Betingelsen for at lære Gud at kende

”Ønsket om at behage andre er en meget stor forhindring for enhver, som ønsker at lære Gud at kende.”

Sådan nogenlunde så jeg det engang formuleret. Har desværre glemt, hvilket viist menneske, der sagde det. Men jeg har gang på gang måttet give vedkommende ret.
Jeg har set, hvordan gode kristne har forkludret deres egen tro og er blevet uduelige i Guds rige, fordi de var så meget mere optaget af, hvad mennesker mente om dem, end hvad Gud mente, – og hvad sandheden var.
Dybest set handler det om, hvor vi har fokus. Er det på ”verden” eller på Jesus? Hvis vi forsøger at få anerkendelse fra mennesker, så stopper vores åndelige udvikling.
Hvis flertallet eller gennemsnittet af meninger skal bestemme, hvad du tror på, så går du fejl i byen.
Det siger egentlig sig selv, gør det ikke? Alligevel er mange af vores præster og kristne ledere netop optaget af at behage deres publikum og verden omkring dem. Mange vil desværre hellere fortie sandheden og lade medmennesker gå fortabt, end de selv vil risikere at kaldes for fundamentalister eller hvilket skældsord, man for tiden bruger om de troende.
Men det er ikke kun et problem for lederne. Det er også et problem for dig og mig. For menneskefrygt hindrer, at vi får det fulde udbytte af vores tro. Frygt hindrer os i at udforske, hvad der ligger gemt til os. Frygt for mennesker hindrer os i at udleve vores gudskabte potentiale. I stedet nøjes rigtig mange med en alt for forsigtig og derfor selvudslettende tro, som efterhånden erstattes med humanisme eller konservatisme eller noget andet, langt ringere, end relationen til Ham.
”Menneskefrygt lukker dig inde i et bur, men at sætte sin lid til Herren giver tryghed.” (Ordsprogenes bog kap. 29,25.)
Frygt og angst er invaliderende. De skal smides ud.
Nogle af os er så optaget af verdens anerkendelse, at vores forfængelige ”jeg” simpelthen må ”dø” før vi igen kan finde tilbage den første kærlighed – til Jesus.
Vi må ligesom Paulus sige farvel og tak:
”Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig, og mit liv her på jorden lever jeg i troen på Guds søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig.” (Gal 2,20)
Det er dér livet begynder at vokse.