Venstre sidebanner eksempel

Berit oplevede en total omvæltning

s3_Berit Pedersen_redEfter at være udbrændt og have været sygemeldt i 9 måneder, fik Berit nogle kristne til at bede for sig, og så begyndte et spændende liv…

Gennem de sidste to år har Berit Pedersen bedt for hundredvis af mennesker – på gaden, i supermarkedet – hvor som helst. Og de mange er blevet spontant helbredt. Faktisk har Berit ført dagbog, og fyldt over 100 tætskrevne A4-sider med korte rapporter.
Fra 4,11, til 20.12. 2013 har hun noteret 36 helbredelser og fem dæmonuddrivelser!
– Det var ret vildt, fordi jeg ikke havde prøvet noget af det før. Og jeg har også bedt for mange flere, hvor der ikke skete spontane helbredelser.
Den stor omvæltning skete for ca. 2½ år siden, da Berit besluttede at blive døbt i Aabenraa fjord – i iskoldt vand i november!
– Jeg havde brug for at markere både overfor mig selv og Gud, men også overfor djævelen, at jeg tilhørte Jesus Kristus, siger hun.
Og samtidig oplevede Berit også fysiske helbredelse.
– Jeg havde flere led i nakken og ryggen, som jævnligt gik af led, og lægen måtte sætte det på plads. Nu kom det i orden.
Jeg følte det, som om et tæppe af smerte og sorg over at have mistet to børn, blev løftet af mig.
Jeg blev også fri for afhængighed af sukker og slik. Mareridt og forstyrrende tanker forsvandt pludselig, og der blev ro i hovedet, husker Berit.

Bli’r alle ikke helbredt?

Straks efter den stærke oplevelse gik Berit på gaden med ham, der døbte hende, for at bede for tilfældige mennesker.
– Noget, jeg tidligere ville have hadet at gøre. Men jeg ville tage et skridt i tro. Og den dag blev ca. 10 tilfældige mennesker på gaden i Aabenraa, spontant helbredt.
– Jeg var så fyldt af Helligånden, at jeg slet ikke kunne forestille mig, at alle ikke blev helbredt. Det var først senere, jeg oplevede, at en tysker, jeg bad for, ikke blev helbredt. Det kunne jeg ikke forstå.

Dansk-tysk familie

Berit Pedersen er nu 43 år og mor til tre. Hun er født i Husby ved Flensborg med en dansk mor og en tysk far.
Hun kom til Danmark lige efter gymnasiet i 1992 for at arbejde som Giv-et-år medarbejder i Ikast KFUM & KFUK.
– En gang i 1997 var jeg til en Oase-aften, hvor en af de lokale kvinder spurgte, om jeg var blevet døbt med Helligånden.
Det mente jeg da, for jeg var jo døbt i både Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Men et par dage før mødet havde jeg læst i Bibelen, hvor Jesus siger: ”Om ikke mange dage skal I blive fyldt med Helligånden”. (Ap.G. 1,4)
Så kvinden fik lov at bede om, at jeg måtte blive fyldt med Helligånden. Gud begyndte nu at tale til mig med en stille stemme i mine tanker. Og da jeg dagen efter sagde tak, oplevede jeg, at nogle nye ord blandede sig i bønnen – jeg talte i tunger.
I den følgende tid påvirkede Gud min samvittighed, så jeg fx gik til min stamcafé i Flensborg og betalte for nogle glas, som jeg havde stjålet i min ungdom. Og jeg bad andre om tilgivelse og omvendte mig.

Til Israel med rygsæk

En aften, hvor Berit var på vej til et Alpha-møde, tænkte hun taknemlig på, at hun gerne ville give noget tilbage til Gud.
– Jeg kom til at tænke på Israel, og syntes, at det var underligt.
Men 20 minutter efter ville jeg vise det bibelvers til en veninde, hvor Jesus siger ”Om ikke mange dage skal I fyldes med Helligånden”. Og jeg var åbenbart kommet til at understrege vers 8 i stedet, hvor Jesus siger:
”I skal bringe budskabet om mig til Jerusalem, til hele Judæa og Samaria, ja, helt til verdens ende.”
Jeg tog det som en bekræftelse på, at jeg skulle til Israel. Jeg havde hørt, at der var en campingplads udenfor Jerusalem, hvor man kunne bo i telt. Så jeg skruede ned for mine udgifter og pakkede rygsækken.

