Er vi kristne for selvoptagede?

Jeg har et stort blommetræ i haven. Jeg elsker blå blommer og håbede, at det ville bære en masse saftig frugt, da jeg for snart 30 år siden plantede det.

Men det bliver kun til 2-5 blommer hver sommer! Og nogle gange kommer fuglene mig i forkøbet. Så hvis det heller ikke bærer blommer dén her sommer, så fælder jeg det nok. Det har nemlig vokset sig stort, og det skygger, så græsplænen bliver fyldt med mos, og det tager lyset fra de små dværgtræer, som trods deres beskedne størrelse bærer mere frugt.

Jesus fortalte flere historier om træer, der ikke bar frugt, og som derfor skulle hugges om. Han forbandede endda et figentræ, som imponerede med sine mange blade, men som faktisk ikke bar frugt… Et billede på den selvoptagede kirke?

Når Jesus sagde og gjorde det her, så var det, for at vi skulle forstå noget: At vi skal bære frugt.
Det har mange kristne for tiden glemt. De er meget mere optaget af, hvordan de selv skal nyde livet mest muligt.

Jeg har selv forsøgt at få fat i nogle flere frivillige, som kunne give nogle få timer til Udfordringen eller til vores café. Men der er desværre kun få, der har tid.

Mange har for travlt – med at nyde livet. Kristne efterlønnere og pensionister kunne gøre stor gavn i Guds rige.

Ja, undskyld, hvis nogen føler sig gået for nær af den irriterende redaktør. Men jeg er ikke sat her for at behage med ligegyldige ord. Det er ingen af os i øvrigt.

Vi lever ikke længere for os selv, fortæller Ny Testamente. Vi skal leve for Jesus. Og når vi gør det, kan Gud gøre langt mere gennem dig og mig. Bl.a. gennem vores tid og penge, som de fleste af os har så rigeligt af. Det er blot et spørgsmål om prioritering, hvad vi vil have ud af vores liv.

Det mest alvorlige ved at være en selvoptaget kristen er, at vi risikerer at blive hugget om eller vælte i en storm.

For når vi ikke vokser, så uddør vores åndelige liv.

Mange tror, at løsningen nok er at læse mere i Bibelen, gå mere i kirke og bede mere. Men hvis vi kun suger til os og ikke giver det videre, så uddør vi alligevel.

Det gælder om at komme i funktion. For så får vi brug for saften og kraften på en helt anden sulten måde. Og når saften går igennem os, så opdager vi, hvor godt det er at blive brugt – af Gud.