Fodbold = frirum
”Tak for træning i aften. Det er virkelig et højdepunkt og frirum for mig. Nyder sådan at spille bold med jer!.”
Sådan skrev Laura fra FC Udfordringens damehold på Facebook efter en sædvanlig torsdagstræning i Valby.
FC Udfordringen er den sjette klub, jeg har driblet forbi i mine 25 leveår. At spille fodbold er, som Laura skriver det, et frirum. Som barn er det er frirum fra matematikopgaver og forældreformaninger, og som voksen er det et frirum fra støvsugning og alverdens deadlines.
Det er et ret særligt rum, hvor det eneste vigtige er at kyle et rundt stykke læder i et firkantet net.
At spille fodbold samler tankerne og forskyder alt det, der ellers kan stresse i hverdagen. Når det er vigtigt for mig at nævne, at FCU er den sjette klub, jeg spiller i, er det fordi, det så har en vis tyngde, når jeg erklærer, at det også ubetinget er den, hvor jeg er blevet taget allerbedst i mod.
Som barn er det det nemmeste i verden at prikke en jævnaldrende på skulderen og sige: Hej. Skal vi være venner? Når man bliver voksen, kræver det noget andet. Det er svært at sætte fingeren på, hvad dét ’andet’ er – men FCU har det.
Tænk, at en helt almindelig fodboldtræning på en helt almindelig – tilmed regnfuld – torsdag, udløser en trang til uopfordret at sige højt, at man virkelig nyder at spille fodbold med hinanden. Det er altså unikt.
Og når alt det her er sagt, så klarer FCUs damer sig tilmed strålende. Per dags dato er vi ubesejrede i begge rækker, OG vi har spillet os i noget så fornemt som POKALFINALEN. Den spilles den 25. oktober kl. 18 på Frederiksberg.
Man behøver ikke tilmelde sig for at komme og være med den dag – man kan bare dukke op og prikke en af os på skulderen og spørge, om man må heppe fra sidelinjen – jeg lover, at det må man gerne.
