Meretes sønner

Popal og Darmal, der kom hertil som uledsagede flygtningebørn, ses her sammen med deres bonusmor, frikirkepræst Merete Tangstad fra Kirken i Kulturcentret.

Brødrene Popal og Darmal kom hertil som uledsagede forældreløse flygtningebørn. Frikirkepræst Merete Tangstad sagde ja til at blive deres nye ”mor”. Det har hun ikke fortrudt.

– Jeg er dybt taknemlig for, at jeg har fået en ny familie. Og jeg vil give mit liv for mine nye forældre! siger Popal.

Da Popal i 2010 kom til Danmark som uledsaget flygtningebarn, var han 16 år og havde mistet størstedelen af sin familie i Afghanistan.

For et år og fire måneder siden kom hans lillebror Darmal også hertil. Han var ca. otte år, da Popal flygtede. Brødrene har også en søster, men de ved ikke, om hun stadig lever.

Frikirkepræst Merete Tangsted fra Kirken i Kulturcenteret på Nørrebro har taget brødrene under sine vinger.

Popal fortæller om mødet med sin danske bonusmor på flydende dansk – og fungerer også som tolk for sin bror, der stadig kæmper for at lære sproget:

– Det er tre år siden, jeg mødte min nye far og mor. Kirken havde brug for en historiefortæller, fordi mange danskere ikke ved så meget om flygtningebørn. De filmede min beretning og viste den til en konference.

Må jeg kalde dig mor?

Efter at filmen var blevet vist, var Popal på scenen, hvor han takkede for den modtagelse og hjælp, han har fået i Danmark. Og fortalte, at han også havde mistet sine forældre.

Det påvirkede Merete. Der gik et år, hvor hun følte, at hun skulle holde kontakten til Popal. Året efter var han med hende og familien Tangstad til Sommercamp i Mariager.

– Så sagde Merete til mig: ”Du skal ikke føle dig alene. Tænk på os som din familie”. Hun inviterede mig også hjem til dem. Det var der, jeg spurgte, om jeg måtte kalde hende mor. Hun sagde ja, og de bød mig velkommen i deres familie, fortæller Popal.

Det er et ja, som har ændret hans liv.

– Jeg var bange for at spørge, om jeg måtte kalde hende mor. Jeg var bange for, at hun ville sige ja uden at mene det, men hun har hele tiden givet mig sand kærlighed. Og sagt at jeg altid vil være en del af familien. Hun sender sms’er og giver mig kram, når jeg er nede…

– Gud har givet mig nye forældre. De hjælper mig altid, taler med mig – og det betyder så meget for mig. Jeg er super taknemlig. Før var jeg ked af det, når det var mors og fars dag, og alle andre var glade. Nu har jeg dem! siger han og viser et billede med blomster, han har givet sin bonusmor på mors dag.

Forberedt af Gud

Merete Tangstad er gift med Jarle Tangstad, der også er ledende præst i Kirken i Kulturcenteret.

Da hun sagde ja til at blive bonusmor til Popal, var hun forberedt gennem en usædvanlig vækning et stykke tid forinden:
– Gud vækkede mig en nat og sagde, jeg skulle elske to unge fra Afghanistan. Jeg havde først store forbehold. Jeg har fire voksne børn og otte børnebørn, fortæller hun.

Som frikirkepræst og desuden initiativtager til og arrangør af den årlige kvindekonference ”Forvandling” havde hun mildt sagt rigeligt at se til i forvejen. Men jo mere vi gør, jo mere giver Gud os, erfarede hun senere.

– Indtil jeg sagde ja, havde jeg også indvendinger, fordi jeg var bange for, at mit hjerte skulle gå i stykker, hvis jeg ikke kunne leve op til forventningerne. Eller hvis jeg elskede dem og skulle miste dem, hvis nu Darmal ikke fik asyl. Jeg kunne have sagt nej, men jeg valgte at sige ja, og jeg blev overrasket. Det har været en fantastisk rejse. Igennem Popal og Darmal har jeg mødt mange andre stærke unge mennesker, som jeg har den dybeste respekt for.

– Når jeg i dag er sammen med asylansøgere, er det, som om mit hjerte ler. Gud giver os ekstra glæde, når vi gør det, han siger. Og Gud ønsker at sætte os i situationer, hvor vi er fuldstændig afhængige af ham, siger Merete Tangstad. Det har hun været i opgaven med de unge fra Afghanistan, erkender hun.

