Man frigiver sig selv, når man tilgiver andre

Dorte Scharling tror på en Gud, der ikke er smålig. Men som tidligere leder af kvindekrisecentret i Rønne har hun også lært, at der er forskel på at tilgive andre og acceptere alting.

– Det er vigtigt at tilgive, men man skal ikke acceptere alt. Mange kvinder skulle aldrig være gået tilbage til deres voldelige mænd, forklarer Dorthe Scharling, som har været leder på et kvindekrisecenter.

Tilgivelse er en gave. Det ligger i ordet, mener den tidligere kvindekrisecenterleder Dorte Scharling og tilføjer, at man jo giver noget til en, der måske ikke har fortjent det. Men den, der får mest ud af det, er som regel en selv. For man frigiver sig selv, når man tilgiver andre, forklarer hun.

”Ordene betyder noget. Det gør de også med udtrykket ”om forladelse”, hvor man næsten kan høre, at man beder den anden om at forlade noget for at begynde på en frisk. Og det har alle som regel gavn af,” siger Dorte Scharling.

Ikke accept af alting

Som tidligere leder af kvindekrisecentret i Rønne har hun hjulpet mange kvinder til at forstå, at tilgivelsen ikke betyder accept af alting:

”Mange af de kvinder sagde, at de havde tilgivet deres voldelige mænd, som de så vendte hjem til. Men man skal ikke fortsætte med at finde sig i alting – fx overgreb, når man har tilgivet en anden. Men man kan godt beslutte at tilgive, selvom man ikke har følelserne med.

At tilgive svarer til at eftergive en gæld, hvis man for eksempel har lånt 500 kroner ud og godt ved, at man ikke kan få dem igen. Men det betyder ikke, at man så straks skal låne 1000 ud igen,” siger Dorte Scharling.

Man kommer selv videre

Hun mener dog, at tilgivelse også kan hjælpe en selv til at komme videre:
”Sådan er det også for voksne børn, der bliver ved med at bebrejde deres forældre for den barndom, de fik. Mange mennesker har jo problemer med deres barndom, der kan blive ved med at rumstere.

Men jeg tror, at man gør sig selv en tjeneste, hvis man som voksen finder fred med, at man fik, hvad man fik. For først der kan man komme videre i livet. Hvis man bliver ved med at bære nag, får man ikke en frihed selv.”

Tilbage til voldelige mænd

Tilgivelse er dog ikke det samme som en accept af alting, understreger hun:


Artiklen fortsætter efter annoncen:



”Man skal ikke finde sig i hvad som helst, og mange af de kvinder, jeg har arbejdet med, skulle aldrig være gået tilbage til deres voldelige mænd.

Selv i Bibelen er der jo en grænse for tilgivelse, hvor en af disciplene spørger Jesus om, hvor mange gange han skal tilgive sin næste. 7 gange? Nej, 77 gange, svarer Jesus.

Jeg ved, at det er et billede på at være tålmodig med andres fejl, men jeg hæfter mig også ved, at der stadig er et tal på.”


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Pyt – eller tilgivelse

Har du selv mødt mennesker, du ikke kunne tilgive?

”Nej, jeg synes, at folk har behandlet mig pænt. Men for mig er tilgivelse også en alvorlig sag.
Jeg skelner mellem det, man kan sige ”pyt” til, og det, der kræver tilgivelse. Det er i pyt-afdelingen, hvis man kommer til at vrisse af sit barn eller henter det for sent i børnehaven, men det er i tilgivelses-afdelingen, hvis man gør det hver dag, og barnet føler sig kronisk forsømt.

Sådan har jeg også oplevet, at ædru alkoholikere for eksempel pludselig kan se, hvilken skade de har forvoldt og derfor har behov for at søge tilgivelse hos deres børn.”

Den form for selvindsigt kan være sund, selvom det er svært, men til gengæld skal man ikke gå og slå sig selv oven i hovedet hver gang, man laver en fejl. Og det tror hun heller ikke, at Gud vil have.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Skyld og skam

”Mange moderne mennesker tænker måske ikke på det som et behov at få tilgivelse fra Gud.

Men det lå meget i tiden tidligere, ligesom jeg stadig synes, at syndsbevidsthed fylder for meget i mange kristne miljøer.

Jeg kan huske, hvordan man engang brugte søndagsskolesangen ’Pas på, lille øje, hvad du ser. For din fader i Himlen kigger ned’, mens jeg selv var spejderleder og søndagsskolelærer. Det blev jeg så forarget over, at jeg gik hjem og skrev en ny børnesalme, så børnene ikke skulle fyldes med frygt og skyld og skam. For jeg tror, at Vorherre er ligeglad med vores småsynder.

