Lær af vækkelsen i Argentina
Hvorfor sker der så lidt med kirken i Danmark? Hvorfor er det kun få kirker, der vokser? Hvorfor er frafaldet så stort? Hvorfor har kristendommen ikke større gennemslagskraft i den danske befolkning.
Vi bringer en omtale af bogen ”Guds nøgler til vækkelse”. Den er udgivet for at inspirere til en vækkelse.
Måske kan du slet ikke se behovet for en vækkelse i Danmark?
I så fald er bogen og denne artikel nok ikke noget for dig.
Men for de læsere, der længes efter en dybtgående forandring i vores folk og kultur, er det interessant at læse om, hvordan den kristne vækkelse og fornyelse begyndte i Argentina.
Lad mig forsøge at sammenfatte, hvad jeg fik ud af læsningen.
1. Se situationen i øjnene.
Kirkerne i Argentina stod meget svagt. De var præget af religiøsitet, ritualer, traditioner og bygninger – men manglede det åndelige liv. Mennesker var formelt medlemmer af en kirke, men de havde ikke et personligt forhold til Gud og Jesus.
Til gengæld søgte de det åndelige i det okkulte.
Og det offentlige liv var præget af gudløshed.
Ligner det ikke Danmark?
2. Forstå, at forhindringen er åndelig.
Som vestlige kristne er vi tilbøjelige til at ignorere den åndelige virkelighed. Vi er indoktrineret til kun at forholde os til den synlige, materielle verden. Men ifølge Bibelen er der ofte en åndelig årsag bag det, der sker. Engle og dæmoner er virkelige og kæmper om os. Men den gode nyhed er, at denne usynlige verden kan selv et barn påvirke gennem sin enkle bøn.
Mange af dette blads læsere har oplevet det – både personligt og i den store målestok. Hvis man fx beder for bestemte politikere, vil man ofte se et resultat efter nogen tid. Forbedere véd, hvad jeg taler om. Der er magt i de foldede hænder.
Dr. Miller forklarer i bogen, hvordan Argentina lå under for et dæmonisk åg, så der skete meget lidt. ”De få (kristne) tjenester, som virkede i landet, måtte igennem blod, sved og tårer for at se selv små resultater.” – Lyder det ikke bekendt?
Men det er ikke aktiviteter, der mangler. Det er bøn.
3. Søg Gud for alvor – og adlyd ham.
Overfladiskhed og mangel på Gudsfrygt er et meget stort problem i kirkerne i Danmark. Vi gør os slet ikke klart, at vi har med en hellig og retfærdig Gud at gøre, og at vi ikke selv kan definere, hvad kristendom er – ud fra hvad der er populært.
Men det, der ikke er bygget på klippen (Kristus) vil skylle væk, når stormen kommer. (Matt.7, 24-27) Og selv om man bygger på klippen Kristus, men kun bygger med træ, halm og strå (egne koncepter) vil det alligevel brænde op. (1.Kor 3,12). Wow!
I Argentina var der 50 unge, som oplevede en dyb personlig omvendelse, og som gennem tre måneder bad inderligt for deres land og folk – og for dem selv. Helligånden ledte dem – endda igennem et besøg af en lysende engleskikkelse.
Også nogle danske kristne har set engle. Men tænk, det er ikke engang nok at få store åbenbaringer, hvis man ikke vil omvende sig og adlyde det, som Gud peger på og beder én om.
Dr. Miller nævner selv en spansktalende kvinde, som gang på gang blev mindet af Helligånden om, at hun skulle slå i bordet. Men hun var alt for genert. Hun kunne ikke overvinde sig selv til at gøre denne mærkelige, men enkle handling. Gang på gang mødtes de til inderlig bøn, men intet skete. Først da hun endelig slog i bordet, oplevede de Guds mærkbare nærvær. Og fra det tidspunkt kom der gennembrud. Gud ønskede, at de adlød.
Mange af os har set situationen i øjnene. Vi véd, at vi ikke med egne kræfter kan hamle op med de nedbrydende kræfter og den åndeligt fastlåste situation i Danmark.
Vi véd også, at Gud kan. Men Gud har brug for nogle, som Han kan vise sin kraft igennem. Nogle, som omvender og overgiver sig – igen. Som svarer (og mener): ”Herre, her er jeg. Send mig!”
Er det dig?