Tør vi tale om abort?

I forbindelse med 50-året for den frie abort i Danmark er der kommet et forslag om at hæve abortgrænsen til 22 uger.

Det gode ved det forslag er, at det åbner en lille smule op for muligheden for at debattere abort i det hele taget, og hvornår det egentlig er ok at foretage abort. Der er nemlig ikke nogen god forklaring på, hvorfor man må fjerne barnet, når det er 12 uger gammelt ud over, at den metode man brugte, da abort blev indført, kun fungerede indtil 12. uge.

Det er hverken mere eller mindre menneske, uanset om det er 5 uger, 12 uger eller 22 uger. Nu vil man så af praktiske hensyn til kvinden hæve grænsen til 22 uger. Jeg kan ikke forstå, hvorfor Red Barnet og Børns Vilkår ikke vil tale børnenes rettigheder i denne sag, hvor vi åbenbart finder den voksnes ønske eller ikke ønske om at være forælder mere vigtigt end barnets ret til at leve.

Jeg er fuldstændig enig i, at kvinden har ret til at bestemme over sin egen krop. Men når man bærer et andet menneske i sin krop, er dette menneske ikke ens egen krop. Der kan være situationer, hvor der skal prioriteres mellem liv, det er noget andet. Der er i få tilfælde tale om kvinder, der er blevet gravide ved en forbrydelse.

Det er selvfølgelig en fuldstændig forfærdelig tanke, men hvis abortlovgivningen er lavet for at tage hensyn til denne lille procentdel, så lad os i stedet lave lovgivningen kun for dem. Det vil kynisk set være en god handel, som vil redde langt de fleste af alle de børn, som i dag mister livet i en abort. Det, der er mest skræmmende i forbindelse med abortspørgsmålet, er, at det nærmest er forbudt at stille spørgsmålstegn ved abort.

Det er forbudt at ville diskutere det. Foreningen Retten til Liv har fået en del spalteplads i denne uges avis. Det har de blandt andet, fordi de stort set ikke får det i andre aviser. Formentlig af samme grund, som jeg lige har beskrevet. Det er imponerende, at der findes mennesker, som har modet til at kæmpe en så upopulær og følelsesladet kamp.

Og det er ikke en nem balance, de skal holde, hvor de skal prøve at have så meget retorisk kant, at de bliver hørt, men ikke så meget, at det bliver skingert. Nogle gange lykkes det, og nogle gange lykkes det naturligvis knap så godt. Man kan være enig med Retten til Liv eller ej, og man kan synes godt eller dårligt om deres retorik, men uanset hvad bør alle bakke op om rettigheden til at måtte diskutere det rigtige i fri abort.

Personligt har jeg meget svært ved at få øje på, hvornår fosteret bliver til et menneske, hvis ikke det skulle være fra det øjeblik, det bliver undfanget. Men det er sagt i al kærlighed og uden lyst eller behov for at fordømme nogen, for jeg tror ikke, der findes en mor, der har fået en abort med et ondt ønske om at slå et barn ihjel.