Efterskole og plejehjem fulgtes til gudstjeneste

Kørestolsbrugere fra plejehjemmet Solgården blev fulgt i kirke af elever fra Sydvestjyllands Efterskole.

På Sydvestjyllands Efterskole var Rækudlinjen sammen med kørestolsbrugere fra det lokale plejehjem til gudstjeneste. Det blev en oplevelse som skabte bånd på tværs af aldersskel.

På Sydvestjyllands Efterskole har Rækudlinjen flere gange i løbet af sidste skoleår været på kørestolsture med de ældre fra plejehjemmet Solgården i Bramming.

De ældre har på denne måde kunnet komme lidt ud i den friske luft, gøre et lille indkøb, besøge kirkegården eller måske lægge vejen omkring det sted, hvor den ældre udfoldede sit liv før sygdom, alderdom eller svigtende kræfter gjorde det nødvendigt at flytte på plejehjem. Denne torsdag eftermiddag er de igen på kørestolstur, men denne gang har de alle et fælles mål, nemlig gudstjenesten i Skt. Ansgar Kirke.

Bilisterne sætter instinktivt farten ned, når de kører forbi det meget lange tog af kørestole, der fylder fortovet. Der bliver en lille ’kiggekø’ af nysgerrige bilister. Hvad er det, der foregår? Og hvor kommer alle de unge mennesker fra? Demonstrerer de mod noget? Nej, det er ingen demonstration, men ikke desto mindre er det tankevækkende for byens borgere, at det pludseligt er blevet synligt, at der i byen bor en lang række beboere, som er afhængige af andres hjælp, når de har behov for lidt adspredelse.

Det er også tankevækkende at opleve optogets farverige kontrast mellem ung og gammel. Det er livets forår, der møder livets efterår på denne solbeskinnede sommerdag. Både ung og gammel nyder solen, fuglesangen og den lette, lune vind i håret. Der bliver ikke sagt så meget, – ikke med ord i hvert fald.
Optoget skrider stille af sted mod den store hvidkalkede kirke.
– Vil du sidde oppe foran i kirken, eller vil du hellere sidde nede bagi? spørger Ditte sin kørestolsveninde. Hun har forudset, at når først alle kørestolene fylder hele midtergangen i kirken, så kan man hverken komme frem eller tilbage, så hvis hun skal nå at få plads oppe foran, så skal hun til at skynde sig.
– Det er lige meget, siger den ældre veninde, og således går de tavse videre og nærmer sig den store tunge kirkedør.

Alle sanser spændte

De ældre er meget forskellige. Nogle af dem har tydeligvis alle sanser spændte og nyder turen i fulde drag, mens de lægger mærke til alt, der møder dem undervejs. Andre er indadvendte i blikket, nogle nærmest fraværende. En enkelt er faldet i søvn undervejs. Ved indgangen bliver der problemer med en kørestol, der ikke kan kommer over det lille trin. En plejer kommer til hjælp.
– Jeg tror lige, vi vender kørestolen om og bakker baglæns, siger hun. Og straks kommer der en hurtig replik fra kørestolen bagved.
– Ja, tilbage! Der er levende smil bag den lille kommentar. Plejeren er for optaget af den drilske kørestol til, at hun når at fange den lille bemærkning, der på en humoristisk facon korrekser hende for at bruge dobbeltkonfekt, men bemærkningen afslører en kørestolsbruger, der stadig har sin humor og sikre sprogsans i behold. Således har turen været fuld af oplevelser og indtryk, allerede før gudstjenesten er begyndt, for disse ældre er veltrænede i at se det store i det små.

Klokkerne vækker stilhed

Endelig er alle kommet ind. De unge sidder på bænkerækkerne, de ældre i kørestolene fylder hele midtergangen og den åbne plads foran bænkene. Her sidder vi alle og lader rummet fylde sanserne. Vi venter på kirkeklokkerne. Imens kan vi lade Arne Haugen-Sørensens farverige altertavle vise os, at vi er i Guds hånd, ung som gammel.
Endelig lyder kirkeklokkerne. Den velkendte lyd vækker tankevækkende stilhed. Tankerne går tilbage til højtidsdage, som satte farverige milepæle i livet, gjorde hverdage til søndage, eller som akkompagnerede sorg og savn. En stovt mand ranker sig yderligere i kørestolen. Måske vækker klokkerne minder om de dage, hvor markarbejdet blev afbrudt af denne lyd, der kaldte solen ned. I østen stiger solen op … Nu blomstertiden kommer … Salmerne vækker liv også i de indadvendte blik.

Livet siger sig selv

Sognepræst Elise Lind Balslev læser prædiketeksten fra Markusevangeliet, hvor Jesus møder tolderen Levi og kalder ham med et ”Følg mig!” – Hun perspektiverer teksten for både ung og gammel. Undervejs refererer hun lidt fra Karl Ove Knausgårds roman, ”Om efteråret,” hvor han blandt andet skriver: ”Hvad er det, der gør livet værd at leve? Ingen børn stiller sig det spørgsmål. For børn er livet selvfølgeligt. Livet siger sig selv.”

Ude på bænkerækkerne sidder unge, der allerede er begyndt at kræve svar på spørgsmålet: Hvad er det, der gør livet værd at leve? Inde i midtergangen stiller én og anden sig det samme spørgsmål. Er livet stadig værd at leve? Det er som om, der både på kirkebænkene og i midtergangen bliver svaret stille, hver for sig. Selv om der er 70 års forskel på os, når vi samme svar: livet er værd at leve! Samme svar som også Knausgård når frem til senere i kapitlet, hvor han skriver:
”Jeg vil vise dig verden, som den er nu… Du kommer til at se den på din egen måde. Du kommer til at gøre dig dine egne erfaringer og leve dit eget liv, så det er selvfølgelig først og fremmest for min egen skyld, jeg gør det: At vise dig verden, du lille, gør mit liv værd at leve.”

Stærkt bånd

Her rammer Knausgård lige det, der sker denne eftermiddag. Nogle troede, de skulle af sted for at gøre noget for andre, men de oplever selv at få. Andre ventede og glædede sig til at skulle få – selskab på en lille køretur til kirke, men de oplever at få lov at give. Og idet de gav, fik de lov at få … del i livets mening: At følge Jesus, række ud mod andre og dele liv med hinanden.

’Ingen er så tryg i fare’ er den sidste salme, før postludiet sender os ud på fortovet igen. Bilerne kører langsomt forbi, nysgerrige blikke kigger ud af sideruderne. Bilisterne ser det måske ikke, men båndet mellem ung er gammel er stærkt, for vi har lige været sammen i Guds hånd og vist hinanden livet.

Af Sten Mortensen, efterskolelærer og journalist

Udfordringen

Om Udfordringen

Udfordringen giver dig kristne nyheder og emner fra ind- og udland hver uge.
Del artiklen! (Klik på ikonerne nedenfor)
Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someonePrint this page