Godt nyt til de tungnemme
Vi er nogle, som har brug for at få tingene gentaget en gang imellem. Måske fordi vi ikke lige er helt så hurtige i pæren, som andre?
Når det gælder troen på Jesus, har vi alle sammen brug for hjælp, for at det han siger, kan blive til noget vi tror på. Der er ingen af os, som har et særligt, religiøst gén, så vi har lettere ved at tro. Det ligger bare ikke til os. Vi er åndeligt tungnemme.
Det er underligt, ikke? At selv om Jesu budskab om frelse fra fortabelse ved tro på ham er fantastisk og vigtigt – så er det ikke selvindlysende for mennesker. At der er kræfter i os og omkring os, som står i vejen for, at vi kan tro på Jesus – selv om Jesus er udsendt af Gud, som klimaks i Guds plan for at frelse os. Hvorfor har Gud ikke gjort det sådan, at det at tro på Jesus skulle være lige så let som at blinke med øjnene?
Men det er sådan vores virkelighed her – og vi vender tilbage til hvorfor om lidt. Den gode nyhed er, at problemerne med vores åndelige fatteevne ikke betyder, at det er umuligt at tro.
Takket være Helligånden, bliver troens nødvendighed og troens objekt gjort klar for os. ”The why” og ”the who” bliver muligt for os at forstå, når Helligånden åbner op for vores åndelige fatteevne. ”…når sandhedens Ånd kommer, vil han føre jer ind i hele sandheden” siger Jesus.
Sandheden om os selv og om Kristus.
Budskabet
Lige nu er luften tyk af valgløfter og budskaber om hvad den ene politiker kan gøre bedre end den anden. Der føres valgkamp og der råbes højt, for at trænge igennem til vælgerne.
Det budskab som Helligånden skal formidle er trefoldigt: synd, retfærdighed og dom. Det ville ikke fungere som temaer i en valgkamp. Men det er et kernebudskab i en kamp om at frelse mennesker, for det har højeste relevans for ”vælgerne”, og det viser en vej fremad.
1. Synden er, at mennesker ikke tror på Jesus. Dermed er vi tilbage ved det med, at det vi skal tro på, ikke er selvindlysende. At menneskets naturlige virkelighed er en modstand mod Gud. Synd er vores standard-indstilling. Desværre! Genet for tro findes ikke i os…
2. Retfærdigheden, som er en del af Helligåndens budskab, er derfor heller ikke at mennesker gør sig selv retfærdige over for Gud, men at Jesus gør mennesker retfærdige. Og det er lige præcis her, at løsningen ligger: Jesu død og opstandelse har gjort os retfærdige, fordi Jesu retfærdig bliver ført ind i det regnskab, som er mellem Gud og os. Troens vej er mulig, fordi Jesus har bygget bro mellem Gud og os.
3. Sidste del af budskabet handler om dom. Ikke en dom over mennesker, men en dom over Djævelen. Jesu død og opstandelse, blev Djævelens endeligt. Også selv om vi stadig kan mærke efterdønningerne af hans kamp mod Gud.
Hjælp til tro
Har Jesus ret, når han taler om nødvendigheden af hjælp til at tro?
Ja. Men for mit eget vedkommende er det ikke helt så enkelt.
Selve erkendelsen af, at jeg har brug for frelse, ville jeg aldrig være kommet til selv. Syndens, vantroens og fortabelsens udgangspunkt er ikke noget jeg selv kan gennemskue. Det må
Helligånden vise mig. Men når jeg så er nået dertil, får jeg lyst til selv at tage over. Jeg er glad for, at Jesus gør mig retfærdig – men jeg vil helst klare det selv. Og det er jo lige præcis derfor, at
Helligåndens arbejde ikke er færdigt, når han har vist mig hvad problemet er. Jeg må også indse, at løsningen ikke ligger i, at jeg forsøger at tage mig sammen, og selv kæmpe mod synden i mit liv, men at jeg i stedet vælger ham, som har kæmpet den kamp for mig – og vundet!
Tak Helligånd for, at du stadig arbejder på at gøre dét klart for mig!
Søndagens tekst: Joh. 16, 5-15
Helligåndens gerning
5 Nu skal jeg snart tilbage til ham, der sendte mig, og ingen af jer spørger mig længere, hvor jeg går hen. 6 I er fyldt af sorg og uro på grund af det, jeg har fortalt jer, 7 men I må tro mig, når jeg siger, at det er bedst for jer, at jeg går bort. Kun hvis jeg går bort, kan Vejlederen komme til jer, og når jeg er gået bort herfra, vil jeg sende ham til jer. 8 Når Helligånden kommer, vil han afsløre folks forkerte opfattelse af synd, retfærdighed og dom. 9 Deres synd er, at de ikke tror på mig. 10 Det er retfærdigt, at jeg går til Faderen, og I derfor ikke længere kan se mig. 11 Dommen består i, at denne verdens fyrste er dømt. 12 Jeg har stadig meget at sige jer, som I ikke kan forstå endnu. 13 Men når sandhedens Ånd kommer, vil han vejlede jer til hele sandheden. Han vil ikke fremføre sine egne meninger, men det, han hører mig sige, vil han give videre til jer, og han vil åbenbare for jer, hvad fremtiden bringer. 14 Han vil ophøje og ære mig ved at tage imod det, jeg giver ham, og derefter åbenbare det for jer. 15 Alt, hvad Faderen har, er også mit. Det er derfor jeg siger, at Helligånden vil tage imod det, jeg giver ham, og åbenbare det for jer.