Mushalaha

Heldigvis kom Berit i kontakt med Jørgen Pedersen, som skulle udsendes af Israelsmissionen. Han vidste om en lejlighed, hvor hun kunne bo mere sikkert.
– Jeg kom til at arbejde i huset hos Saleem Munayer, en palæstinenser, som havde oprettet Mushalaha – et kristent arbejde for forsoning mellem palæstinensere og jøder.
De havde lige fået et fjerde barn, så hans engelske kone betragtede mig nærmest som en Guds gave, husker Berit.
Hun blev nu kæreste med Jørgen, og efter deres år i Israel tog de sammen på Diakonhøjskolen, hvor Berit byggede en diakonuddannelse ovenpå sin pædagoguddannelse.

Til Kathmandu

Berit og Jørgen Pedersen rejste nu ud for Danmission og Dialogcentrets projekt ”Vestens Unge”. De boede i Kathmandu i Nepal og rejste også til Goa i Indien, hvor de forsøgte at hjælpe nogle af de unge, som strandede herude i deres forsøg på at finde en mening med livet.
– Vi rejste rundt, og vi var på mange meditationskurser og Ashrams. Det var et meget intensivt missionsarbejde, hvor jeg gav mig selv fuldstænding, så da vi et år efter kom hjem, dykkede jeg ned i en depression, fortæller Berit.

Sled sig op

Berit og Jørgen slog sig i første omgang ned på en campingplads syd for Kolding. Senere flyttede de ind i et ældre hus i bydelen Seest.
Berit havde forskellige job, men rejsen og hendes overudviklede hjælpegen havde taget for hårdt på hende, så hun måtte langtids sygemeldes.
I 2003 fik parret datteren Johanna, og i 2004 ventede Berit en dreng, som desværre døde, før han blev født.
– Det var en stor sorg, som slog mig ud. Jeg spurgte om orlov, ellers var jeg nødt til at sige op.
Kort efter var Berit dog klar til en nyt arbejde i Vejen Kongres Center, hvor hun avancerede fra rengøring til receptionist. Hun blev senere receptionist i Koldings nystartede ”First Hotel”.

Mistede endnu et barn

Alt gik nu godt, og Jørgen og Berit håbede igen at få et barn.
Graviditeten forløb vellykket. Det ville blive en dreng. Alt gik godt – lige indtil dagen før fødslen, hvor moderkagen sprang…
Lægen forstod det ikke, men den lille ufødte dreng døde…
– Det var meget svært for os. Jeg sørgede meget. Vi havde endda kaldt drengen Tobias, som betyder ”Gud er god”…

Vred på Gud

– Det var nok første gang, hvor jeg for alvor blev vred på Gud. Jeg forstod jo ikke dengang, at det ikke er Guds vilje, når noget dårligt sker. Så jeg rettede min vrede det forkerte sted hen.
Senere har jeg forstået, at der også er en fjende i verden, og at det onde ikke kommer fra Gud.
Jeg havde kun hørt Luthers tale om, at ”djævelen er som en lænkehund”, så Gud ligesom tillader, at djævelen gør noget ondt. Men det er jo ikke nogen hjælp.
I dag har jeg forstået, at det hænger helt anderledes sammen. Og at Gud er på vores side imod sygdom og alt det onde.
Da jeg var mest vred på Gud, følte jeg, at Gud sagde til mig, at han også havde mistet en søn. Jeg tror, at han også sørgede over vores søn sammen med os.

Ny kraft

Året efter i 2007 fik Berit og Jørgen en datter, Clara, og for et år siden en søn, Matthias, som betyder ”Guds gave”.
Berit fik job som receptionist i Kolding Byferie og kunne på den måde være sammen med familien om aftenen.
Efter de hårde år havde familien brug for en retræte. De tog derfor på Familie-DTS, som er et kristent kursus over flere måneder, hvor man får ”renset ud i hjertet”, som Berit udtrykker det.
– Vi blev selv fyldt på og rakte ud til andre i Azerbaidjan og Letland. Her forstod jeg, at Gud virkelig er vores Far og ikke kun en hellig Gud, husker Berit, som bagefter blev jobkonsulent hos Krifa.
– Men det var en periode med omlægning til en ny strukturbrugte flere kræfter end jeg havde og at det førte til en stress-sygemelding, der varede i 9 måneder. Det var i februar 2013. Jeg havde det elendigt og var meget lydfølsom.
Men det var i den situation, at jeg mødte de kristne, der gik på gaden for at bede for folk. Da jeg helhjertet overgav mig til Gud, greb han ind og løftede mig op, slutter Berit.
Hun føler sig dagligt ledt af Gud gennem en stille indre stemme. Og hun mener, at alle andre kan opleve den samme frihed med Gud i deres liv.