Er drab mest barmhjertigt?

Anne Bodilsen, Kristelig Lægeforening, er glad for, at debatten om aktiv dødshjælp holdes i kog.

– Er drab den mest barmhjertige respons? spørger Anne Bodilsen, der er formand for Kristelig Lægeforening, efter at TV2 har sat spot på emnet aktiv dødshjælp eller assisteret selvmord med en dokumentar.

Anne Bodilsen er glad for, at debatten holdes i kog, fordi det er en meget vigtig sag. Men Kristelig Lægeforening holder fast i sin modstand.
– Argumenterne for aktiv dødshjælp er nemme at følge. Og vel derfor bliver de også forførende.

De to argumenter for aktiv dødshjælp, som oftest bruges, er retten til selvbestemmelse og barmhjertighedsprincippet. Altså ønsket om at hjælpe et lidende menneske.
– Barmhjertigheds-argumentet er enormt stærkt følelsesmæssigt. Og vi har selvfølgelig pligt til at række ud og hjælpe, når et andet menneske lider. Men er drab den mest barmhjertige respons? spørger Anne Bodilsen.
Hun mener, at fortalerne for aktiv dødshjælp ofte får det fremstillet, som om at tusinder dør under svære smerter og under frygtelige forhold. Det er oftest de historier, der kommer i medierne, mener hun.
– Sandheden er, at langt de fleste sover helt stille og roligt ind. For dem, hvor der er smerter, kan man med god palliativ behandling ikke blot behandle den fysiske smerte. Man kan også arbejde med de åndelige, psykiske og relationelle problemstillinger.
– At der så kan være mangel på ressourcer og penge til palliative teams og hospicepladser kan vel umuligt være et godt argument for at dræbe i stedet, siger Anne Bodilsen.

Flertal for aktiv dødshjælp, men…

I den danske befolkning viser forskellige undersøgelser, at mellem 60 og 80 procent er fortalere for aktiv dødshjælp, men Anne Bodilsen er skeptisk overfor den slags meningsmålinger.

Dels fordi, mener hun, at der svares ud for en almindelig forestilling om alvorlig sygdom, dels fordi spørgsmålene typisk vil være positivt formuleret og indeholde ord som ”hjælp”, ”ubærlig lidelse” og ”frivillig og velovervejet beslutning”.
– Det, folk formentlig svarer på, er, at de ikke synes, at nogen skal lide, siger Kristelig Lægeforenings formand.
Anne Bodilsen stiller også spørgsmålet, hvem der overhovedet er egnet til at bedømme, hvornår en lidelse er ubærlig.
– I Holland kan man få aktiv dødshjælp, hvis man lider ubærligt. I England er der stillet forslag om at indføre aktiv dødshjælp for alle med en forventet levetid under 3 måneder. Så der opstilles arbitrære grænser for, hvornår noget er udholdeligt, og hvornår en person lider så meget, at der kan anmodes om aktiv dødshjælp.
– Men hvad er en ubærlig lidelse, og hvem kan afgøre, hvornår der er tale om en ubærlig lidelse? I Holland er det en læge, der skal afgøre det, og kan en læge dét? En person med svær depression kan måske finde, at livet er uudholdeligt og få lov til aktiv dødshjælp i Holland, men ikke i England, som forslaget der ser ud, for vedkommende er ikke terminalt syg. Det er altså meget subjektivt.
– Og hvad med personer med demens, svære handicaps, hjerneskader og psykotiske vrangforestillinger? De kan måske ikke selv tage stilling til aktiv dødshjælp. Er det sådan et syn på menneskelivet, vi ønsker i Danmark? spørger Anne Bodilsen.

Selvbestemmelse?

Kristelig Lægeforening mener heller ikke, at argumentet om patientens selvbestemmelse holder.
– Det virker umiddelbart tilforladeligt og ligetil. ”Det er mit liv- selvfølgelig må jeg selv bestemme”.
Men det er ikke så ligetil. For hvad for et samfund ville det være, hvis det skulle hjælpe borgere med at dø under en hvilken som helst omstændighed eller for en hvilken som helst grund? Hvis det var socialt accepteret at dræbe depressive med selvmordstanker, ensomme, demente, syge?
– ”Nej, der skal selvfølgelig være rammer for det”, vil tilhængerne af aktiv dødshjælp sige. Og allerede dér har man så indskrænket selvbestemmelsen og modarbejdet sit eget argument. De vil også sige, at det selvfølgelig skal være et frivilligt valg.

Men hvordan sikrer vi, at ingen vælger aktiv dødshjælp, fordi de er bange for at være til besvær? Det er en illusion at tro, at vi ikke påvirkes og influeres af vores omgivelser, og det kan spille ind på ønsket om at dø, siger Anne Bodilsen.
Hun understreger, at vi må fastholde, at menneskets værdi ikke ligger i dét, vi kan, men i at vi er skabt i Guds billede. Det betyder, at vi er her i fællesskab og er afhængige af hinanden, og at vi er i vores gode ret til at være til besvær.
– Vi har på alle måder pligt til at tage vare på svage og yde hjælp til lidende. Men det er ikke det samme som at slå ihjel, siger Anne Bodilsen og henviser til Galaterbrevet 6,2: Vi skal bære hinandens byrder!

Ugens kronik: Hvornår er et liv værdigt?