De første vigtige børneår skaber fremtidens voksne

Børns sundhed er på spil, når travle voksne mister overblik og dømmekraft, fortæller psykolog Jane Bækgaard, som opfordrer til, at vi træder et skridt tilbage og tænker over, hvorfor børn gør, som de gør.

(Læsetid: 8 minutter)
– Pædagoger, forældre og politikere må ikke underkende den stærke udviklingspåvirkning førskoleområdet har på børns udvikling og trivsel. Daginstitutionerne er vores vigtigste uddannelsesinstitutioner, siger den kristne psykolog Jane Bækgaard.

– Pædagoger, forældre og politikere må ikke underkende den stærke udviklingspåvirkning førskoleområdet har på børns udvikling og trivsel. Daginstitutionerne er vores vigtigste uddannelsesinstitutioner, understreger
psykolog Jane Bækgaard.

Et lille jordnært eksempel fra Jane Bækgaards arbejde som institutionspsykolog illustrerer, hvor vigtigt det er at møde et barn med tillid og være varsom med kritik.
Det viser, hvor let der kan opstå fejl og misforståelser, når et barns adfærd bedømmes:

Psykologens observation i en vuggestuen:

”Jeg er på stuen inden frokost og skal observere en dreng, pædagogerne oplever som urolig og lidt besværlig. De ønsker supervision med henblik på, hvordan de bedst takler ham. De udtrykker ærligt, at han udfordrer dem – og at de tit bliver irriterede på ham.

Børnene bliver bedt om at rydde op, da de skal spise. En lille pige tager sin perleplade for at lægge den på en hylde. På vejen kommer et barn til at skubbe hende, og alle perlerne ryger på gulvet. Jeg har øje på drengen, jeg skal observere. Han ser det straks og løber hen bag døren og tager en stor fejekost.

Det ses tydeligt, at han har et mål: Han vil hjælpe med at feje perlerne op. Han rammer et barn med kosten, og barnet begynder at græde. En pædagog tager vredt kosten fra drengen og stiller den på plads. Pædagogen sender et blik til mig, som – hvis blikket kunne tale – ville sige:  «Der kan du se, hvordan han er». Drengen bliver synligt skuffet, da pædagogen tager kosten. Han går skamfuldt væk og følger perleopsamlingen i baggrunden. Fra ønsket om ivrigt at ville hjælpe med et blik af forventning står han nu alene i baggrunden og ser ked ud af det.

Efterfølgende taler jeg med pædagogerne om, hvordan de tolkede situationen. De havde i travlheden og under oprydningen kun set drengens adfærd som forstyrrende. Ingen af de tre pædagoger havde set hans hjælpeinitiativ. Vi talte om vigtigheden af at lede efter drengens positive handlinger, og efter et par samtaler oplevede pædagogerne ikke mere, at drengen var krævende”.

Reflekter mere

Den lille drengs gode vilje overses af personalet, der mest lægger mærke til barnets fejl. Det er et eksempel på, hvor vigtigt det er at trække sig lidt tilbage og reflektere, når man skal bedømme eller hjælpe et menneske.

Heldigvis tilkaldes psykologen her for også at se tingene fra en uvildig side – i stedet for bare at drage forhastede og overfladiske konklusioner.

– Børn kan klare at blive frustrerede i doser, de kan mestre.
Men hvis de over tid ikke forstås og hyppigt møder negative tilbagemeldinger på deres initiativer og handlinger, kan vagtsomheden blive en følgesvend, ofte fulgt af uhensigtsmæssig adfærd, advarer Jane Bækgaard.

Derfor er det meget vigtigt, at børn oplever at blive mødt i øjenhøjde. Selv når de er vanskelige og besværlige.

De vigtigste børneår

– Der er intet andet tidspunkt i livet, hvor børn er så påvirkelige og formbare som i de første leveår. I førskolealderen lægges fundamentet til, hvordan de klarer sig i skolen og i livet.

– Nyere hjerneforskning viser, at det – ud over generne – i høj grad er vores kontakt- og relationserfaringer, der er afgørende for, hvordan vi mestrer livet og klarer os, siger hun.

Børns hjerner udvikles og formes afhængigt at de voksne, de omgås. Tidligt i livet er hjernen allermest formbar og følsom over for oplevelser – gode såvel som dårlige. Derfor er det vigtigt at støtte børn og familier i sårbare perioder, hvor livet kan gå skævt, hvis ikke vi er hinandens sikkerhedsnet:

– Børn er et produkt af de relationer og samspil, de indgår i. Relationer kan bidrage til at producere både psykologisk sundhed og usundhed hos børn. Det afhænger af de voksnes viden, kontaktevne og empati. Og af, hvordan de formår at forstå og møde børnene.

