Valget er endnu ikke vundet

(Læsetid: 3 minutter)
Af Henri Nissen
Ansvarshavende redaktør

Selv om KristenDemokraterne fik en positiv start på valgkampen, så er det stadig ikke sikkert, at KD kommer i Folketinget på onsdag. Partiet får brug for al den opbakning, der stadig er tilbage i kristenfolket trods skuffelser og forskellige politiske holdninger.

Som det fremgår af forsiden, er der både målinger, som giver partiet 5 mandater, og andre der ikke måler partiet på radaren over spærregrænsen. Så valgaftenen bliver en gyser. Ikke blot for KD, men også for de kristne kandidater i andre partier.

Alt kan ske, når vi har 4 partier på spærregrænsen. Det gælder foruden KD også Nye Borgerlige, Stram Kurs og Klaus Riskjærs parti, som tilsammen vil tage hundredtusinde borgerlige stemmer fra partier som Dansk Folkeparti, Venstre og Konservative. Hvis de små ikke kommer ind, vil det borgerlige oprør paradokssalt nok føre til en socialdemokratisk regering. Og selv om de kommer ind, har de gamle borgerlige partier på forhånd afvist at samarbejde med Nye Borgerlige og Stram Kurs.

Udelukkelsen gælder dog ikke KD, som historisk set altid har fået rigelig indflydelse med sine få mandater ved konstruktivt at samarbejde med de skiftende regeringer. Det har oppositionen så til gengæld kunnet bruge imod dem ved næste valg.

Når jeg har været til valgmøder og i medierne, har jeg mærket en forandret indstilling til ”de kristelige”. Tidligere har tonen ofte været nedladende og fordømmende, men denne gang er det anderledes. De giftige angreb udebliver eller falder til jorden.

Som jeg skrev i sidste uge, tror jeg, der er en åndelig forklaring på dette. At det er, fordi troende kristne er blevet mere bevidste og præcise i deres forbøn for landet. Så lad os blive ved med at bede for valget og for alle politikerne i alle partier. Gennem bøn baner vi vej for en forandring, en vækkelse og en fornyelse.

Alt eller intet?

Nogle af os kristne er så sort-hvide i vores holdninger, at vi spænder ben for os selv. Det gælder især, når man overfører de absolutte holdninger om rigtigt og forkert fra vores personlige tro til politik, som jo kun er ”det muliges kunst”.

Da Isabella Arendt for nylig udtrykte sig lidt vel pragmatisk om abort og andre etiske emner, skabte det straks uro på bagperronen. En ivrig kristen facebook-skribent skrev straks, at så ville han bestemt ikke stemme på KD. Hvortil en af hans kristne venner svarede: Hvem vil du så stemme på, som går imod fri abort?

Svaret er jo desværre, at ingen andre partier går imod, at næsten 15.000 ufødte børn hvert år aflives. Det er trist. Men det giver jo ikke mening at stemme på et aborttilhænger-parti, fordi man ikke synes, KD er markant nok.

På den anden side er der noget særligt forpligtende for et parti, der påtager sig det kristne navn. Forventningerne er større. Moralen skal være bedre. Den personlige integritet må ikke halte, hvis man vil kalde sig kristen.

Det gælder iøvrigt ikke kun et politisk parti, men alle, der kalder sig noget med kristent. Vi er en slags ambassadører for Kristus.

Derfor gælder det om ikke at sælge sin sjæl – selvom man så kunne vinde hele verden.

Læs også