Guds trofaste spor i sandet…

Hvis man ikke lige har øjne i nakken – eller drejer hovedet hele tiden for at se sig tilbage – opdager vi ofte ikke de fodspor, vi efterlader os i livet.

Måske gjorde du noget for 10, 15 eller 20 år siden, en god gerning, som fik afgørende betydning for et andet menneske, uden at du nogensinde opdagede det.

Måske sagde du noget skelsættende godt. Måske bare en løs, henkastet bemærkning, som ændrede et andet menneskes kurs i livet, uden at du nogensinde fik det at vide.
Måske er det meningen. Måske skal vi slet ikke vide det.

Og måske opdager dét menneske, du gjorde godt imod, eller sagde en måske henkastet bemærkning til, aldrig, at det var netop din handling eller dine ord, som gjorde udslaget. Men måske var dine ord eller din gode handling dét frø, som sidenhen begyndte at vokse hos den anden.

Også Gud efterlader sig fodspor.
Måske kender du ikke følgende fortælling. Men den er en gentagelse værd, fordi den kort beskriver, hvordan Gud også handler i det skjulte:

Engang havde en mand en drøm om Gud. Manden drømte, at han vandrede i sandet langs en endeløs sandbred side om side med Gud.
Manden talte med Gud om alt, der var sket i hans liv, og som han aldrig var kommet til at forstå.

Bag sig efterlod manden og Gud sig fodspor i sandet.
Manden stoppede et kort øjeblik op og så sig tilbage. Han så, at der nogle steder kun var efterladt aftryk af ét par fødder – ikke to. Manden spurgte Gud: ”Herre, hvorfor er der nogle strækninger på vores vej, hvor der kun er fodaftryk af én person?”. Og manden huskede, at det netop var i dé øjeblikke, han havde haft det skidt.

”Herre, hvorfor var du ikke hos mig, når jeg havde allermest brug for dig? Hvorfor forlod du mig ind imellem?” spurgte manden anklagende.

”Mit barn”, svarede Gud: ”Dér, hvor der kun er ét par fodspor, er de strækninger, hvor jeg bar dig!”.

Det er godt at huske på, hvis vi ind imellem føler, at Gud er fraværende i vores eget liv. Han er der alligevel. Som en skjult, men trofast følgesvend.

God søndag!