Præst møder sin næste på bodegaen

Det kan godt være, det er noget utraditionelt at være kirke midt blandt kolde øl, dartskive, spillemaskiner, askebægre og bargæster. ”Men Jesus gik også til fester”, siger Peter Worm Madsen, som mener, at kirken må derud, hvor folk er, om så det er på et værtshus.

Der hvor de andre er, skal vi også være, tænkte Peter, da han i 2013 blev ansat i Christianskirken i det nordlige Aarhus.

Han er sognepræst og diakonmedarbejder. Han er siden 2014 jævnligt kommet på bodegaen Pipes, der ligger i sognet. Fra bodegaens vinduer kan man se kirkens tårn.

– Jeg vil gerne, at stamkunderne får at positivt indtryk, når de kigger over på kirkens tårn, siger Peter for at illustrere, hvad det handler om: At gøre kirken synlig, skabe goodwill og vise, at en præst ikke sidder højt hævet i et elfenbenstårn, men er et helt almindeligt medmenneske, der godt kan komme forbi og drikke en øl eller sodavand, få en god snak og tilbyde sin hjælp.

Tit handler det mest om sjov og ballade. Om at stå der ved bardisken og tale om dagen og vejen og dele vitser. Som præst tager Peter imod en masse ”røg”, både den blå af slagsen, der ofte hænger i luften, og den slagfærdige værtshushumor, altid serveret med venlighed og glimt i øjet.

– Så sker det, at det udvikler sig til en god samtale, og nogle gange kan det være, at en af stamgæsterne har noget, der trykker. Så trækker vi os lidt væk og snakker privat, siger Peter.

Tit er det mest praktiske behov, som folk kommer med.

En har måske en have, der har udviklet sig til et vildnæs. Så har Peter en flok frivillige i Christianskirken, han kan trække på, og som rykker ud og yder havehjælp. En anden skal måske have installeret en computer eller sat nye gardiner op, eller én kan måske efterhånden ikke sparke sig igennem rodet hjemme i lejligheden. Det er også sket, at nogen er kommet i en økonomisk klemme, og så har kirken ydet et lille lån via menighedsplejen, eller hjulpet til med økonomisk rådgivning.

Han prædiker ikke for gæsterne. Hvis de vil høre ham prædike, må de komme over i kirken, når han har gudstjenesten om søndagen.

Møde de socialt udsatte og ensomme

På bodegaen kommer alle slags mennesker. Håndværkeren, der lige smutter forbi for at få sig en pilsner, inden han kører videre til næste opgave. De studerende, der slår et slag forbi og sætter sig ved et bord for sig selv.

Men her kommer også socialt sårbare, som søger fællesskab og et frirum fra ensomheden.
Peter møder alle typerne, når han færdes rundt i det store Christians Sogn, hvor der bor cirka 15.000 mennesker.

Han møder dem i spillehallen, på kollegierne, på uddannelsesstederne, på børnehjemmet, på herberget og i boligkvarteret. Nogle gange inviteres han indenfor i private hjem.

Der er hende, der bor i en boligblok, er på kontanthjælp og har svært ved at gå på grund af overvægt. Hun sidder for det meste ned ved køkkenbordet, med kaffemaskinen, toasteren og colaen foran sig, så hun kun behøver at bevæge sig, når hun skal på toilet og i seng. På gulvet ligger cigaretskodder, tyggegummi, papir- og madaffald i hendes synsfelt. Peter sørger for, at en flok af kirkens frivillige kommer forbi og rydder op. Den dag bliver syv poser affald smidt ud.

Eller hende her: Hun virker til at have lidt mere overskud: Smilende, kvik, frisk i sproget, men da Peter kommer ind i hendes lejlighed, er den fuldstændig ufremkommelig på grund af rod.

Det samme med den lille have ude foran: Her er ting bare blevet smidt i de seneste mange år, og græsset er dækket af tøjposer, sko, telefonbøger, shampoo-flasker, køkkenudstyr og andet. Peter får fat i nogle frivillige, og de kører to-tre læs affald væk i en trailer. Bagefter smiler kvinden glad, da hun ser terrassen: ”Nå ja, den havde jeg da fuldstændig glemt alt om… hvor sjovt, at den lige gemte sig der”.

4000 unge i sognet

Det er i grunden meget enkelt. Det handler om at være menneske til menneske, siger Peter.

Hvad kirken forkynder om næstekærlighed om søndagen, skal praktiseres i hverdagen.

