Den irriterende forskellighed
Jeg er skolelærer og overvældes nogle gange af den enorme forskellighed, der er i samme klasse, selvom eleverne alle er på ca. samme alder, bor i samme område og er vurderede som skoleparate på ca. samme tid.
Der sidder tre, der læser Harry Potter, mens fire andre kæmper med at stave diverse ord på tre bogstaver. Der sidder børn, der laver 9-tabellen baglæns, mens andre i samme klasse ikke kan huske hvad vej et 9-tal vender. Der er elever, der elsker at lære, og andre der bare tæller ned til næste weekend, hvis de skulle bedømmes på deres engagement.
I min hjerne ved jeg jo godt, at de her seksogtyve elever på sigt skal blive til alt muligt forskelligt, og at den urolige dreng sagtens kan blive professionel fodboldspiller uden at kunne vende et 9-tal den rigtige vej. Professoren i sprog kan godt have en virkelig dårlig motorik, og dermed ulæselig håndskrift, og for mit eget vedkommende går det jo meget godt med at være skolelærer, selvom min matematiklærer sjældent udtrykte begejstring for min formåen i folkeskolen.
Alligevel bliver jeg nogle gange irriteret (professionelt godt skjult selvfølgelig). For min opgave er jo, at de alle skal lære de svære tabeller, og det er bare SÅ skønt at undervise i en bog, en metode, en tekst mm. for alle på samme tid, hvor alle er med, uden nogen græder i afmagt, og uden nogen keder sig, fordi de mangler udfordringer.
Alle de særlige behov betyder ekstra arbejde for mig, jeg skal udfordre de kvikkeste og samtidig favne dem, der har det svært… Vi lærere sukker nogle gange ret meget, for vi vil så gerne sende alle elever glade og lidt klogere hjem hver dag, men den der irriterende forskellighed gør det svært.
Det slog mig pludselig, at jeg tit tillægger Gud en lærers briller, når han ser på mig. Jeg tænker, at han må sukke meget og ofte irriteres (guddommeligt godt skjult selvfølgelig), når han ser på alt det, jeg er særligt udfordret med. Det som de andre er meget bedre til end mig, selvom han HAR forklaret mig det mange gange.
Det, jeg glemmer (igen og igen), er, at Gud ikke har behov for, at alle gør det samme, kan det samme, vil det samme… på samme tid. Gud kalder os alle til at være som et legeme, med spraglet forskellighed i både funktion og evner (hånd, mave, fod, næse mm). Gud ser hele vores liv og hele vores potentiale på samme tid, han kender sit kald indover vores liv, og kun han ved, om jeg har brug for at være god til regning, sang, sprog, gavmildhed, frimodighed mm.
Det jeg har brug for i hans plan, det vil han lade blomstre frem i mig. HELT uden at sukke, mens han tålmodigt venter på, at jeg forstår.