For mig er tilgivelse også noget andet end småting. Og den Gud, jeg kender, er ligeglad med småting. Jeg tror hellere, han vil have, at vi tænker på miljøet, og hvordan vi fordeler goderne, end at vi slår os selv oven i hovedet på grund af en forkert tanke.”

Guds tilgivelse

Tror du så ikke på, at der findes synd?

”For mig er synd det, der skiller mennesker. Men jeg tror, at synd fylder for meget i mange kristne miljøer, og jeg synes også, at det er lidt selvoptaget, hvis man skal gå og vende og dreje alt, hvad man har gjort. Det er selvfølgeligt vigtigt at kunne sige undskyld, hvis man har skadet andre.

Men nogle har svært ved at tilgive sig selv for de mindste ting. Sådan har jeg det ikke selv. For hvad skulle man bruge det til? Man gør det jo så godt, man kan. Ingen er perfekte, og vi må stole på, at Gud elsker os uanset hvad.

Jeg tror, at Gud kan tilgive alt. Og jeg tror slet ikke på en smålig Gud, som går og holder regnskab med alle de gange, man kommer til at tænke en forkert tanke. Når mennesker kan tilgive hinanden og sige ”pyt”, så kan Gud, der er så meget større, selvfølgelig også tilgive os.”

Ville du tænke anderledes om tilgivelse, hvis du ikke var troende?
”Ja, det ville jeg nok. Men jeg synes også, at tilgivelse er et alment menneskeligt begreb, der kan bruges i mange situationer. Det er også et gavnligt begreb i vores kultur, som stadig er båret af skyld og skam.

I dag kommer det bare frem på en anden måde, så man skal tænke over, om man nu spiser og rejser, så man skåner miljøet. Det forbinder folk måske ikke med noget religiøst, men jeg tror, at der er meget skyld og skam-tænkning i vores kultur.

Det er godt, at vi tænker på miljøet, men vi skal også lære, at ingen kan leve perfekt.”

Retfærdighed

Føler du selv skyld og skam?

”Selvfølgelig kan jeg ærgre mig over, hvis jeg har lavet en fejl. Sommetider føler jeg også en kollektiv skyld.

Engang var jeg i Ghana for at besøge min datter, der var frivillig dernede. Vi besøgte en kystby, der havde handlet med slaver, og vi var inde i et tidligere slavefort, hvor der havde været hundredvis af slaver. Det var lige som om, at det sad i væggene. Der følte jeg faktisk skyld, alene på grund af min hudfarve. ”I’m so sorry,” sagde jeg så til vores sorte guide.

Jeg ved ikke, om det betød noget for ham. Men jeg tror godt, at det kan betyde noget, hvis vi som stat for eksempel siger undskyld til de grønlandske børn, der blev hentet til Danmark og led under det. For en undskyldning kan også være at få retfærdighed.

I den forstand tror jeg også, at det er vigtigt, at vi beder om tilgivelse for at anerkende den uret, andre har været udsat for, så alle parter kan forlade uretten og begynde på en frisk – som man for eksempel forsøgte i Sydafrika ved at skabe fred gennem forsoning.”

Om troen

Hvordan blev du troende?

Jeg blev jo kristen, da jeg blev døbt som lille. Hvis man er døbt, så er man kristen. Men det var måske først, da jeg blev grøn spejder, at jeg fandt ud af, hvad det handlede om.

Jeg kommer ellers ikke fra noget religiøst hjem. Men senere blev jeg gift med en præst.”

Hvor går du i kirke?

Her på Bornholm kommer jeg i Sct.Nikolai Kirke i Rønne. Jeg er medlem af Folkekirken, så det er naturligt for mig. Og der er heller ikke nogen grund til at søge andre græsgange.

Jeg er døbt ind i Folkekirken, og der bliver jeg. Folkekirken er meget rummelig, og der er plads til rigtig mange mennesker.

Hvad er kernen i din tro?

Det handler om kærlighed. Jeg tror på, at vi er elsket af Gud. Og det giver et grundlag at leve sit liv på, hvor man ikke skal tænke så meget på, om man gør alting perfekt.

Det er meget moderne at være søgende, men ikke lige så smart at have fundet noget. Men jeg er ikke søgende. Jeg er en udramatisk folkekirkekristen.

Blå bog

Dorte Scharling (f. 1947) er uddannet pædagog. I dag er hun pensionist, men hun arbejdede i mange år med handicappede børn, og på Bornholm har hun blandt andet været leder af specialbørnehaven Mælkebøtten og Kvindekrisecentret i Rønne.

Hun har også skrevet børnesalmer og eventyr for børn. Privat er hun præsteenke. Hun har tre børn og seks børnebørn.