Blinkende lygter
Jeg har tidligere udtrykt min ”undren” over, hvorfor lyden fra lovsangsbands ofte er så øredøvende i moderne frie kirker. Men nu vil jeg bare være positiv.
Unge venner har nemlig fortalt mig, at når lydstyrken især er generende for de lidt ældre mennesker, (som mig?) så skyldes det simpelthen, at vores ører bliver længere med alderen!
Så hvor er det da godt, at vi ikke lever lige så længe som Metusalem. For så ville vi risikere at få ørerne i postkassen.
En ældre mand gav mig et nyttigt tip: Jeg har altid noget i lommen, når jeg går i kirke, sagde han og viste mig de gule ørepropper.
Så nu har vi næsten løst problemet med den høje lyd.
(Og jeg synes nu også, at de har skruet nogle decibel ned for lyden, med mindre jeg da er blevet mere døv…? Hvad…?)
Men netop som jeg havde lært at leve med lyd-problemet, dukkede der i sommers et nyt problem op.
Konen og jeg var taget til sommercamp-møde hos apostolerne. Vi kom lidt sent, så perleporten var lukket, men heldigvis slap vi ind ad en himmelsk sidedør. Vi famlede os frem i den helt mørkelagte hal og havnede på balkonen.
Talen var i øvrigt fantastisk inspirerende, og stemningen var under lovsangen helt oppe at ringe. På scenen dampede en røgmaskine, og laseragtige lys fejede ud over salen i alle regnbuens farver. Jeg ved ikke, om de skarpe stråler også lyste de andre i øjnene, men mig ramte de i hvert fald oppe på balkonen, så jeg måtte holde en arm op for ikke at blive blændet.
Heldigvis havde jeg et par solbriller i brystlommen, som jeg kunne tage på under lovsangen. I et af lysglimtene fik konen øje på mig og morede sig over, at jeg nu ikke blot skulle have ørepropper, men også solbriller på, når jeg kom i kirke.
Da andre ikke går med solbriller i kirken, har jeg ransaget mit hjerte, som der jo står i Bibelen, at man skal, for at se, ”om jeg er på smertens vej eller på evigheds vej” (Sl. 139). Og jeg er nået frem til, at det nok er mig, der har en lyd- og lys-skavank.
I Afrika oplevede jeg nemlig engang, at solens kraftige lys skinnede ind af et vindue lige ved siden af præsten. Selv om jeg fokuserede på den sorte mand, brændte lyset åbenbart stave og tappe væk. Til sidst kunne jeg ikke se noget og måtte ledes af min kone ud af kirken. Jeg var hunderæd for at miste synet, men i løbet af eftermiddagen kom synet Gud-ske-lov tilbage.
På kontoret får jeg ofte lysende zig-zag ringe i øjnene. Men en øjenlæge fortalte mig for nylig, at det bare er en form for migræne. Så nu har jeg en god grund til at lægge mig på sofaen midt i arbejdstiden – indtil lysglimtene forsvinder.
I søndags besøgte jeg igen frikirken og missede med øjnene mod de blå LED-lys (de lede lys, som jeg kalder dem). Nogen har sikkert anbragt dem bag talerstolen i en god mening, for at vi ikke skal kede os, tænkte jeg – taknemlig og positiv som altid.
”Fokuser på Jesus!” sagde taleren pludselig.
Nåh ja. Det er jo Ham, det handler om.
Det kan man næsten glemme, når fokus er på lys, lyd og røg.
Så jeg lukkede mine øjne og nåede faktisk at få noget ud af prædikenen.
