Pytte var opgivet som alkoholiker – men så skete der noget mærkeligt

Ikke færre end 58 udpumpninger var Pytte igennem som alkoholiker. I dag hjælper Pytte andre med at få og leve et nyt og rusfrit liv.

Pytte Hertz Würtz’ københavnske forældre blev skilt tidligt, fordi faderen havde et for stort alkoholforbrug.

Moderen fik en ny mand, og han ønskede noget andet og bedre for sin nye familie. Det så ud til, at fremtiden kunne blive nemmere og lysere.

Forladt på Tvind skole

De voksne var tiltrukket af tankesættet bag Tvind skolerne, og sammen med de to børn flyttede de til en af Tvinds højskoler i Jylland. Konceptet var, at højskoleeleverne rejste ud i verden for at opleve verden, mens deres børn forblev på en skole i Danmark, overladt til tilfældige voksne.

– Jeg var 11 år, og de fleste af de 35-40 børn var yngre end mig, så jeg skulle være storesøster for de andre børn. Vi savnede alle sammen vores forældre, som vi ikke så i månedsvis. Det år blev jeg voksen. Og da vi kom tilbage til en almindelig skole, var det tydeligt, hvor meget undervisning vi var gået glip af i forhold til de andre elever.

Først mange år efter fortalte jeg mine forældre, hvor vanskeligt det havde været for min lillebror og mig og de andre børn. Men højskolerne var statsstøttede, og mange benyttede sig af muligheden for ”personlig udvikling”, fortæller Pytte hovedrystende.

Ville have et normalt liv

Efter tiden på Tvind flyttede familien ind i et kollektiv, hvor livsstilen var hippieagtig. Men alt det unormale blev for meget for Pytte. I en alder af 16 år havde hun fået nok og flyttede hjemmefra.

– Jeg ville have mig et normalt, borgeligt liv! Og jeg ville være uafhængig af andre mennesker! Så jeg tog til København for at blive min egen lykkes smed. Jeg fik en lejlighed på Halmtorvet, men det dårlige miljø havde ikke min interesse, for jeg ville have karriere og familie. Få måneder efter havde jeg en læreplads som litograf på et trykkeri på Nørrebro.

Som 20-årig var jeg uddannet. Jeg fik hurtigt et godt job og var med til at bygge noget op inden for avisbranchen. Tingene lykkedes for mig. Og jeg havde fået et godt og borgerligt liv, og havde også en sød kæreste. Livet var perfekt, mindes Pytte.

I frit fald

Parret ønskede at få et barn, men først efter syv år og mange vanskeligheder med hormonbehandling lykkedes det endelig at blive gravid.

Og problemerne havde slidt på forholdet. Kort før fødslen stod Pytte pludselig alene – uden mand. Nogle uger efter blev den lille Amanda født. Og Pytte blev ramt af en fødselsdepression.

– Min depression gjorde, at jeg begyndte at drikke. Firmaet, som jeg arbejdede for, ville gerne holde på mig og gav mig fuld løn under barselsorlov og det følgende år med forældreorlov. Så jeg havde penge nok til at finansiere mit alkoholforbrug og det sidemisbrug af stoffer, jeg fik for at holde mig vågen, så jeg kunne passe mit barn.

Indlagt igen og igen

Jeg isolerede mig mere og mere. En dag sagde min mor:

”Hvis du ikke gør noget, så gør jeg!” Jeg besluttede at opsøge et misbrugscenter. Jeg kom i min første behandling, der blev efterfulgt af utallige andre, både dag- og døgnbehandlinger. Hver gang faldt jeg tilbage i misbrug.

Til sidst blev jeg indlagt på Skt. Hans Hospital for at de skulle konstatere, om jeg fejlede noget mentalt. Men mit problem var min ubehandlede fødselsdepression.

Ind imellem behandlingerne var jeg i så meget misbrug, at jeg i alt var til 58 udpumpninger og indlæggelser på Hvidovre Sygehus. I de år var min datter i plejefamilie. Livet så mildest talt sort ud, husker Pytte.

Fuld og skæv til helbredelsesmøde

På Pyttes fødselsdag i 2003 inviterede moderen hende til et møde med en afrikansk prædikant, Charles Ndifon (kendt for tv-serien Åndernes Magt og bogen ”Åndens Magt”.) Det var i Kirken i Kulturcenteret på Nørrebro.

