Hvad er du slave af?

Claus Bækgaard Præst i Roskilde Baptistkirke
Claus Bækgaard
Præst i Roskilde Baptistkirke

Vi lever i et land, hvor folk står i kø for at udråbe, at vi lever i et frit land. Det er en menneskeret at være fri. Hverken nogen eller noget skal bestemme over os.

Til nød respekterer de fleste af os de grundlæggende samværsregler, færdselsregler, ejendomsret etc., for omvendt forventer vi også, at andre gør det samme. Men når det handler om vores frie vilje, vores valg, prioriteringer, hvad vi har lyst til at bruge vores tid og ressourcer på, anser vi os for at være fuldstændigt frie til at gøre, hvad vi vil.
Teknisk set er det måske også rigtigt, men spørgsmålet er: Hvor frie er vi egentlig, når det kommer til stykket? Der er ingen tvivl om, at vi gerne vil have fornemmelsen af, at vi selv træffer vores frie valg. Men i hvor høj grad er vores valg styret af underlæggende kræfter og magter? Bevidst eller ubevidst?

Frivillig slave

Iflg. Paulus (Rom 6,11-13) er vi enten slaver af synden eller frivillige slaver af Gud og hans retfærdighed. Eller som Peter udtrykker det: »Det man ligger under for, er man slave af!« (2. Pet 2,19). Frivilligt at blive slave af Gud kræver et aktivt tilvalg fra vores side. Til gengæld er dette valg også vejen til oplevelsen af frihed fra alt det andet slaveri, vi lever under. Ikke bare for Paulus, men også for Jakob, Peter og Judas, betød det, at de alle i deres breve betegner sig som ›slaver‹ af Jesus Kristus. Slaver, som helt og fuldt ud var i deres herres vold. Deres liv lå i hans hænder.

Levende offer

I et helt centralt vers i Romerbrevet kommer Paulus med denne formaning: »Bring jeres legemer som et levende og helligt offer, der er Gud til behag – det skal være jeres åndelige gudstjeneste!« (Rom 12,1). Offerkulturen var ikke fremmed for dem dengang, men at bringe sit legeme som et levende offer var noget nyt. Dels den selvmodsigelse, der er i det ›levende offer‹, dels at bringe legemet som offer. Efter den tids opfattelse var legemet ikke noget godt, og da slet ikke noget, der havde med det guddommelige at gøre.
Men Paulus gør hermed vores ›åndelige gudstjeneste‹ til noget meget jordnært og hverdagsorienteret – noget, der handler om hele vores menneskelighed, ikke bare det åndelige. At bringe os selv som levende offer handler om, at vi stiller vores liv til rådighed for Gud og derved gør os selv til slaver for ham.

Der er ingen tvivl om, at vi gerne vil have fornemmelsen af, at vi selv træffer vores frie valg. Men i hvor høj grad er vores valg styret af underlæggende kræfter og magter? Bevidst eller ubevidst?
Der er ingen tvivl om, at vi gerne vil have fornemmelsen af, at vi selv træffer vores frie valg. Men i hvor høj grad er vores valg styret af underlæggende kræfter og magter? Bevidst eller ubevidst?
Levende død – på den gode måde

Vores egen tanke og forestilling om, at vi har retten til selv at vælge, må dø. Netop når vi er døde fra os selv, bliver vi levendegjort ved Kristus til det, han oprindelig havde tænkt, at vi skulle være – og så tilmed i et evighedsperspektiv. Man kan med andre ord gå omkring som ’levende død’ på to måder.
Enten går vi rundt, døde fra os selv og levendegjort i Kristus, eller også gør vi som så mange andre: Vi går omkring døde i os selv, kun opretholdt levende i en ydre skal. At være ›levende død‹ på den gode måde handler ikke om at skulle gøre sig fortjent til noget overfor Gud. Det er et bevidst valg, vi må træffe, som en naturlig respons på Guds uendelige kærlighed til os. Til det valg kommer Gud os til hjælp, men med det valg gør vi også os selv til slaver for Gud. Vi gør frivilligt ham til vores Mester og Herre. Vi underlægger os ham og lægger vores vilje, vores valg og vores prioriteringer i hans hænder. Det strider direkte imod vores vestlige frihedsforståelse, der indebærer, at det er muligt at være fuldkommen fri.
Vi vil altid ligge under for noget, som vi derved bliver slaver af. Spørgsmålet er, om vi bevidst vælger, hvad vi vil være slave af, eller om vi fortsat vil leve i illusionen om vores egen frie vilje. Vel vidende, at Jesus som Herre er den eneste, der ikke vil fortære vores levende offer, men holde os i live.

Denne uges prædiken er fra netkirken.dk

Dagens tekst: Joh. kap. 8:42-51

Teksten er fra Bibelen på hverdagsdansk

Konfrontation med de jødiske ledere
42»Hvis Gud havde været jeres far, så ville I have elsket mig, for det er Gud, der har sendt mig. 43Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg siger? Fordi I er ude af stand til at høre efter. 44Jeres far er Djævelen, og I er villige til at gøre alt det onde, som han gerne vil have jer til at gøre. Han har altid været ude på at ødelægge mennesker. Han har sat sig op imod sandheden, og der findes ikke noget sandt i ham. Det er helt naturligt for ham at lyve, for han er ophavsmand til alle former for løgn og bedrag. 45Mig tror I ikke på, fordi jeg siger sandheden. 46Hvem af jer kan påvise, at jeg skulle have gjort noget forkert? Når nu det, jeg siger, er sandt, hvorfor tror I så ikke på mig? 47Den, der tilhører Gud, lytter til hans ord. Men I lytter ikke til Guds ord, fordi I ikke er hans børn.«
48»Din samaritaner!« snerrede de. »Har vi ikke hele tiden sagt, at du er besat af en ond ånd?«
49»Jeg er ikke besat af nogen ond ånd,« svarede Jesus. »Jeg ærer min Far, men I vanærer mig. 50Jeg søger ikke min egen ære. Det er der en anden, der gør, og han skal dømme jer. 51Det siger jeg jer: Den, der adlyder mit ord, skal aldrig dø.«


Artiklen fortsætter efter annoncen: