Når ateisten lyder mere kristen end præsten

Forleden dag så jeg med forsinkelse en udgave af DR2’s Debatten med Clement Kjærsgaard. Når programmerne er sendt første gang, er de tilgængelige i månedsvis på Dannmaks Radios hjemmeside. Dette havde titlen “Er Danmark et kristent land?”. Det var jeg naturligvis nysgerrig efter at få at vide.

Efter at have set udsendelsen må jeg ærligt sige, at hvis Danmark stadigt er et kristent land, så skyldes det næppe præsterne i folkekirken. I hvert fald ikke dem, der var med i denne udgave af Debatten.

Udgangspunktet var Folketingets åbningsgudstjeneste og valgmeninghedspræst Morten Kvist, der var blandt de inviterede og som for ti år siden var kommet til at udtale sig kritisk om homoseksuelle. Den går ikke i Danmark. Derfor var også en homoseksuel, der kaldte sig kristen, inviteret for at sætte Kvist på plads og prædike toleranceevangeliet for ham. Kvist måtte igen gå bodsgang.

Derefter kom domprovst Anders Gadegaard og lidt senere sognepræst Marie Høgh på banen. Begge prædikede de om det rette menneskesyn. De fik det til at lyde, som om kristendommen er noget, der er skabt for statens skyld. Kristendom bliver brugt til at bekræfte det menneskesyn, som hersker for tiden, nemlig det rummelige. Synd, moral og at Guds tanker er højere end menneskers, hører ikke med til sådanne præsters trosbekendelse.

Det var først, da ateisten og antropologen Dennis Nørmark blev spurgt, at der kom fornuftig kristentro ind i debatten. Han påpegede, at debatter om kristendommen i Danmark er total blottet for åndelighed, fordi kristendommen altid skal være “godt for noget”. Godt for menneskesynet, godt for sammenhængskraften og godt for danskheden. Kristendom er ikke længere til for sin egen skyld, men kun acceptabel i det omfang, den kan understøtte et politisk budskab.

Dennis Nørmark har ret i, at kristendommen i Danmark er blevet reduceret til støtteparti for de politisk korrekte holdninger – og uden nogen form for stemme- eller vetoret.

Mange præster har ikke mere tilbage. Man sælger ud af traditionerne, tager Skriften med et gran salt.

Man kan plukke i Biblen, som man vil, og springe de bud og passager over, som ikke passer ind i tidsånden. Man har kun staten og de politiske budskaber tilbage at prædike ud fra.

Det taler for sig selv, at det var ateisten, der lød kristen og ikke præsterne i debatten om, hvorvidt Danmark er et kristent land.