”Betal din skat med glæde!”
Skal man betale skat til Kejseren? blev Jesus spurgt. Hvad kan vi lære af hans svar?
”Betal din skat med glæde”. Sådan lød i min ungdom et slogan fra skattemyndighederne. Begrundelsen var, at vi fik meget godt for pengene.
Det var vist omkring samme tid, et pengeinstitut havde et helt andet slogan: ”Klip toppen af skatten”. Det stod med stort sammen med et billede af en pige, der fik toppen af håret klippet af. Meningen var nu, at man skulle låne nogle penge, for renterne, der dengang var meget høje, kunne trækkes fra i den skattemæssige indkomst.
I skattely
Nu overfører spekulanter enorme beløb til skuffeselskaber i skattely for at slippe for den høje beskatning, som følger med et velfærdssamfund, som ønsker, at alle borgere, – også de svage, – skal have adgang til samfundets goder.
Det er rimeligt, at de bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder. Det burde være en selvfølge i et land, som stadig kalder sig kristent. Problematikken om skatten og pengenes brug er altid aktuel omkring et valg.
Farisæerne ville prøve at få Jesus til at sige noget om skattebetaling, som de kunne arrestere ham for. De var jo besat af en stormagt, som indkrævede skatter. I vore dage kan spørgsmål om skattebetaling også føre til arrestation, når det, der ellers skulle være hemmeligt, kommer frem.
Men med Jesus lykkedes det ikke for farisæerne. Han havde ikke noget at skjule. Hvis var billedet og indskriften på skattens mønt? Det var kejserens. Så giv kejseren det, der er hans, og giv Gud det, der er hans. Hvor svært kan det være?
Ramte præsidenten!
En mand var kommet til et land i Afrika, der få år inden havde fået sin selvstændighed og en præsident. Den nye værdighed blev holdt højt i ære. Præsidentens billede var på landets mønter.
Manden, der var kommet til landet, havde en riffel og holdt af at skyde til måls. Han anbragte en mønt i et træ, skød og ramte præsidentens billede. Det blev set, og manden blev udvist med 24 timers varsel på grund af foragt for landets mønt med præsidentens billede. Den, der udsteder mønter, har magten i landet og kræver respekt, – og skattebetaling.
Skabt i Guds billede
For kort tid siden så jeg en stor stak gamle, ukurante mønter fra forskellige lande. De blev solgt for metalværdien: 35 kroner per kilogram! Der var på nogle af mønterne billeder af forskellige herskere, som ikke længere regerer. Ingen viser længere respekt for deres billeder. Mønterne er stort set værdiløse.
Du, som læser dette, og ethvert andet menneske, er skabt i Guds billede og har evighedsværdi. Når Guds billede er i dig og i andre mennesker, må du ikke ødelægge billedet.
Ingen, skabt i Guds billede, er sin egen, men tilhører skaberen helt fra undfangelsen og resten af livet. Vel, ”kejseren kan låne dig” og kræve skat af dig til gengæld for de goder, samfundet giver dig. Det er ret og rimeligt. Giv derfor ”kejseren”, hvad der er hans.
Når du er skabt i Guds billede, er du hans. Giv derfor også Gud det, der er hans. Amen.
Søndagens tekst: Matt. 22, 15-22
Teksten er fra Bibelen på hverdagsdansk
De jødiske ledere søger at fange Jesus i ord
15 Det blev farisæerne for meget. De stak hovederne sammen for at finde ud af, hvordan de kunne få Jesus til at sige noget, de kunne arrestere ham for.
16 Så besluttede de at sende nogle af deres disciple til ham sammen med herodianerne for at stille ham et snedigt spørgsmål. De skulle sige:
»Mester! Vi ved, at du ikke er bange for at sige sandheden, og at du underviser folk om Guds vilje. Du lader dig ikke påvirke af menneskers meninger, og du snakker ikke folk efter munden. 17 Sig os nu, hvad du mener: Skal vi betale skat til den romerske kejser eller ej?«
18 Men Jesus gennemskuede deres onde hensigter. »Hyklere! Hvorfor sætter I fælder for mig? 19 Vis mig den mønt, I betaler skat med.« De rakte ham en. 20 »Hvem er der billede af på mønten?« spurgte han. »Og hvad er det for et navn, der er indridset i den?« 21 »Det er kejserens navn og billede.« »Så giv kejseren det, der er hans, og giv Gud det, der er hans.« 22 Da farisæerne hørte det svar, var de ved at tabe både næse og mund, og de gik stille deres vej.
