Klimakætteri
Min forrige klumme, der handlede om klimaet og Greta Thunberg, har fået nogle af Udfordringens læsere til at reagere kraftigt i debatten på avisens Facebook side.
De mener, at jeg fejlfortolker et nyt videnskabeligt studie fra Potsdam Institute for Climate Impact Research, som viser, at der også var et meget stort CO2 niveau for 3 millioner år siden, fordi jeg på den baggrund reflekterer over, om det kunne tænkes, at naturen også gør det i vore dage.
Det er sandt, at forskerne, der stod bag undersøgelsen, udtaler, at det forhøjede CO2, som vi kan måle i vor tid, er menneskeskabt. Klimaforandringer har dog altid været en del af naturens cyklus. Det, som videnskaben i dag er enige om, er, at hastigheden, hvormed klimaforandringerne sker, er hidtil uset. Det er et faktum.
Det er heller ikke den viden, jeg anfægter. Jeg tillader mig blot – som ikke-ekspert – at fremsætte et kritisk tanke om, hvorvidt der måske kunne spille andre naturlige faktorer ind, som ikke er menneskeskabte, da naturen som sagt tidligere selv har forårsaget forhøjet C02.
Det gør jeg også som en slags protest imod den fanatisme, som er ved udvikle sig omkring klimadebatten.
Vi er nemlig ved at nå til et punkt, hvor man ikke hverken må stille kritiske spørgsmål eller tænke selv i klimadebatten. Klimadebatten er udsat for en dogmatisering uden lige, som truer med at undertrykke enhver form for kritisk tankegang.
Det handler derfor ikke bare om de rent videnskabelige fakta, men om denne idelogi, som er ved at udvikle sig omkring klimaet, hvor verden bliver opdelt i ortodokse og kættere, syndere og frelste.
Altimens vi længe har haft travlt med at tage afstand fra religiøse miljøer, der fordømmer syndere og fritænkere, så ser vi nu, hvordan den samme dynamik opstår, hvad angår klimaet.
Selvom der ikke hersker tvivl om, at klimaforandringer sker med meget stor hastighed i øjeblikket, og mennesker har været med til at skabe disse forandringer, så må vi være meget på vagt overfor ideologisering af problematikken.
Den kan nemlig bruges til ikke bare at fordømme hinanden på ukærlig vis, men også som et politisk magtinstrument.
Der er penge i klimaet, for regeringer kan pålægge borgerne mange nye skatter i klimaets navn, ligesom klimaet kan bruges til at styre vores hverdag helt i mindste detalje ved fx at regulere, hvor mange gange om ugen, vi må spise kød.
Vi må håbe, at vi fortsat får lov til at at rejse kritiske spørgsmål uden at blive dømt som klimakættere.
