Ulla vendte ryggen til spiritismen

Kort tid efter at Ulla Mortensen blev kristen og døbt i en baptistkirke, lagde hun i en lang periode afstand til sin far, der var spiritist. Deres samvær gav hende uro i sjælen.

Hun var opdraget som spiritist. Men gennem kirkekoret og forkyndelsen i baptistkirken mødte hun en helt anden åndelig virkelighed.

Da Ulla Mortensen blev kristen, lagde hun spiritisme bag sig med et usædvanligt bål.

Efter 16 år med almindelig korsang fik Ulla Mortensen fra Hvidovre lyst til at prøve at synge i et kirkekor. Hun boede lige i nærheden af Broholmskirken og valgte derfor baptistkirkens kor – hvor medlemmerne havde pligt til at synge i kirken om søndagen.

Det var i 1979, og hun var 40 år, da hun debuterede som kirkesanger og begyndte at deltage i gudstjenester.

– En søndag var det som om det, præsten sagde, var henvendt direkte til mig – selvom hele salen var fuld. Han talte om at finde en ny vej, fordi den, man var inde på, ikke var god. Bagefter sagde jeg til præsten, at jeg gerne ville døbes, fortæller Ulla Mortensen, som i dag er 77 år.
Hun blev voksendøbt i baptistkirken i 1983 og har lige siden været kristen.

Ulla Mortensen kom fra det alternative miljø og var nærmest opdraget til spiritisme. Kort tid efter dåben stod den på pause fra spiritistiske familiemedlemmer, udrensning og et usædvanligt bål:

Ullas far havde været spiritist i mange år, og hun havde også selv gennem flere år været med i en spiritist-forsamling, selvom hendes mor altid havde sagt, at hun ikke skulle tale med de døde.

– ”Det står i Biblen, at man ikke må tale med ånderne”, sagde min mor ofte til mig. Men min far var clairvoyant og dyrkede det intenst til stor sorg for min mor.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



– Jeg blev gift i 1961, og mine svigerforældre var også spiritister. De havde Biblen og bad Fadervor, så jeg troede, at det var ok. I 12 år var jeg med i deres forsamling, men i 1973 døde mediet. Båndoptagelser blev delt mellem medlemmerne, og min mand og jeg besluttede, at vi ikke ville have mere med det at gøre. Men min far kunne ikke skippe det.

Vi bad om tilgivelse for alt, hvad min slægt havde bedrevet. Bagefter skete der igen noget med mig åndeligt. Gud fik endnu mere fri bane i mit liv, kunne jeg mærke.

– Da jeg så i 1983 blev døbt, kom jeg med i en kristen bibel- og bedegruppe og blev undervist i kristendom. I Women of G.L.O.W. blev jeg gennem Gud opmærksom på, at jeg ikke skulle beskæftige mig mere med spiritisme.

– Min mand, Helge, som i starten ellers var lidt vred på mig, fordi jeg nu var med i kirkelige forsamlinger, blev til sidst overbevist om, at jeg havde fundet Vejen. I 1986 blev også han døbt. For som han sagde: ”Jeg kan se, der er sket en forandring med dig, Ulla. Det bliver jeg også nødt til at sige ja til”, fortæller Ulla Mortensen.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Måtte rense ud

Ægteparret besluttede sig for at lægge fortiden bag sig, og de gik grundigt til værks:
– Jesus siger jo: ”Læg det gamle liv bag dig”….Min mand og jeg måtte hjem og rense ud. Jeg klippede alle de gamle spiritistiske båndoptagelser i stykker og rev også bøgerne itu. Vi smed dem i nogle sorte sække. Så ringede jeg til præsten og spurgte, om vi måtte låne kirkens bålplads. Det skulle helt væk.

– Vi lavede et stort bål klar, og min mand hældte brændvæske på. Så begyndte vi at kaste brændende tændstikker på det. Men der skete ikke noget. ”Er det brændvæske gammelt og ikke noget værd?” spurgte jeg min mand. Men han forklarede, at han lige havde købt det.

– Vi prøvede igen. Der skete stadig ikke noget. Så blev jeg vred og sagde med stemme fast: ”I Jesu navn, så fyr da!” På det tidspunkt var vi ellers ikke i gang med tændstikkerne. Men netop da jeg sagde det, begyndte bålet at brænde!! Vi hoppede og dansede og sang: ”Vi har en herlig sejr – sejr i Jesu navn”, siger Ulla Mortensen.

