’Kristne må tale imod dødshjælp’

– Vi ved ikke, hvad vi skal stille op med lidelsen. Vi går ind for smertelindring, vi undgår den, vi bruger eutanasi. Det eneste, vi ikke gør, er at leve med den, fordi vi frygter den.

Det sagde den multihandikappede 68-årige Joni Eareckson Tada i sidste uge under årsmødet for Evangelicals for Life i Washington. Hun advarede om, at USA risikerer at indføre lægeassisteret selvmord ligesom Canada og flere europæiske lande – medmindre de kristne kæmper imod.

Alle har værdi

Joni blev selv lammet fra halsen og ned efter en ulykke som 17-årig. Hun var så desperat, at hun bad sine venner om hjælp til at dø. Det ændrede sig først, da hun kom til tro på Jesus. Siden har hun inspireret mange med sine bøger og arbejdet for handicappede i hele verden gennem ”Joni and Friends”.

I sin tale om værdighed trods handicap kom Joni ind på, at mange i USA – inklusive 38% af de kristne – alt for ukritisk har accepteret lægeassisteret selvmord som ”moralsk acceptabelt” ved livstruende sygdomme.

– Det viser mig, at vi ikke har et bibelsk syn på lidelse og det skyldes frygt. I vores land har vi tilladt, at grundlæggende årsager til frygt får lov til at styre, hvad vi mener er rationel socialpolitik. Det viser bare modsætningerne i kulturen, sagde Joni

Glidebane

Joni udtrykte særlig bekymring for delstaten Oregons ’Death With Dignity Act’. Denne lov tillader dødshjælp for personer med sygdomme og lidelser, som kunne føre til patientens død inden for seks måneder.

Det har vist sig, at loven kan tolkes så bredt, at det teknisk set er lovligt for diabetikere at få dødshjælp, hvis to læger vil underskrive deres ansøgning.

– Enhver ubehandlet sygdom kan medføre døden, og selvfølgelig kan en diabetiker få nyresvigt. Folk med fx muskelsvind eller sclerose opfylder således også betingelserne for at få dødshjælp.

Lægeassisteret selvmord er allerede tilladt i seks af USAs delstater samt District of Columbia og USA har været inde på en glidebane lige siden indførelsen af fri abort i 1973, advarede Joni E. Tada.
Men i stedet for at aflive patienterne skulle man hellere bruge penge på smertelindring og omsorg for patienterne, fastslog hun.

– Det ændrede mit liv, at mine kristne venner ikke bare delte Ordet med mig, men også gav mig deres tid og kærlighed og tog mig med i biografen. De viste bare venskab. Vi må vise vores tro med oprullede ærmer, forklarede Joni.

Hendes bog ”When is it Right to Die” fra 1992 udkommer snart i en ny udgave.