er en selvejende fælleskirkelig ugeavis med stof fra både folkekirken og frikirker.
Avisen finansieres af abonnementer og annoncer, og avisen er helt uafhængig af såvel kirker som organisationer.
Juleavisen udgives for at minde os alle om, at vi holder jul på grund af Jesu fødselsdag.
Men hvorfor er der grund til at fejre den fødselsdag?
Lad os lige repetere bibelhistorien sammen:

Paradisets Have

Kort sagt skabte Gud mennesket til at leve i uskyldig glæde og ubekymrethed – i Paradis.
Men vores forfædre lod sig friste af det onde – symboliseret af en slange. Satan bildte Adam og Eva ind, at de kunne blive guddommelige, hvis de gjorde oprør og tvivlede på Guds ord.
Men i stedet blev de ulykkelige og skyldbetyngede. De begyndte at anklage hinanden.

Det tabte Paradis

Efter at de blev jaget ud af den harmoniske Edens Have, kom mennesket længere ud i det onde. De første kapitler af Bibelen fortæller, hvordan den ene af Adams sønner, Kain, dræbte sin bror Abel af misundelse. Snart fulgte alle de andre synder, som mennesker siden har lidt under.

Gud griber ind

Efter at Gud mange gange og på mange måder havde forsøgt at kommunikere med mennesket – fx gennem De 10 Bud og profeterne – besluttede Gud at sende Jesus.
Han blev født af en ung pige, Maria, i en stald i Betlehem.
Selv om han åbenbart bare var et fattigt lille barn, kom nogle astrologer rejsende fra østerlandene, fordi de havde set en stor stjerne, som tydede på, at en mægtig konge var født (se side 19). Også nogle hyrder kom for at se, hvad der var sket. De havde oplevet engle forkynde, at barnet ville skabe fred på jord – i mennesker, der tog imod.

Syndebukken

Som voksen fortalte Jesus gennem tre hektiske år, hvordan det var meningen, at vi skulle leve. Hvordan vi kunne få tilgivelse og blive forsonet med Gud. Nemlig gennem hans korsfæstelse, hvor han ofrede sig som en syndebuk for al verdens skyld.
Jesus viste sin autoritet gennem de helbredelser og mirakler, som han udførte så mange af.
Inden han forlod denne verden, gav han autoriteten videre til dem, der ville følge ham.
I de første århundreder spredte kristendommen sig derfor med stor hast i hele den daværende kendte verden.
Romerriget og andre brutale riger brød sammen efter først at have forfulgt de kristne. Sådan kom kristendommen også til det hedenske Danmark.
Kirken levede desværre ikke altid op til Jesu ord, men jævnligt blev folket fornyet gennem åndelige vækkelser.

Kristen i dag – men på den fede måde

Også i dag er det muligt at tage imod Jesus, få tilgivelse og lade hans Helligånd forvandle ens liv. Også i dag kan man opleve overnaturlige helbredelser. (Vi fortæller ofte om disse i ugeavisen Udfordringen. Søg fx på vores hjemmeside.)
Når du har en personlig tro og relation til Jesus, er det muligt at opleve den slags overnaturlig hjælp. For Jesus er den samme i dag, som i går, ja til evig tid. (Hebr.13,8)

Vi kan få evigt liv

Jesus er ikke bare et godt menneske. Han er også Gud. Faktisk lover Bibelen, at ”enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv” (Johannesevangeliet 3,16).
Når du dør, vil din personlighed fortsætte med at leve for evigt. Selv om kroppen dør, vil din ånd/sjæl leve videre. Mange nærdøde eller genoplivede kan fortælle om en virkelighed bagved døden.
Derfor er det meget vigtigt, at vi tager imod Guds udstrakte redningskrans, mens vi lever.
Jo før, des mere gavn får vi af det – allerede her og nu.

Jul med Jesus

I dag er mange ateister eller tilhører en anden religion. Men de fleste af os er døbte og konfirmerede. Og uanset hvem vi er, er julen en god anledning til at tage imod Jesus – evt. igen.
Julens Udfordring giver nogle ledetråde. De gamle julesalmer fortæller også det gode budskab. Syng dem! Lad ikke julens indhold drukne i nisser og underholdning, men find ro til at bede til din Skaber i denne jul.
Jesus lover i Ny Testamente: »Bed, så skal I få. Søg, så skal I finde. Bank på, så vil døren blive lukket op for jer.« (Lukas 11,9)

Tro til daglig

Herefter er det vigtigt at leve i tro. Det er fx en god idé jævnligt at læse i Ny Testamente og få relevant undervisning, fx gennem kristne bøger. Noget af det vigtigste er et fællesskab med andre, som tror. Det kan være en levende menighed i folkekirken eller en frikirke, eller nogle gode venner, som man kan dele liv med. Vælg selv, hvilken kirke du befinder dig bedst i.
I julen og påsken gjorde Gud alt, hvad der er nødvendigt for, at vi kan få et godt liv – OG et evigt liv efter døden. Men vi må selv tage imod gaven og holde fast i det nye liv. Ved at praktisere det.
Vær forberedt på, at det ikke altid er let, fordi folk omkring dig ikke altid forstår den åndelige virkelighed. Og der er jo også onde kræfter på spil i verden.
Det er også derfor, vi udgiver Udfordringen. For selv om du måske har været troende i mange år, så har vi alle brug for at give troen noget at leve af, så den ikke drukner i tvivl og hverdagens bekymringer.

Glædelig Jul!