Vært eller gæst
Trykkogeren er tændt for forholdet mellem stat og kirke i disse uger. Kirken føler sig kørt over.
Gennem hundreder af år har den kristne kirke været toneangivende vært i Danmark med hovedvægt på Folkekirken, der er skrevet ind i Grundlovens §4. Derfor har skiftende regeringer tidligere gjort sig den ulejlighed at drøfte folkekirkens indre anliggender med kirken selv. I dag viser den nye regering vejen til, at kirken fremover måske skal til at betegne sig selv som gæst i Danmark – måske på tålt ophold.
I ugens avis kan du på side 5 læse nogle af de mange skarpe udtalelser, der er kommet, fordi regeringen i sit regeringsgrundlag har valgt at finansiere krudt og kugler til forsvaret med afskaffelsen af en helligdag. Jo, det er svært at være kirkevant kirkeminister, der har fået som bunden opgave at nedkæmpe modstand mod at fjerne en dag, der var helliget hvile og fordybelse.
Men det er endnu vanskeligere som kristen at forudsige, hvad vores plads efterhånden er i det danske samfund. Regeringen kan rent juridisk med to pennestrøg – et af kirkeministeren og en underskrift af majestæten – sløjfe Bededag udenom Folketinget, selvom der er tradition for, at biskopperne bliver taget med på råd.
Regeringens prioriteringer viser, at vi mere og mere bliver statskirke og mindre og mindre folkets kirke. Stat og kirke har været tæt forbundne. Fx starter Folketinget hver folketingssamling med en gudstjeneste. Kongehuset er medlem af Folkekirken og kommer jævnligt – også uden at være inviteret. Kristendommen er dybt indlejret i de danske værdier og dansk kultur.
Nu gør regeringen troen til nyttetænkning. ”Hvordan gør vi samfundet rigere, så statskassen får størst økonomisk råderum? Hvor meget kan vi presse arbejdsstyrken, så bundlinjen holder?” Den kasse trives troen på ingen måder i. Troen handler ikke om, hvad hvem får noget ud af, men hvad vi modtager af nåde.
Jeg er ikke bare bekymret, men forarget og vred, når et privilegium tages fra mig. Men har jeg ret til det? Er det i virkeligheden ikke ”bare” en frygt for det nye ukendte land og en ny kultur, hvor kristendommens rolle ikke nødvendigvis hænger sammen med statens? Hvor vi går fra vært til gæst. For den kristne tro vil aldrig miste sin styrke.
Bliver kirken måske sat mere fri af at blive løsrevet fra staten? Valgmenigheder, der er blevet til FRImenigheder, har netop taget skridtet ud af Folkekirken, for at blive fri for åget fra statskirkens forpligtelser og opsyn. Men er det sundt ikke at have et tilsyn i kirken?
Jo, der kan stilles mange vigtige spørgsmål, og vores opgave er måske at være mere nysgerrige end forargede? Hvad er det, der gør, at almindelige alment vidende mennesker i Folketinget ikke ser værdien i den kristne tro i deres hverdag? Hvorfor ser de ikke det fantastiske lys, som stråler ud fra korset?
Og det stiller den kristne kirke foran den store opgave: Hvordan får vi det formidlet relevant? For der er en hunger efter Bibelen – se bare forsiden af avisen, hvor mennesker opdager det håb, Bibelens historier tænder. Og læs de mange andre historier, Udfordringen nyder at dele i avisen. Jeg vil vende det på hovedet med en bekendelse fra algeriske kristne.
De blev vejledt til at sløre deres ansigter, når de fortalte deres vidnesbyrd på de kristne kanaler på SAT-7 i det stærkt muslimske Nordafrika. Men dem vi kalder forfulgte kristne svarede: ”Det eneste, Jesus har lovet os, er trængsler”. Den lader vi lige stå et øjeblik.
Jesus var oftest gæst, når han var ude på sin mission med at udbrede Guds Rige på jorden. Lad os hæve røsten med kærlighed og ydmyghed, ikke for at hævde vores magt og ret. Men for at klamre os til alvoren i den tomhed, der kommer, når vi lægger Gud på hylden og kun trækker Ham frem på belejligede tidspunkter.
Når det sker, flytter himlens og jordens Herre måske lysestagen til andre samfund, der vil åbne sig for Helligåndens indgreb. Men lad os, som Abraham fejdede for de få rettroende i Sodoma, kæmpe imod. Bed og arbejd. Lad os gøre Danmark til landingsplads for Helligåndens indgreb i vores samfund – nu!
