Er kristendommen på vej ud af DR’s programmer?

– Det, at man fjerner noget fra en kontrakt, betyder, at det er i spil, fastslår generalsekretær Mikael Arendt Laursen fra KLF, Kirke og Medier.

Kristendommen er skrevet ud af et udkast til en kommende public service-kontrakt. Det vil indebære en ændring i forhold til den gældende kontrakt, hvor det efter ønske fra blandt andet KLF, Kirke & Medier står, at DR har en forpligtelse til at formidle, at vores samfund ”har sin rod i kristendommen”.

Det skriver KLF, Kirke og Medier på baggrund af en afsløring i Kristeligt Dagblad den 21/9. Ifølge avisen skal det hedde i kontrakten for perioden 2023-2025, at DR ”understøtter demokratiet, bidrager til dansk kultur og styrker fællesskaber i Danmark”.

Sætter streamingtjenesterne dagsordenen?

Ændringen må skyldes et ønske om at ”navigere efter streamingtjenesternes kassesucceser”, vurderer generalsekretær Mikael Arendt Laursen fra KLF. Han påpeger, at streamingtjenesterne leverer fin underholdning for masserne, mens det er DR’s opgave at levere oplysning og dannelse for masserne.

Han finder derfor udkastet til den nye kontrakt bekymrende.

– DR’s ledelse siger, at de selvfølgelig vil fortsætte med at lave gudstjenester. Men når noget fjernes fra en kontrakt, så er det i spil! fastslår generalsekretæren overfor Udfordringen. Overfor Kristeligt Dagblad understreger Enhedslistens medieordfører, Søren Søndergaard, at trosstoffet ikke er i fare. Og hvis DR skulle vælge ikke at behandle trosstoffet, så vil der blive lavet en ny medieaftale, som klargør, at det er nødvendigt, tilføjer medieordføreren ifølge KLF’s hjemmeside.

Vil skærpe kravene til DR

Mikael Arendt Laursen udtrykker glæde over, at politikerne har forståelse for trosstoffets betydning. Men i stedet for at give mere frihed til DR,ønsker KLF, at en ny public service-kontrakt skal ”styre DR i retning af en mere klassisk public service-forståelse med skærpede krav. Det gælder både kirke og tro, musik, natur, kultur, kunst, drama, historie og så videre”.

– I første omgang vil DR nok ikke pille ved klassikerne, som er morgenandagten og gudstjenesterne. Men vi slås allerede for, at der også skal være gudstjenester om sommeren, og at der skal være mere fokus på kristendommen under højtiderne. DR og flere politiske partier vil sige, at kristendommen bare er en af flere religioner, Men det passer ikke. Kristendommen hører med som et af fundamenterne for det, en dansk public service skal bygge på. Vore værdier er de kristne værdier, ikke religion, og derfor bør kristendommen have en særstatus i DR, fastslår Mikael Arendt Laursen.