Høstenglene er landet i Europa
I sidste uge havde jeg det privilegium at være inviteret til en rundbordssamling over 2 dage i Amsterdam, med 50 profeter fra 13 forskellige lande i Europa, ledt af Profet Dr. Sharon Stone fra England.
Formålet var at bede sammen, høre og dele, hvad Gud taler til os europæere om, vedrørende sine planer og sin vilje for Europa i 2020 og fremover.
Når ordene er delt, består arbejdet i at skabe konsensus, nedfælde åbenbaringerne på papir, så hele Kristi legeme i fællesskab kan holde fokus på det arbejde, som Herren har sat på sin dagsorden lige netop i denne tid. Resumeet vil blive udgivet i slutningen af året 2019 og delt i de respektive netværks, som har interessen heri. Så glæd dig! Herren har stærke planer i vente for Europas endetid!
Høstarbejdere
Og jeg har lyst til bare at løfte sløret for en af de åbenbaringer, som profeterne tydeligt havde hørt Herren tale om. For flere havde set i syn de høstengle, som i år var ankommet til Europa – klar til indhøstningen af sjæles frelse.
Jesus bad os om at bede høstens Herre om at sende høstarbejdere ud til sin høst, se Matt. 9:35-38. At mange profeter netop nu hører Herren sige, at høstarbejderne er ankommet, vidner om et skærpet fokus på forløsningen af menneskers frelse i årene fremover. Og det skal vi mennesker, som er medarbejdere på Herrens planer, selvfølgelig i tro implementere. For det har vi ventet på i århundreder…
Europa har aldrig set en gennemgribende vækkelse, som mange andre lande og kontinenter har. Vi har været en ”åndelig ørken”, et kontinent domineret af humanisme og religiøsitet fordelt på hver sin ende. Tilbagegang i kirkevækst har præget landskabet i årti efter årti. MEN NU skal vi gøre os klar til høst, siger Herren!
En ualmindelig bønneaften
I foråret ledte jeg et bønnemøde på Sydsjælland på en ganske almindelig onsdag aften. Men da vi begyndte at søge Gud, og Han begyndte at tale, blev det til en herlig overnaturlig onsdag aften.
I et syn så jeg to kæmpestore engle ”lande” ude på Amager ved København. Deres fødder dækkede det meste af lufthavnen. De havde begge store gammeldags høstsegl i hænderne, og de begyndte at svinge dem i takt, imens de roligt gik frem mod København.
Jeg husker, at jeg spurgte Herren: Hvorfor lige Amager, Gud? Og mine tanker blev ledt til, at lufthavnen stod som et symbol på, at Herrens høstengle var fløjet ind fra Himlen og nu var ”landet” i Danmark!
På baggrund af det syn, den sene forårsaften, indkaldte vi i Nordisk Profetisk Netværk til tre dages bøn og faste for høsten af sjæles frelse i Danmark. Vi profeterede og deklarerede at høsten NU ER startet i Norden!
Evangelister og profeter arbejder sammen
At profeterne begynder at samarbejde med evangelisterne bekræfter blot det arbejde, som flere evangelistiske profiler er begyndt at tage initiativ til i de senere år.
”Europe Shall Be Saved” og ”AwkeningEurope.com” er begge tjenester med vision for 100 millioner sjæles frelse i Europa!
Jeg mødte i torsdags lederen for bønnearbejdet bag initiativerne i Europa. Profetisk åbenbaring og bøn flettet sammen med evangelistiske fremstød i byerne over hele Europa er midlet til menneskers indhøstning – og det er begyndt! Evangeliet bliver forkyndt på ny, sammen med passioneret strategisk bøn for byerne!
Så gør dig klar, for også din nabos frelse har Guds fokus i 2020. Hjælpen fra himlen er landet!