Popal troede, at hans lillebror var død, men fandt ham på Facebook. Darmal var flygtet til Tyskland. Han kom hertil for 16 måneder siden. Også han blev budt velkommen i familien Tangstad.
Popal og Darmal

Popal troede, at hans lillebror var død, men fandt ham på Facebook. Darmal var flygtet til Tyskland. Han kom hertil for 16 måneder siden. Også han blev budt velkommen i familien Tangstad.

Darmal fortæller:
– Da jeg kom til Danmark, troede jeg, at jeg kunne være sammen med min bror, men jeg skulle bo i et asylcenter. Jeg måtte kun komme ud i weekenden. Det var svært at være væk fra ham.

– Den første gang, jeg skulle besøge min brors nye familie, var jeg både bekymret og utålmodig. Hvad ville de synes om mig? Og hvordan ville de behandle mig? ”Måske bliver de glade for mig, måske bliver de ikke?”, tænkte jeg… ”Hvordan mon de tager imod mig?”. Jeg var glad, men også bekymret. Måske kunne de kun lide min bror, men ikke mig.

Er det ok at jeg giver dig et stort kram?

– Jeg vil aldrig glemme, hvordan min mor tog imod mig. Hun sagde: ”Er det ok, at jeg giver dig et stort kram?” Siden den dag har jeg været sikker på, at Gud er stor. For han har givet mig en ny familie. Vi er begyndt forfra – helt fra bunden – og har fået vores egen familie her. Vi er ikke afghanere og kristne. Vi er familie. Vore hjerter er sammen, forklarer Darmal.

Far snakker meget

Brødrene er enige om, at ture til svømmehallen med deres bonusfar hører med til højdepunkterne i det nye familieliv. Især svømmekonkurrencerne.

– Far snakker meget. Han vil gerne underholde os, og nogle gange driller vi ham, forklarer de.

Darmal har ikke fået asyl endnu. Han har fået afslag fra Udlændingestyrelsen og venter på afgørelse fra Flygtningenævnet. Han er alderstestet til at være 19 år, men tror selv, at han kun er 18.

Familien har et værelse, han bruger, når han trænger til at komme væk fra miljøet på asylcentret, hvor der ”både er kriminelle og meget had til systemet blandt flygtninge, der modtager afslag, og hvor folk hurtigt bliver aggressive”.

– Hvorfor sender de ikke de kriminelle hjem i stedet for mig? spørger Darmal.

Kristen eller muslim

Popal ønsker fred mellem kristne og muslimer.

– Som født og opvokset i Afghanistan troede jeg tidligere, at andre religioner var mærkelige. Men efter at jeg har mødt mor og far og oplevet, hvordan de beder… og ved, hvordan de sætter menneskelighed først og religion bagefter, har jeg skiftet mening.

– Det vigtigste er at være god mod andre. Min nye familie elsker mig. Og jeg ønsker at gøre dem glade. Jeg vil også gerne gøre noget for det danske samfund. Jeg er stadig muslim, men med stor respekt for kristendom og kærlighed.

– De har aldrig sagt, at jeg skal blive kristen. De har ingen frygt, bare fordi jeg er muslim. Men jeg tror, jeg også er kristen. At der er én Gud for mig i dag. Jeg beder for dem, og de beder for mig. Vi har brug for Guds kraft i verden, mener Popal.

Hans råd til andre, der kommer hertil som uledsagede flygtningebørn, er:

– Glem det, vi hører og tænker i hjemlandet, om at kristne og muslimer ikke kan være sammen. Det kan de! Kirken her er et sted med fred og kærlighed. Alle respekterer os her, selvom de kan se, vi ikke er kristne.

– Flygtninge skal være ærlige og sætte pris på, hvad de får. Jeg kom hertil med syv euro. I dag har jeg kørekort og bil, opholdstilladelse og min lillebror… Livet kræver noget, og jeg er klar til at give.

I øjeblikket arbejder Popal, der er 23 år, frivilligt for politiet.
– Jeg vil gerne være politibetjent, siger han og tilføjer:

– Min far i Afghanistan sagde altid: ”Pas på jeres ære og respektér alle – især ældre mennesker”. Det sidder fast i mit hoved og hjerte, og jeg vil ikke misbruge nogen. Min fars opdragelse har betydet, at jeg har fået en ny familie og et nyt liv.

– I Afghanistan er det desværre ofte dem med de gode hjerter, der bliver dræbt. Men hvis vi hver især starter fred, så kommer flere og flere med.