– Jeg var fuld og skæv, men tog med. Der var mange mennesker, og vi sad et godt stykke nede i salen. Jeg lyttede intenst.

“If you want to meet the living God, don’t let people stop you”! (Hvis du ønsker at møde den levende Gud, så lad ikke mennesker stoppe dig!) sagde han.

De ord appellerede til mig. Jeg rejste mig og gik frem. Han bad mig komme op på scenen.

”What can I do for you”? (Hvad kan jeg gøre for dig?) sagde han og smilede. ”Jeg har et lorteliv, og jeg hader det”! svarede jeg.

Charles Ndifon lagde hånden på min mave og bad. Jeg blev slap i kroppen og faldt om.

Da jeg kom til mig selv og tilbage på benene, trådte en kvinde hen til mig med en lap papir, hvorpå der stod: Ring på tlf. 97196353, hvis du vil have et nyt liv. Jeg blev sur og sagde: ”Hvordan kan du finde på at give et så brudt menneske en seddel med den ordlyd”!

”Gud sagde til mig, at jeg skulle gøre det”, svarede hun, og min respons var, at så burde hun godt nok tale med en psykiater.

Jeg forlod mødet.

Betesda Rehabilitering

Pytte gik hjem og drak, og mønstret fortsatte. Men sedlen forblev hos hende. Gad vide, hvor det sted egentlig er? tænkte hun efter nogle uger, og en dag ringede hun på nummeret. Det var i Midtjylland. ”Kom og se”, blev der sagt.

– Jeg sagde til min sagsbehandler, at jeg ville derover, og vi fik en aftale til en forsamtale.
Der var noget utrolig rart ved at være der, jeg følte mig tryg og undrede mig over, hvad det var.
”Dér skal jeg i behandling”, sagde jeg.

”Nej, Pytte, du skal ikke væk fra København, du holder ikke en uge”, svarede min sagsbehandler.

Men jeg fik lov til at flytte ind på Betesda, som var navnet på stedet, og det var anderledes end alle de andre steder, jeg havde været. Det bedste var den daglige bibelundervisning, som var noget helt nyt for mig. Jeg vidste intet om Bibelen, men nu var jeg meget motiveret for at få mit liv og Amanda tilbage, husker Pytte.

Tilbagefald og nær-død

Efter et halvt år mente Pytte, at hun var stærk nok til at tage hjem til København. Men efter få dage tog hun den største druktur, som hun ikke husker noget fra. Hun blev indlagt med meget svag puls.

– Dét, jeg husker, er, at jeg pludselig befandt mig på et uendeligt lyst sted og som i en boble. Jeg hørte en mild og kærlig stemme sige til mig: ”Vil du blive her, eller vil du tilbage”? Jeg vil kunne genkende den stemme når som helst. ”Jeg må tilbage til min datter”, svarede jeg. Og så var jeg tilbage i hospitalssengen i en svag krop.

Nogle dage efter blev Pytte udskrevet og kom til Betesda igen. Nu var hun endnu mere motiveret:

– Mødet med Gud i himlen gjorde, at jeg ikke har været den samme siden! Min tilgang til livet og min tankegang blev forandret. Mit forhold til Gud og mine omgivelser blev forandret. Fra det tidspunkt gik det mega meget fremad.

Det næste halve år var jeg beboer på Betesda. Senere fik jeg en lejlighed i Brande, tog HF, fik min datter hjem og kom på pædagogseminariet. Derefter blev jeg medarbejder på Betesda.

Det ER muligt

Nogle år senere flyttede Pytte til Randers, hvor hun fik job i Rusmiddelcentret, og hun blev gift med John Würtz, der havde en helt anden baggrund uden nogen form for misbrug.

Pytte og John har de sidste tre år boet på Betesdas matrikel, hvor Pytte er medarbejder igen. Hun har et stort hjerte for nuværende og tidligere beboere, og hun er jævnligt i kontakt med mange og giver råd og opmuntring.

– Min drøm er at se Betesda fyldt. Det var det eneste sted, der virkede for mig. Jeg har selv oplevet, at det ER muligt, slutter Pytte Hertz Würtz.