Fra gadedreng til familiefar

Cicero Félix fra Brasilien sniffede lim, røg hash og begik kriminalitet, indtil han som 12-årig fik et nyt liv ved bl.a. at møde Ulrik fra
Danmark. Nu hjælper han selv børn og unge.

Nogle gange skal der så lidt til. Et kærligt blik, et anerkendende nik og dét at blive set som menneske kan tit ændre et menneskes livsbane radikalt.

Det kan Cicero Félix tale med om. Som barn hjemme i det nordøstlige Brasilien var hans selvbillede, at han var ”en hund”, siger han – en gadehund som de mange gadehunde, der render løst rundt i brasilianske storbyer.
– Nogle slog mig. Nogle gav mig mad og syntes, jeg var sød. Men alle lod mig bare blive der på gaden, og jeg følte mig som en hund, siger Cicero.

Indtil han var 12 år, levede han som gadebarn, sniffede lim, røg hash, begik kriminalitet og havde ingen drømme om fremtiden. Allerede fra han var 8-9 år levede han hele uger på gaden. Han blev en del af gadebander, mest for at beskytte sig selv, og lærte spillereglerne i det hårde miljø, og blev oplært i at begå kriminalitet.

En af de første regler, han lærte var: Stol aldrig på andre!
Han blev tit slået af politiet. Han så kammerater dø. Og i hans hjerte blev der bygget vrede op. En vrede, der fik ham til at smadre biler eller stille sig i et lyskryds og true trafikanter med en knust flaske. Ind imellem havde han det dog sjovt, siger han, når han og andre gadebørn sprang i byens kanaler og svømmede rundt i det beskidte kloakvand.

Mødet med UMO

Sådan gik det slag i slag, indtil Cicero en dag mødte danske Ulrik Corneliussen og andre medarbejdere fra Ungdom Med Opgave (UMO), der var aktive i Brasilien.
Cicero begyndte at deltage i nogle af de aktiviteter, som UMO havde på gaden. De klippede hans hår, gav snacks og fortalte bibelhistorier.
Men dét, der blev helt afgørende, var, at han blev mødt på en helt anderledes måde, end han plejede. Med et kærligt og anerkendende blik.
– Der var også andre, der gav os mad på gaden, men ellers ikke noget. Ingen relationer og ingen, der spurgte: Hvordan har du det? Hvad er dine drømme?

– Hos missionærerne blev jeg ikke afvist. Jeg mærkede, at de elskede mig, og jeg nød at være sammen med dem. Jeg ønskede at vise missionærerne, at jeg respekterede dem, så jeg undgik lim og stoffer, når jeg var sammen med dem, selv om det var svært, fortæller Cicero.
Han var 12 år, da han blev inviteret til at bo i Håbets Hus, som var drevet af UMO. Hér begyndte Cicero sin forvandling fra gadebarn til en velfungerende familiefar og leder af en kristen fodboldskole i Brasilien.

– De lærte mig at læse og skrive, som jeg ikke kunne før. De spurgte mig, hvad jeg drømte om, og jeg sagde fodboldspiller. De gav mig håb, og de gav mig en følelse af at være noget værd, og det var jeg ikke vant til.

– De læste også bibelhistorier for mig, og jeg hørte om David og Goliat, og jeg tænkte, at når lille David med Guds hjælp kunne lægge en gigant ned, så kunne jeg også lægge ”giganterne” ned i mit eget liv. Det gav håb, og på et tidspunkt sagde jeg til en af missionærerne: ”Jeg vil have dén Gud”, fortæller Cicero.

Far stukket ihjel

Forvandlingen var ikke altid let, for ”friheden” på gaden trak, og der var så meget nyt. Bl.a. dét at han ikke måtte bande i Håbets Hus.
– Ulrik sagde: Du har valget! Og da mærkede jeg, at Gud gav mig styrke til at blive. Jeg ville jo ikke tilbage til den falske frihed, jeg kom fra, siger Cicero.

