Jakob Knudsen – kristen eller gal

Det er i år 100 siden den danske forfatter og salmedigter Jakob Knudsen døde.

Jakob Knudsen har engang sagt: ”Jeg blev kristen, fordi jeg ellers var blevet gal”. Med dette hentyder han bl.a. til sin opvækst med en dominerende far, noget han i øvrigt senere tematiserede i romanen ”Sind” (1903). Sammen med ”Den gamle præst” (1899) er netop ”Sind” nok den roman af Jakob Knudsen, som er mest læst. Men han er sandsynligvis primært kendt for sine salmer heriblandt ”Tunge, mørke natteskyer” (1890) og ”Se nu stiger solen” (1891).

Baggrund

Jakob Knudsen blev født i Rødding, men voksede op i Hanherred, hvor hans far var præst.

Faderen var grundtvigsk med en drejning til det pietistiske og meget autoritær overfor sine børn. Jakob Knudsen forblev meget knyttet til sin far, indtil dennes død i 1886, hvor han blev kastet ud i voldsomme anfægtelser. Det er i denne tid, han erkender, at han må læne sig op ad kristendommen for ikke at blive gal.

Jakob Knudsens første ægteskab gik i stykker efter ti år, nok til dels på grund af hans tunge sind, og da han tre år senere giftede sig med en kun 19-årig pige, vakte det opsigt både i den menighed, hvor han var præst, og i hans vennekreds, og mange tog afstand fra ham, så han til sidst måtte forlade sit embede.

Karakteristisk for Jakob Knudsens kristendomsforståelse er en dualistisk forståelse af forholdet mellem det jordiske og det himmelske, som til dels ligner Martin Luthers tale om det dobbelte regimente, det verdslige og det åndelige, hvor loven med straf og retfærdighed gælder i det verdslige regimente, og nåden med barmhjertigheden i det åndelige regimente.

Men i Jakob Knudsens forståelse ligger der i det jordiske forhold også en vægtning af samvittighedens eller skønsomhedens forrang, som ind imellem ser ud som en legalisering af visse former for selvtægt.

”Den gamle præst”

I ”Den gamle præst” opstilles to kristendomssyn, repræsenteret henholdsvis af Pastor Mogens Castbierg, sognets gamle konservative præst, og den noget yngre nytænkende frimenighedespræst, pastor Jensen, som er tilrejsende for at starte en højskole, hvor han selv skal fungere som forstander. Sceneriet foregår i det meste af bogen dels hos godsejer Grev Carl Schwartau Trolle og dels i sognets forsamlingshus.

Pastor Jensens kristendomssyn er præget af tankerne i forfatteren Leo Tolstoys bog ”Hvori består min tro”, men også af den dengang stadig ret nye grundtvigske tankegang. Pastor Jensens kristendom er en noget tandløs kristendom, som ensidig betoner en kærlighed, der ikke slår igen, og som elsker sin fjende, og som ifølge pastor Jensen vil føre til, at man til sidst kan afskaffe krig og dermed også al straf. At den, trods det bibelske i tankegangen, imidlertid er en overfladisk og fordrejet tro, der lukker øjnene for syndens virkelighed i verden, ses især ved den kolde og herskende måde, hvorpå pastor Jensen behandler sin lille kuede kone.

Overfor denne tro står pastor Castbiergs mere karske tro og kærlighed, der ikke et øjeblik glemmer synden og derfor gennemskuer, hvad pastor Jensens kristendomforståelse vil føre med sig, men netop også skelner mellem den jordiske og den himmelske lov, som er så karakteristisk for Jakob Knudsens tro.

Mellem de to præster står greven, der er ved at blive fanget ind af pastor Jensens tanker, men er stærkt forbundet med sognets gamle præst, Castbierg.

Gennem hele romanen tematiseres de to kristendomssyn, og der er levnet meget plads til scener, hvor de diskuteres. Under disse diskussioner udspilles imidlertid et drama, der udmunder i temaer først om løgn og fortielser og til sidst om selvmordet.

Pastor Jensens dovne og pigeglade søn Magnus er ansat hos greven, som afskyer ham. Det samme gør grevens datter, Camilla, som Magnus efterstræber. Efter et voldtægtsforsøg på Camilla slår greven Magnus ihjel, og i sin nød opsøger han den gamle præst. De samtaler, som nu udspilles mellem Castbierg og Trolle, er tankevækkende og efterlader læseren med dybe overvejelser. Greven frygter mest af alt, at hans svagelige hustru ikke vil kunne bære videnen om, at hendes mand er blevet morder. For Castbierg findes der imidlertid kærlighedsgrunde til, at man må fortie en sandhed eller endda lyve om den, så han råder greven til at benægte det. Da Trolle imidlertid ikke er i stand til at skjule sandhed og også fortæller sin hustru om det, er hans næste frygt, at hun vil dø af sorg over det, som nu som straf vil overgå hendes mand, og han konkluderer, at han ved at begå selvmord måske kan redde hendes liv. Også stillet overfor selvmordets mulighed holder den gamle præst fast ved det, han kalder ”troens skønsomhed”, hvor man af kærlighed til andre vælger noget, som ellers er synd. For som Castbierg siger, er kærlighed lovens opfyldelse, og Guds lov er en ”levende lov”. Romanen vakte i sin tid furore ved sin tilsyneladende legalisering af selvmordet, og enhver læser, også i dag, provokeres gennem hele bogen til at gå ind i dybe overvejelser om tro, lov, straf, nåde og kærlighed.