– Det gælder især de børn, som tidligt har udviklet et kontaktmønster, hvor de er urolige, udadreagerer og afviser andre. De har brug for at blive mødt med særlig indsigt og forståelse for deres adfærd.

At stole på sig selv

– Det vigtigste udviklingstrin at hjælpe børn igennem er at få dem til at holde af sig selv, så de kan holde af andre. De skal kunne stole på deres indre fornemmelse og kunne gå relationer trygt i møde. Vi har som forældre, medarbejdere i institutioner/skoler og politikere et stort ansvar.

– Vi må anvende den store viden om udviklings- og tilknytningspsykologi og give de tidligste leveår høj status.

– Alle, der har ansvar for vores børn, besidder nogle af de mest betydningsfulde poster i samfundet, mener Jane Bækgaard.

Efter hendes mening bør førskoleområdet sikres en god status – både uddannelsesmæssigt, arbejdsmæssigt og lønmæssigt for at sikre høj kvalitet.

Hjælp dem!

– Vi har alle brug for nærhed, omsorg og opmærksomhed. At blive hørt og hjulpet, så vi ikke lukker af og står af, havner i misbrug, vold eller isolerer os.

Det er voksnes ansvar, at børn får det, de har brug for. Man må ikke bare lukke øjnene, men må søge at hjælpe, hvis der er børn, der forsømmes.

– Både udvikling og fejludvikling skabes i relationer. Og fejludvikling må genoprettes i relationer.
Børn konkluderer ubevist på alle samspil: ”Følte jeg mig rigtig eller forkert”, ”Kunne de lide eller ikke lide mig?”, ”Synes de, jeg er god nok”? ”Kan jeg føle mig tryg her?”

Når børn føler sig trygge i sig selv, når de tror, at de kan klare sig og føler sig holdt af, så kommer nysgerrighed og indlæringslyst helt automatisk.

– Ord og blikke kan være ansats til livsudfoldende adfærd … eller til at ”pakke sig selv sammen”, til at skamme sig.

– Negative samspil kan også have en uhyggelig langtidseffekt. Over tid kan de skabe indre fjendebilleder – og i de uhyggelige tilfælde kan der skabes voldspersoner, advarer psykologen.

Mordere har også været uskyldige børn…

Hun mener, at vi bliver nødt til at satse på at skabe rammer og samspil, der griber ind, hvor der er behov for det.

– Mordere og voldelige har også været børn. Uskyldige børn. Voksne i familie- og institutionssammenhænge er medansvarlige. Der kan både skabes kærlighedsbørn og krænkere ud af uskyldige børn.

– I et hektisk og elektronisk samfund kan vi voksne let komme væk fra os selv. Vi kan ikke fornemme børn mere, end vi er i kontakt med os selv. Vi kan miste vores følsomhed over for vores egen følsomhed og derved blive for ufølsomme og komme til at overse børns signaler på mistrivsel.

– Børn er afhængige af voksnes evne til indføling. Voksne må kunne sanse sig selv og ”tænke” med både hoved og hjerte. Det er vigtigt, at de voksne møder barnet med et roligt nervesystem som støtte og regulator for barnets umodne nervesystem.

– Dårlige institutions- og familieforhold kan bidrage til at udklække diagnosebørn, tilføjer Jane Bækgaard. Og slutter som hun begyndte – med et eksempel på en observation – foretaget i en mindre vuggestuegruppe:

”En pædagog sidder med en gruppe på seks-otte børn ved et eftermiddagsmåltid i vuggestuen. En dreng på ca. to år tager lidt hurtigt sin kop med mælk og kommer til at spilde mælk på bordet. Han kigger ivrigt og undersøgende på, hvordan mælken løber ud på bordet og breder sig. Han ser glad ud og tager nysgerrigt sin pegefinger og begynder at ”tegne” med mælken på bordet. Han er helt i sin egen verden, i en livsudfoldende tilstand.

Pædagogen ser det og siger med hævet stemme, at det skal stoppes og tørres op. Drengen bliver forskrækket og vender straks blikket ned. Han skammer sig. Kigger kort rundt på de andre børn og vender igen blikket ned, skamfuldt. Han gik på kort tid fra livsudfoldende adfærd til at pakke sig selv sammen og føle sig forkert.

Jeg siger til pædagogen – og ud til børnene, at drengen havde det sjovt med at følge mælken og blev lidt forskrækket. Pædagogen griber den meget fint. Hendes stemme bliver venligere, og hun giver drengen et stykke papir til at tørre op med.

Da pædagogen bliver mere imødekommende, tør drengen tage øjenkontakt med hende. Han kigger rundt på de andre børn for ligesom at tjekke, om de synes han er i orden, godkendt.

Det vigtige her er pædagogens evne til at reparere på sin lidt voldsomme bemærkning, så han kommer nogenlunde værdigt ud af situationen”.

Læs også