Efter et år i Håbets Hus kom Cicero i familiepleje. Hér lærte han, hvad det vil sige at være en familie med en far og mor og masser af kærlighed.

Cicero havde dog stadig kontakt til sin biologiske familie, som levede under fattige kår. Faren drak og tæskede tit moren, da Cicero var helt lille, og en dag blev han stukket ihjel i et slagsmål. Cicero tror, at den eneste grund til, at moren blev, var at faren var familiens forsørger. Da han var død, var der ingen til at forsørge moren og Cicero og hans seks søskende.

Ciceros mor flyttede fra landet til millionbyen Recife med de syv børn. Familien kom til at bo i et træhus, der var så lille, at de alle otte måtte sove i samme rum. De ældre søskende begyndte at tigge på gaden. Den 5-årige Cicero blev hjemme hos mor, men kom snart med, fordi der var penge i at have en lille trold som ham med.

– Det var spændende at være med dem. Jeg mærkede en form for frihed, og da jeg var 7-8 år, begyndte jeg at stikke af. Jeg kunne være væk en hel dag, så to dage, og da jeg var 8-9 år blev jeg væk i hele uger. Jeg sniffede skolim, og når min mor og søskende forsøgte at finde mig, rykkede jeg bare til nye steder, fortæller Cicero.

Gud og fodbold

Hans ældre søskende tog også rusmidler, og moren var begyndt at drikke. Men med Ciceros forvandling, skete der også noget med dem. I dag drikker moren ikke, hun kommer i en kirke, er flyttet til et murstenshus, og fire af hans seks søskende er blevet kristne. En af brødrene sidder dog i fængsel og er psykisk syg, fordi han, som Cicero siger, ”har fået så mange tæsk af politiet”.

– Mit møde med Gud fik også indflydelse på hele den bydel, jeg kom fra. Før var jeg kendt som gadedreng og narkoman, men jeg oplevede, hvordan Gud helede og skabte forvandling i hele kvarteret, fortæller Cicero.

Cicero tog på en bibelskole (DTS), fordi ”Gud talte til mig, at jeg skulle fortsætte ad den vej”.
Senere tog han et FIFA-kursus som fodboldtræner, og han følte et kald til at kombinere sin kristne tro, fodbold og en forebyggende tjeneste. Det resulterede i fodboldskolen Show de Bola, som i dag har 150 elever, 10 medarbejdere og Cicero Félix som leder.
Skolens mission er via fodbold og bibelstudier at forvandle børnenes liv, holde dem fra gaden, give dem nogle elementære kundskaber som at læse og regne – og tilbyde dem en bedre fremtid. Der er et tæt samarbejde med børnenes familier.

– Jeg opdagede selv som barn, hvad gode relationer, tillid og kærlighed kan gøre ved én. Vi tilbyder ikke bare fodbold, men også Guds kærlighed. Hvis jeg ikke havde mødt de der missionærer, da jeg var barn, var jeg havnet i fængsel, var død eller var blevet skør i hovedet, siger Cicero.

Store drømme

Den 29-årige brasilianer er dybt taknemmelig.
– Jeg elsker Jesus, og jeg elsker fodbold, og jeg vil bruge hvert øjeblik af mit liv på at hjælpe disse unge. Vi investerer i 150 unges liv, og drømmen er, at vi kan starte fodboldskoler andre steder. I første omgang drømmer vi om at anlægge en ny og bedre fodboldbane og få bedre faciliteter. Intet er umuligt, og det er mit eget liv bevis på, siger Cicero.

Han blev for syv år siden gift med Vandeclea. Hun arbejder i fodboldskolens administration.

De fik for 6 måneder siden sønnen David, opkaldt efter David og Goliat – dén bibelhistorie, som inspirerede Cicero til at begyndte sin forvandling.
Den lille familie bor frem til januar i Mørke på Djursland, hvor Ulrik Corneliussen og hans brasilianske hustru, Nubia, i dag er ansat som landsledere for UMO.

Cicero besøger skoler og kirker og fortæller om, hvordan Guds kærlighed kan forvandle liv.