Ok at være uenige, men tal nu pænt…
I disse valgtider kan mange tanker gå gennem vores hoveder. Hvem skal vi stemme på? Hvem skal lede vores land? Og hvad med tonen i den politiske debat?
Vi opdrager jo vores børn til at tale pænt til hinanden. Hvis vores egne børn talte til hinanden på den måde, som den politiske debat foregår på, ville deres far og mor straks lære dem noget om værdighed og respekt.
I et demokrati må vi naturligvis gerne være uenige. Men jo mere uenige vi er, desto pænere må vi tale til hinanden. Og alle synspunkter må have lov til at komme frem, det hører med til demokratiet. Faktisk er det meget vigtigt, at også det, vi kan finde stødende, kommer frem i debatten.
Den demokratiske proces kan også være besværlig, men hvis vi lytter med oprigtig interesse til hinanden, kan det være, at vi lærer noget nyt. Det kan også være, at vi selv har overset noget, der kunne være vigtigt for landet.
Engang læste jeg, at en af USA’s store præsidenter, Franklin D. Roosevelt, med vilje tog mennesker med i sin regering, som han selv kunne være uenig med. Det gjorde han for at sikre en mangfoldighed i synspunkter og for at bevare sin egen ydmyghed.
Nye ansigter er dukket frem på den politiske scene. Og det kan være en ganske rigelig mundfuld for vores demokrati, men her er styrken ved demokratiet, at alle kan blive hørt. Alle de nye ansigter har naturligvis et budskab med i tasken.
Nogle budskaber er velkendte og bygger på næstekærlighed, værdighed og tolerance. Andre budskaber har en større sprængkraft og kan ryste vores verdensbillede. Men i stedet for at løbe væk må vi se, om vi har overset at gøre det rigtige.
Måske skal vi justere nogle balancer, så vi passer godt på vores kultur. Den er jo kommet, fordi Grundtvig, H.C. Andersen og mange andre inspirerede os.
Ligesom bierne, blomsterne og træerne har brug for mangfoldighed, så har vores samfund også brug for en mangfoldighed, hvor alle behandles med medfølelse og værdighed.
Behandler vi hinanden på den måde, vil vi alle kunne sætte de fineste frugter.
