Kirken skal gå ud på besøg – og invitere ind i fællesskabet

Man skal have en tillidsfuld relation i besøgstjenesten, før man kan invitere til kirkeligt samvær. Foto: Rune Hansen

Jesus gjorde det, den første kirke gjorde det, og erfaringer viser, at det virker: kirkerne skal både ”gå ud” og ”kalde ind”.

Gå ud af kirken og besøg mennesker, som har det svært, og inviter dem siden hen med i det kirkelige fællesskab. Det er en vekselvirkning, der virker for menighedens diakoni, mener Kirsten R. Laursen. Hun er generalsekretær på 14. år i den folkekirkelige landsorganisation Samvirkende Menighedsplejer.

Organisationen har kontakt til cirka 520 sogne, hvilket er omkring en fjerdedel af Danmarks sogne, fordi de har en form for menighedspleje. Menighedspleje kan bedst beskrives som det kirkelige sociale arbejde, der udføres lokalt i sognene. Ifølge Kirsten R. Laursen er målet for menighedspleje, at man både støtter hinanden internt i menigheden, men også går ud i sognet og hjælper dem, der har det svært.

Kom ud af kirken

Der er ikke noget nyt i, at kirken skal gå ud og besøge borgerne eller på anden måde hjælpe og støtte uden for kirkens mure. Rundt omkring i sognenes menighedspleje er der også for eksempel besøgstjeneste i private hjem eller på plejehjem, aflastningstjeneste for demente eller bisiddertjeneste. Kirsten R. Laursen kalder den form for aktiviteter ”gå ud”-aktiviteter, og de er meget vigtige for en menighed.

– Meningen er, at kirken ikke skal blive sig selv nok, og menigheden må ikke lukke sig om sig selv. Vi skal jo ’gå ud i alverden og gøre folkeslagene til mine disciple,’ som Jesus siger, og det gør man også ved at besøge mennesker. Det er fundamentalt grundlæggende kærlighed, og det er enkelt, mener Kirsten R. Laursen.

Inviter ind i kirken

Her kommer vi ind på den anden del af den virkningsfulde vekselvirkning, som er ”kalde ind”-aktiviteter. Kirsten R. Laursen står i spidsen for at italesætte og tydeliggøre denne vekselvirkning, og hun fortæller, at hun har været inspireret af den norske teolog Kjell Nordstokke. Han siger, at besøgsaktiviteter skal kombineres med samvær og fællesskab i gæstfrihedens tegn. Kort sagt:

– Gå ud og find mennesker, der har brug for omsorg, og prøv at få dem ind i det kirkelige fællesskab gennem de forskellige aktiviteter, der allerede er i kirkerne, fortæller Kirsten R. Laursen.

Hun har i flere år set, at kombinationen af at gå ud og kalde ind virkelig virker.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



– Det ser vi både i vores egne erfaringer, og vi finder også kombinationen begrundet i Bibelen, understreger generalsekretæren.

En bibelsk blanding

Det bibelske belæg fra Kirsten R. Laursen er ganske enkelt, at det er, hvad Jesus gjorde.

– Han gik rundt derude og mødte folk og hjalp folk, der havde det svært. Man mødte ham ved bordfællesskaber, hvor han spiste med samfundets udstødte, og på den måde viste han gæstfrihed over for dem og kaldte dem ind til fællesskab med sig, siger Kirsten R. Laursen.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Hun fortæller videre, at Jesu disciple og den første kirke gjorde det samme.

– I Apostlenes Gerninger står, hvordan de havde gudstjeneste som det centrale, men de gik også ud og besøgte syge, døende og mennesker, der havde det svært. Samtidig viste de gæstfrihed over for de samme udsatte mennesker ved at invitere dem ind i menigheden. Her tog de sig af de syge og åbnede dørene for hjemløse og sultne, som fik mad og husly, uddyber Kirsten R. Laursen.

Ligeværd i det kristne menneskesyn

At blandingen virker, har Kirsten R. Laursen både erfaret som præst, i Samvirkende Menighedsplejer og siden hen i andre sogne, hvor kombinationen er blevet implementeret.