Selvom bogens handling og tematik synes dyster, er romanen fyldt med bidende humor og ironi, som når den grundtvigske tanke om oplysning af bondestanden koblet med troen, formuleres således: ”Lugten af stuvet Blomkaal var […] paa en underlig Maade smeltet sammen med Forestillingen om eller Følelsen af aandelig Vækkelse”, eller når ”Den gamle præst” om sin bedstefar konstaterer, at ”Min gamle Bedstefader her i Brindsted var – som de fleste Præster på hans Tid – heller ikke troende” (er her en parallel til nutiden?).

Selvom romanen er over 120 år gammel, er den forbløffende aktuel i sine temaer og problematikker, bl.a. når det gælder vor tids ”reform-amok”-tendens: ”Jeg ønsker ikke andre og ikke bedre Reformer, men jeg ønsker slet ingen Reformer; jeg ønsker, at det hele Kunde staa stille en Tid, for om Menneskene dog kunde faa Stunder til at tage deres arme Sjæl med, som vi rent er kørt fra. Alt i vore Dage har faaet dette forhastede ved sig, som Sjælene slet ikke kan taale”.

”Den gamle præst” blev i 1904 opsat som skuespil på Det kongelige Teater, og i 1939 blev romanen filmatiseret.

”Sind”

Når Jakob Knudsen har valgt ordet ”sind” som titel til sin roman, skal det primært forstås i ordets jyske og snævrere betydning, som egensindig vilje eller heftighed. I hvert fald er det netop denne sindsstemning eller dette karaktertræk, som tematiseres i romanen.
Anders Hjarmsted er vokset op med et billede af sin far, Per, som næsten smelter sammen med hans Gudsbillede. Faderen står for ham som retfærdigheden i en uretfærdig verden, men da han ikke længere kan fastholde dette faderbillede og gør oprør mod sin far, føler han også, at han mister Gud. Først da han oplever sin fars magtesløshed overfor Gud, erkender han, at Gud er større end faderen: ”Hvor Guds Magt dog maatte være stor, tænkte Anders, siden Fader helt maatte opgive sin Myndighed overfor den”.

Da Anders senere sidder som gårdejer, viser det sig imidlertid, at han langt fra er kommet løs af sin fars magt. Faderens retfærdighedsforståelse er gået i arv til sønnen, hvilket snart fører ham i ulykke. Striden om et jordstykke sætter ham i konflikt med gårdejer Kristen Faurholt, og selvom han forelsker sig i dennes datter, Gjatrid, og hans søster i Faurholts søn, Niels, ændrer det intet for ham. Han kræver, at Gjatrid vælger mellem ham og sin familie. Trods misforholdet mellem og størrelsen af det, Anders ser som en ”uretfærdighed”, og dybden af Gjatrids og Anders’ kærlighed, og urimeligheden i Anders fordring, ønsker Gjatrid imidlertid at holde fast ved Anders, men hendes kærlighed er ikke nok til at blødgøre Anders’ retfærdighedssans og han egensindige vilje, og det hele ender i en tragedie.

Stærk tematik

Ligesom det var tilfældet med ”Den gamle præst”, slipper ”Sind” ikke så let læseren efter endt læsning. Begge stiller de spørgsmål til emner i livet, som både er svære og dybe – og afkræver læseren et svar eller i hvert fald en afgørelse. Både trosmæssigt og etisk bliver man udfordret ved læsningen, og hans romaner er derfor langt fra kun underholdning.

Jakob Knudsens force er klart bøgernes tematikker, selvom personskildringerne også er fine. Hans beskrivelser er malende, så man ikke blot ser personerne for sig, men også får deres personligheder ind under huden. Den bidende ironi, som især findes i ”Den gamle præst”, og som giver romanerne et humoristisk præg, har imidlertid den bagside, at personskildringerne får en deterministisk slagside, der fastlåser personerne i deres karakter og tilbøjeligheder og ikke åbner for nogen menneskelig udvikling. Dette kan have noget at gøre med den tid, som Jakob Knudsen skriver i. Men skarpheden og til dels ensidigheden i personernes karakterer underbygger og muliggør også den underfundige humor, så læsningen – trods de dystre tematikker – ikke bare bliver udholdelig, men også en fornøjelse. Man er både underholdt og udfordret.