Livet her på jord og i evigheden
Hvis du er kristen, behøver du ikke frygte døden. I det øjeblik, du udånder, vil du straks gå over fra livet til det evige liv (Himlen), som Jesus lovede.
Det er så fantastisk, at det er svært at tro.
Men efterhånden har mange mennesker oplevet at vende tilbage til livet efter at have været døde!
Jeg har selv personligt talt med flere af de kristne, som har fået lov at kigge ind bag forhænget. Som fx Meik Aas, der i 1995 døde af en tropesygdom på Herning Sygehus. I nogle minutter fik han lov at se et vidunderligt himmelsk sted sammen med en engel. Eller Poul Erik Jørgensen, hvis skønne beretning står her overfor.
I bogen ”Der er mere mellem himmel og jord” har sognepræst Rolf Slot-Henriksen, Vejle, samlet hundredevis af beretninger fra nærdøde, pårørende, sygeplejersker og præster. Mange har i dødsøjeblikket oplevet at se Jesus.
Min egen faster satte sig halvt op i sengen, som om der stod nogen foran hende: Ja, Jesus, nu kommer jeg, udbrød hun forventningsfuld. Så døde hun efter et liv i tro.
Veldokumenteret
Få beretninger er så veldokumenterede som den om pastor Daniel Ekechukwu fra Onitscha i Nigeria. På dokumentarvideoen ”Opstået fra de døde” fortæller han detaljeret om den vidunderlige himmel, han så, men også om et helvede, hvor de fortabte var. (Se side 6-7 på temasiderne.)
Læs også på side 10 om mekanikeren Jeff Markin, der døde og oplevede helvedes forgård, men blev opvakt, fordi hans familie og en kristen læge bad for ham…
Vi havde ikke plads i dette nummer, men der er fx også en buddhistmunk i Myanmar, Athet Pyan Shinthaw Paulu, som var død i flere dage og stank, før han pludselig kom til live.
Han havde set Buddha og andre buddhistmunke i helvede, og efter den oplevelse har han vidnet for alle, at de skal tro på Jesus. Han bliver truet og sat i fængsel, men han kan ikke tie stille med sit vigtige budskab.
Vores Himmelfart sker i et øjeblik
Nærdøds-beretningerne bekræfter, hvad Jesus lovede røveren på korset, som skulle dø, men bad Jesus om hjælp: I dag skal du være med mig i Paradiset!
Det er virkelig sandt, som Jesus sagde, at vi ikke skal se døden. I dødsøjeblikket går vi over fra livet til det evige liv.
Det er din himmelfart, hvis du er kristen.
Alt er ikke forbi med dette liv – vores personlighed lever videre efter døden. Og hvis vi tror på Jesus, har vi kun godt i vente. Ufatteligt meget godt.
Det afgørende valg
I sammenligning med de små hundrede år, vi kan være heldige at leve her, er livet efter døden – uendeligt.
Derfor er det afgørende, at vi
”betænker livets korthed,
dødens vished
– og evighedens længde”.
Hele livet kan nemt gå – med travlhed og underholdning.
”Vid er den port og bred den vej, der fører til fortabelsen. Mange er de, der følger den,” sagde Jesus.
”Snæver er den port og smal den vej, der fører til livet. Få er de, der finder den.” (Mattæusevangeliet 7,13-14)
Det er egentlig troen på Jesus, der er vejen, og ikke en bestemt livsstil. Vejen med ham kan se smal ud, men når vi går på den vej, oplever vi Guds varme omsorg og kærlighed.
Så kan vi løfte hovedet, ånde frit, føle os som Guds børn – og opleve kraften fra det høje – her i det lave.
Hver dag.