Christianskirken har en mangestrenget og velfungerende menighedspleje og har tradition for at række ud i sognet med besøgstjeneste, et sjælesorgsteam, plejehjemsbesøg, julehjælp m.v.

I 2012 besluttede menighedsrådet at styrke det diakonale arbejde yderligere og ansatte i 2013 den teologiuddannede Peter Worm Madsen som diakonmedarbejder. Forrige år blev han ansat som deltidspræst ved kirken. Han er i dag præst halvdelen af tiden og diakonmedarbejder den anden halvdel.

Besøgene på bodegaen Pipes er en vigtige, men dog kun lille del af hans arbejde. I begyndelsen kom han her en times tid én gang om ugen, i dag er det en gang om måneden.

– Jeg har kun mødt positive reaktioner i kirken over mine besøg på bodegaen, siger Peter, som er koordinator for mange af de frivillige, som Christianskirken alt i alt har cirka 400 af.

Et af hans fokusområder er sognets unge. Der ligger 11-12 kollegier og bor cirka 4000 unge mellem 20 og 35 år i sognet. Han er også synlig på studiestederne.

– Nogle af de unge studerende døjer med ensomhed, stress på studiet eller problemer med at være i en storby. Dem forsøger vi at gøre noget for. Vi laver bl.a. fællesspisninger og aftener med brætspil og film, eller inviterer til jule- og påskemåltider, hvor vi taler om evangeliet og hvad højtiderne betyder. Så får vi fortalt påskebudskabet, og nogle udbryder ”What?”, fordi de mest har forbundet påske med påskebryg og påskeferie, fortæller Peter.

I sognet ligger også to herberger for hjemløse, hvor frivillige fra kirken en gang om måneden kommer forbi og laver bål i haven, spiller guitar og hygger. Der er også et børnehjem, hvor frivillige læser lektier med børnene. En gang om året rykker kirkens frivillige ind i det nærliggende Kalmargade-kvarter, hvor der bor mange indvandrere, og stiller en hoppeborg op, leger med børnene, griller og spiller banko med de voksne.

Kirke 24syv

Christianskirken har en vision om at være ”Kirke 24syv”, som man kalder det, og derfor skal der være stor sammenhæng mellem dét, der bliver prædiket i kirken om søndagen, og måden, man rækker ud til alle sognets beboere, hvor de bor og færdes.

– Folkekirken har jo ændret sig, og danskerne går ikke så meget i kirke som for bare 40-50 år siden. I dag ser mange kirken som blot et tilbud blandt mange andre tilbud. Derfor tror jeg, at vi som kirke skal være opsøgende og være der, hvor folk færdes. Mange ser jo også kirken, som de ser kommunen. De spørger: Hvad kan jeg få ud af det?

– Når der bliver skåret i den sociale hjælp i det offentlige, bliver flere og flere opgaver jo også overtaget af kirken. Det er også en mulighed, vi skal gribe, for kirken er lokal, vi kender sognet, og hvis vi også lærer beboerne at kende, kan vi sætte ind med hjælp. Så giver det mening at være kirke, siger Peter Worm Madsen.

Brænder for diakonien

Det med diakonien er langt fra nyt for Peter. Han er uddannet teolog fra Aarhus Universitet i 2007, med supplerende undervisning på Menighedsuniversitetet, og allerede i sin studietid fik han interesse for diakonien. Dengang kom han i Aarhus Valgmenighed og har i flere år deltaget i SommerOase, og i valgmenigheden startede han en klynge (cellegruppe) op, som havde fokus på diakoni i lokalområdet.

– Gruppen tog ud i Aabyhøj (hvor valgmenigheden ligger, red.) og tilbød diakonal praktisk arbejdskraft gratis, fortæller Peter, som også var med til at starte et støttende diakonalt arbejde op på et krisecenter for voldsramte kvinder i Viby, et arbejde, som Aarhus Valgmenighed stadig står bag.

Han var også involveret i et par diakonale projekter i det indvandrertunge Gellerupparken, det første sammen med Youth For Christ. Senere var han tovholder for en gruppe på over 100 frivillige, der arrangerede Godhedsdage i Gellerupparken.

– Jeg arbejder stærkt for at udbrede diakonien i folkekirken i Aarhus, siger Peter, som også gerne støtter et samarbejde omkring diakonien mellem frikirker, organisationer og valgmenigheder i byen.

Peter Worm Madsen bor i Aarhus-forstaden Lystrup og er gift med sygeplejersken Cecilie. Parret har tre små børn.