Døden som en dør til udødeligheden

Den danske forfatter Carsten Jensen er netop aktuel med bogen “Øvelser i afsked”. I februar måned døde hans 25-årige stedsøn pludseligt under en løbetur. I et interview i Kristeligt Dagblad om stedsønnens død siger Carsten Jensen: “Den eneste trøst er, at den altid kommer for sent, som den polske digter Wislawa Szymborska har skrevet i et klogt digt om døden.”

Denne tråd tager tog forfatter og foredragsholder Leif Hjernøe op i et debatindlæg i Kristeligt Dagblad forleden, hvor han gør sig tanker om sin første jul som enkemand. Hjernøe ved heller ikke, om han kan bruge trøst til noget, og henviser til dr. med. Ole Hartling’s nye bog ” Den 8. dødssynd”.

Her skriver Hartling, at det, som har sagt ham mest, er måske paradokset, at trøsten er, at der ingen trøst er: “For hvad kan nemlig trøste? Ingenting. Det ved jeg, for det har jeg mærket. Ja, trøsten er, at der ingen trøst er.

Det er trøsten, for hvis der var trøst, betød det samtidig, at tabet var overskueligt og håndterbart, og det ville straks betyde, at tabet var mindre, end det er. Og sådan er det ikke; det er netop så uoverskueligt stort, at det ikke kan håndteres. Og det er en mærkelig glæde, at det er sådan.”

De nævnte eksempler her er bare et lille udpluk af de mange stemmer i tiden, som taler om, hvordan de kommer igennem dødsfald og sorg. Antallet af sorggrupper er vokset enormt de senere år. Fælles for de fleste er, at de betragter døden som et tab, og de alle går igennem en stor og tung sorg.

Jeg undrer mig tit over, hvor det glade kristne budskab om døden som en dør til udødeligheden bliver af. Død, hvor er din brod? I lys med venner vi tale. Hvorfor taler vi ikke mere om den forventning, vi har til livet efter døden? Hvorfor glæder vi os ikke på nærmestes vegne over, at de træder ind i livet med Gud?

Når vi er så fokuseret på tab og sorg, er det fordi kristendommen har bøjet for meget af til sekularismen, som er blottet for håb ud over det fysiske og materielle. Sorg kan også være selvcentreret.

Den kristne tro lærer, at menneskets sjæl er udødelig. Døden betyder, at sjælen forlader kroppen, men lever videre. I bedste fald hos Gud. Sorg over at miste er naturligt, men vi bør ikke låse os selv fast i sorgen og trøstesløse paradokser, men glæde os langt mere over, at livet går videre efter døden.