Skoletasker til Aalborg
Aalborg Citykirke uddeler også i år skoletasker og penalhuse til udsatte børn i 0. klasse. 65 styks dette år. Midlerne kommer fra fonde.
Koordinator for kirkens sociale arbejde, Jens Gabriel Sand, står for skoletaske-projektet. Kirken samarbejder med Aalborg Kommune om at få kontakt til skolerne, så forældrene fra alle skoler har mulighed for at ansøge om hjælpen.
Uddelingen sker søndag den 8. august fra kl. 12 i Aalborg Citykirke, hvor der vil være hoppeborg, slushice, hotdogs og aktiviteter for børn. Skoletaskeuddelingen er blot ét af elementerne i kirkens sociale arbejde. Året rundt kører familienetværket for udsatte familier:
”Vi har oplevet, at flere er kommet til tro ved at være med i familienetværket, som er en del af vores sociale arbejde. Vi inviterer også til gudstjeneste, Alpha-kurser og deler evangeliet med dem,” forklarer Jens Gabriel Sand.
Tværkirkelig FoodBank i Aalborg
Hvert år til jul uddeler kirken julehjælp, og hver torsdag er der gratis overskudsmad fra FoodBank i Citykirken på Riihimækivej. Uddelingen foregår i kirken fra en tidligere kantine.
Første mandag i december 2016 havde Apostolsk Kirke første gang FoodBank Aalborg. Kort derefter tilsluttede Bethel Kirke og Citykirken sig, og siden kom Frikirken International Church også med i fællesskabet omkring maduddelingen. Fra og med december 2017 var der hele 16 butikker som samarbejdspartnere, og typisk kommer 50 familier hver gang for at få mad.