Politikere blev mindet om ansvar for forfulgte kristne

Tænketanken for forfulgte kristne har netop besøgt Christiansborg og Udenrigsministeriet.

Tænketanken for forfulgte kristne har i samarbejde med Bibelselskabet netop udgivet sin første rapport, den 54 sider lange ”Danmarks ansvar for forfulgte kristne”, som koster 40,- kr.

Danskerne ved for lidt om forfulgte kristne, konkluderer Tænketanken for forfulgte kristne oven på en Megafon-undersøgelse. Nu sætter en ny rapport fokus på emnet.

Over hele verden forfølges religiøse minoriteter på grund af deres tro. Men blandt de religiøse minoriteter er kristne den mest forfulgte gruppe.

Aktuelt er problemet større end nogensinde med rapporter om forfølgelse i så forskellige regioner som Nordafrika, Mellemøsten, Centralasien og Sydamerika. Flere aktører taler ligefrem om den værste kristenforfølgelse i verdenshistorien, hedder det i en pressemeddelelse fra Bibelselskabet.

Megafon-undersøgelsen

Som tidligere beskrevet i Udfordringen ved danskerne alt for lidt om omfanget af forfølgelse af kristne. Ifølge en Megafonundersøgelse, som blev omtalt i avisen i september, anslår kun 30 % af de adspurgte, at forfølgelse af kristne udgør et stort problem.

Derimod mente hele 44 % af de adspurgte, at forfølgelse af muslimer udgør et stort eller endda meget stort problem.

Tidligere biskop Karsten Nissen er formand for Tænketanken for forfulgte kristne. Foto: Bibelselskabet

Danskerne ved generelt heller ikke, hvor i verden kristne forfølges mest. Men det skal en ny udgivelse fra Tænketanken for forfulgte kristne lave om på. I hæftet ”Danmarks ansvar for forfulgte kristne” præsenteres en række konkrete anbefalinger til politikere, medier og kirkesamfund samt dybdegående artikler om emnet med bl.a. analyser af dansk udviklingspolitik og vidnesbyrd fra Sri Lanka.

Problematikken er ikke ny, men den kalder på øget bevågenhed og handling fra et samfund som det danske, fastslås det.

Møde med politikere – og nye terrorhandlinger

Sidste torsdag, da tænketankens rapport udkom, deltog Thomas Bjerg Mikkelsen i to vigtige møder på Christiansborg og i Udenrigsministeriet om Danmarks ansvar for forfulgte kristne og andre religiøst forfulgte.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Fakultetslederen skriver, at han mødtes med Venstres udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen og Minister for udviklingssamarbejde Rasmus Prehn.

”Det var først, da vi nåede ind i Udenrigsministeriet, at vi hørte om terrorhandlingen i Nice i Frankrig, som jo fandt sted i en kirke. Den slags begivenheder er med til at øge de religiøse spændinger – ikke bare i Frankrig, men også i vores eget land.

Det kan også føre til øget nationalisme, hvor alle muslimer uden skelnen ses som en trussel mod dansk kultur og danske værdier,” skriver Thomas Bjerg Mikkelsen.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Undertrykkernes retorik

MF’s leder skriver videre om forfølgelse af kristne i Indien og Pakistan. Her beskyldes de kristne for ikke at være loyale borgere med den begrundelse, at de repræsenterer en fremmed kultur, som står i modsætning til værdierne i samfundet.

Derfor fratages minoriteterne de rettigheder, som gælder majoriteten i disse lande.

Her peger fakultetslederen på, at vestlige aktivister, politikere og debattører ofte anvender samme retorik og argumenter, som de undertrykkende regimer. Han maner derfor til besindighed, ”så vi ikke kommer til at begå lignende uretfærdigheder over for borgere i vores eget land”.

Tænketanken

Tænketanken for forfulgte kristne samler mennesker med en særlig viden om internationale og nationale samfundsforhold, teologi og medier til et samarbejde om at formidle den viden, som er en forudsætning for realiseringen af trosfrihed for alle.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Tænketanken har den 29. oktober udgivet sin første rapport i samarbejde med Bibelselskabet.
Formand for Tænketanken er tidligere biskop Karsten Nissen.

Næstformand er sognepræst Jørgen P. Jørgensen.

Desuden er seniorrådgiver Birger Riis-Jørgensen og fakultetsleder Thomas Bjerg Mikkelsen med i bestyrelsen.