Det skaber uro i din sjæl at have kontakt med mennesker, der er åbne for spiritisme.

Både Ulla og hendes mand var lidt chokerede over oplevelsen.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



– Men der var virkelig en frigørelse. Satan ville ikke af med det spiritistiske materiale. Der var en åndelig krig… og bagefter kunne Gud komme til. Vi havde kastet det gamle væk.

– Men min far var en hindring for, at vi kunne blive helt frie. Til sidst måtte vi trække os fra ham. Min far var ellers med til min dåb, men jo mere kristne vi blev, jo sværere var det for os at have forbindelse med noget som helst spiritistisk.

– Det skaber uro i din sjæl at have kontakt med mennesker, der er åbne for spiritisme. Også til kristne gudstjenester kan man møde dem, der er åbne for det forkerte. Det er ikke rart, når det kristne bliver blandet med noget, der ikke skal være der. Gud giver fred. Det gør det andet ikke.

– Tarotkort og alt sådan noget. Jeg kan ikke have kontakt med det overhovedet. Jeg beder om beskyttelse i Jesu blod, selvom jeg er stærk i min tro og ikke lader mig påvirke, fortæller Ulla.

Far fik fred

I mange år så hun ikke sin far på grund af spiritismen. Men en dag gik Ulla forbi nogle af hans yndlingsblomster, martsvioler. Hun plukkede et par stykker og sendte dem til ham i et brev med ordene: ”En hilsen fra din datter Ulla”.

Så fik hun svar: ”Kære Ulla, jeg ligger på hospitalet og vil gerne have, at du kommer og besøger mig.” Det var i 1997, og det gjorde hun.

– Han døde året efter – nogle måneder efter at jeg havde bedt for ham: ”Lad din vilje ske, lad dit rige komme”. Og jeg fornemmede på hans krop og ansigtsudtryk, at der skete en forvandling. Jeg tror, han under bønnen tog imod Jesus ….han blev glat i ansigtet og smilede lidt, siger Ulla.

Pause fra søn

Ulla har både en datter og en søn.
Et endnu sværere og langt brud opstod, da Ullas søn senere også blev involveret i spiritisme:

– Min søn, som nu bor i Sverige, arbejdede ligesom min far som clairvoyant. Vi så ikke hinanden i fem år, fordi han ikke ville ”høre om alt det kristne”.

– Kontakt med spiritisme åbner op for noget, jeg ikke vil være med i, så det var et nødvendigt brud, men meget svært. Det var fem hårde år.

Men så skrev min søn, at han gerne ville se os igen – og i 2006 begyndte han og jeg at synge gospel sammen i Købnerkirken på Amager. Året efter ringede han til mig og sagde: ”Mor, jeg vil gerne døbes”. Så gospel kan gøre noget…

– At være kristen er en udvikling. Hele tiden. Min søn er først helt ude af det gamle nu, hvor han ikke længere vil deltage på messer. For nogle måneder siden spurgte jeg ham: ”Har du valgt Jesus?” ”Ja det har jeg da”, svarede han.

Ulla har også et barnebarn, som er kristen og sygeplejerske.
– Da mit barnebarn var fire år, havde hun en dag meget ondt i øret. Siden jeg blev kristen har jeg altid bedt for dem alle. Og lige inden hun skulle afsted til lægen, lagde jeg hænderne på hendes ører og bad Jesus hjælpe hende.

– Da lægen havde undersøgt pigen, sagde han: ”Der er ikke noget i vejen med dine ører”…og mit barnebarn sagde: ”Mormor, mormor, det hjalp!”

Hun var overbevist om, at Jesus greb ind. Hun blev tidligt kristen, siger Ulla Mortensen.

Bøn for slægt

For mange år siden sagde en kristen kvinde til Ulla, at der skulle bedes for, at Jesus ville tilgive hele hendes spiritistiske familie… 4-6 slægtsled tilbage…

– Vi bad om tilgivelse for alt, hvad min slægt havde bedrevet. Bagefter skete der igen noget med mig åndeligt. Gud fik endnu mere fri bane i mit liv, kunne jeg mærke, siger hun.

Ulla er aldrig i tvivl om, at hun traf den rigtige beslutning, da hun vendte ryggen til spiritismen og vendte sig mod Gud. For som hun siger:
– Man kan sagtens mærke forskel på Helligånden og forkerte ånder. Kun Gud giver fred!