– Når mennesker kontinuerligt bliver inviteret til mad og hyggeligt samvær, har vi set, hvordan de blomstrer op. Her er de nemlig i et fællesskab, hvor de er ligeværdige med de andre om bordet og ikke den ensomme, der bare sidder hjemme. Det giver selvtillid og glæde, fortæller hun.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Ligeværdigheden er afgørende, for uden den er det kristne menneskesyn ikke tydeligt. Inviterer man ikke ind, klientgør man den udsatte person, fordi man kun møder ham i hans regi.

– Hvis man kun kommer ud og hjælper og ikke inviterer ind i kirkens fælleskab, glemmer man, at det kristne menneskesyn går ud på, at man er lige med alle. Når man sidder til bords med fru Hansen, som er syg eller mærkelig at snakke med, så er man på lige fod, og man har accepteret hende fuldt ud. Når vi siger, ’I skal også være med i det, vi er med i’ og inviterer ind, er vi virkelig ligeværdige, siger Kirsten R. Laursen.

En god vej til tro

”Gå ud”- og ”kalde ind”-aktiviteter handler ikke om at omvende mennesker, men det ender alligevel med, at nogle begynder at komme fast i kirken, når de bliver inviteret med til kirkelige arrangementer.

– Mange, der kommer ind i de sociale fællesskaber, tager kirken med, fordi de er så glade for at komme, og nogle begynder at komme til gudstjenesterne. Det oplevede jeg selv, da jeg var præst, og det er ikke så ualmindeligt, siger Kirsten R. Laursen.

Samvirkende Menighedsplejer hører også fra sognene, at hvor sårbare mennesker bliver inviteret og inddraget i fællesskabet, sker det altid, at nogle af dem begynder at komme til gudstjenesten.

– Det er ligesom om, de siger, ’nu er jeg blevet en del af det sociale, så nu vil jeg også have gudstjenestefælleskabet med’. Det er helt bestemt en god vej til, at mennesker kommer til tro, når man kombinerer besøg og gæstfrihed, udtaler generalsekretæren.

Den svære invitation

Mange sogne har spændende aktiviteter i kirken, men for nogle kan det være svært at gå ud af kirken, oplever Kirsten R. Laursen.

– Dem hjælper jeg ved at spørge, om de kan se nogle i deres sogn, der har behov for at være med i deres fællesskab, og om de kan se mennesker i menigheden, som er gode ressourcer, der kan besøge dem, råder Kirsten R. Laursen.

Hun fortæller videre, at det er en udfordring for mange sogne at ”kalde ind”, fordi udsatte mennesker skal have en særlig støtte for at komme ind i kirken.

– De skal tages i hånden, for de kommer ikke nødvendigvis af sig selv, men det er oftest dem, der allerhelst vil med, hvis de turde. Derfor kan besøgene i de hjemlige rammer og tilliden til den, der besøger, være med til, at personen tør komme med til et arrangement, mener Kirsten R. Laursen.

– Det kan også være udfordrende at ”kalde ind”, fordi man ikke er så god til at gå ud over egne grænser for at få fat i nye mennesker, siger Kirsten R. Laursen. Hun mener, det kan være svært for de etablerede kirker, der har mennesker med overskud, at acceptere, at der skal være plads til de udsatte. Her er hendes råd, at vi først og fremmest skal italesætte og forstå, hvor vigtigt det er at kalde sårbare mennesker ind i fællesskabet.

– Mennesker, der har det svært, er elsket af Gud og har samme værdi som os. Vi er alle Vorherres børn, og det er vigtigt, at man har det overskud, der skal til for at rumme dem. Det kan også inspirere at pege tilbage på, hvad Jesus gjorde, for det giver fornemmelsen af, at man er på rette vej, siger Kirsten R. Laursen.

Hun tilføjer, at man kan hente hjælp hos Samvirkende Menighedsplejer til at få gang i ”gå ud”- og ”kalde ind”-aktiviteterne.