Ungt ægtepar tog fra Ukraine til Danmark med 8 børn

– For nogle år siden besøgte Rasmus Ebild og nogle unge fra YFC vores kirke i Lutsk, og jeg fungerede som tolk. Da krigen brød ud, tilbød Hannah og Rasmus, at vi kunne komme og bo hos dem. Vi havde da tre børn. Men på grund af forskellige omstændigheder endte det med, at vi havde otte børn, da vi kom, indleder 22-årige Yulia Marchuk og fortæller meget mere om sin baggrund. 

En hård start på livet

– Min mor og far var kun 17 år, da jeg blev født, og de var på ingen måde klar til at tage vare på et lille barn. Bedre blev det ikke, som årene gik. Jeg oplevede mange ting, som ikke er godt for et barn, og det var ikke let. Da mine forældre blev skilt, begyndte min mor at arbejde 10 timer hver dag. Det var svært at være både hjemme og i skolen. I skolen blev jeg mobbet af lærerne af forskellige årsager, og lærerne sagde ofte foran hele klassen, at jeg ville blive et problem for samfundet.

Et tilflugtssted

– Men i nærheden lå en stor frikirke med ca. 1000 medlemmer, og de havde en daginstitution for børn. Dette sted blev et tilflugtssted for mig, og jeg kom der hver dag. Jeg var ansvarsfuld, og derfor fik jeg efterhånden opgaver med at hjælpe de andre børn.

– Og da jeg var 13 år flyttede jeg ind hos mine bedsteforældre, der var kristne og også kom i kirken. Mit liv blev nu trygt og meget bedre. Jeg fortsatte med at komme trofast i kirken, og jeg blev gode venner med Sasha, der var medarbejder i daginstitutionen, og som jeg senere blev gift med, fortæller hun.

Kald til at blive plejeforældre

Som lille havde Yulia haft et stort ønske om at blive adopteret af en familie, men det skete ikke. Nu da hun var gift, havde hun muligheden for at gøre noget for børn fra dårlige hjem. Hun ville dog gerne først selv have børn, og så kunne det ske derefter. Hun og Sasha begyndte at bede om et stort hus, da de samtidigt og uafhængigt fornemmede, at Gud havde en plan.

En dag henvendte kirkens pastor sig til dem med ordene: ”Yulia, mon I kunne tænke jer at blive plejeforældre? Jeg ved godt du er meget ung, men jeg bliver nødt til at spørge. Nogle tyskere vil gerne bygge et hus til en plejefamilie, og de har spurgt, om vi kender nogen, der vil gå ind i den opgave. Så jeg følte, at jeg skulle spørge jer først.”

– Jeg svarede, at vi havde tænkt på det, men at vi ikke var klar. Der var dog ingen andre i kirken, der tilbød sig, og da jeg nu havde oplevet at få tre spontane aborter, så begyndte vi at tænke, at måske havde Gud en anden tidsplan, end vi havde. Vi sagde ja. Og bygningen af huset gik i gang, beretter Yulia.

Lille Timothy og andre børn

Straks parret havde sagt ja, blev lille Timothy undfanget og senere født. Allerede to måneder efter flyttede det første plejebarn ind i parrets lille lejlighed.

– I de måneder afholdt vi en teenagelejr. En 11-årig pige havde virkelig brug for hjælp, så i samarbejde med en socialrådgiver blev hun vores første plejebarn. Denne socialrådgiver bad os kort tid efter om at tage yderligere to teenagere fra dårlige hjem samt en pige og hendes lillesøster på knap to år. I de offentlige børnehjem i Ukraine foregår der udbredt misbrug af børnene, så hun bad indtrængende om, at vi ville tage dem. Vi vidste ikke, om vi kunne magte alle de børn og bad meget til Gud, da vi ikke kunne regne med offentlig hjælp. Men vi arbejdede og tjente penge som henholdsvis musiker og konditor.

– Da krigen brød ud, var der flere af lederne på kirkens daginstitution, der forlod landet. Selv havde vi tanke om at tage til Danmark, og vi blev spurgt, om vi kunne tage et par børn mere med – to af mine halvsøskende, som levede et kummerligt liv. Dem tog vi også. I alt var det derfor otte børn, som blev proppet i bilen, da vi satte kursen mod Herning i februar 2022. Og det var et mirakel, at vi fik visum på bare tre dage.

En stor familie kom til Danmark

– Så det var altså en meget stor familie, der bankede på døren hos Hannah og Rasmus Ebild efter den lange køretur. I fire måneder boede der 16 mennesker i huset, og vi er dybt taknemmelige for Hannah og Rasmus’ enorme velvilje! Nu har vi en lejlighed på Porsvænget tæt på skolen. Vi har fået cykler, som vi har lært at cykle på – men vi ville gerne have en bil, siger mor til 8 med et lille suk.

Happy Home for ukrainske børn

For et år siden begyndte Yulia og Sasha at holde ukrainsk børneklub, Happy Home, onsdag eftermiddag kl. 15 (under YFC Herning), og Henny Jakobsen startede ukrainsk café for de voksne på samme tidspunkt. Det har været en succes, og hidtil har 64 ukrainske børn været igennem.
Når der bliver fred…

– Vores fremtidsplaner er at tage tilbage til Ukraine, når der er mulighed for det. Huset, som nogle tyske kristne tilbød at bygge, er blevet færdig, men bebos i øjeblikket af folk fra Øst-Ukraine, hvor krigen har været mest intens. Jeg glæder mig meget til, at der bliver fred, og jeg savner vennerne i kirken og mine bedsteforældre, og vi ved at vi kommer til at rejse tilbage. Det var en stor omvæltning at komme til Danmark, men da jeg begyndte at deltage i Ignite, hvor jeg mødte mange jævnaldrende, følte jeg mig hjemme, slutter bare 22-årige Yulia på et fint engelsk, som hun har lært ved selvstudie på internettet.