Intet andet navn frelser

Kristeligt Dagblad har i en længere periode lavet interviews med mere eller mindre kendte, der står frem og fortæller, hvordan de er gået fra ikke at have noget med kirke og kristendom at gøre til nu at bekende sig som kristne. Blandt dem er der både politikere, kulturpersoner og forretningsfolk. Også forlaget Eksistensen har taget tråden op med serien ”Kristendommen ifølge …”.

Når jeg læser disse beretninger, bliver jeg grebet af, hvordan Gud leder mennesker på lige så mange forskellige måder, som der er mennesker, der kommer til tro. Samtidig er det et studie i Guds tålmodighed og finfølelse overfor den enkelte og dennes parathed til at tage det næste skridt på troens vej. Gud forcerer ikke noget – som vi kan have en tendens til i vores forsøg på at nå mennesker med evangeliet – for han kender hjerterne og ved nøjagtigt, hvordan han skal føre den enkelte tættere og tættere ind i sin favn.

Jeg tænker ofte på Paulus´ ord om, at vi erkender stykkevis – og vi erkender samtidig ikke stykkerne i samme rækkefølge. Derfor kan man opleve, at en medkristen er lang foran en selv på et område i troen, mens man samtidig undrer sig over, at vedkommende på et andet område tilsyneladende slet ikke har nogen erkendelse. Det må fylde os med ydmyghed, overbærenhed og tålmodighed – og frem for alt befri os fra enhver fordømmelse og trang til at frakende andre kristennavnet. Vi er alle på vej!

Alligevel er der noget, der har slået mig i mange af de troberetninger, man kan læse. Hvor ægte og Gudvirket den enkelte trosvandring end er, ser det ud til, at der i nogle tilfælde mangler noget meget vigtigt. Man har fundet Gud, og det er også mere eller mindre tydeligt, at det er den kristne Gud, man tror på – og han har forandret deres liv.

Men så kommer der alligevel lige den lille bemærkning til sidst – hvis de anbefaler læseren at undersøge troen – at det for dem er underordnet, hvilken gud læseren finder og følger. Nu har den pågældende kendte bare selv naturligt fundet troen i en kristen kontekst, da det jo er det oplagte som dansker. Men så er der noget, der bare ikke er på plads. For ”der er ikke frelse i nogen anden, ja, der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved” (Ap G 4,12).

Her tror jeg, mange kristne har svigtet deres ansvar. For nok skal vi som Gud være tålmodig og vide, at vi ved at forcere noget kan ødelægge det, Gud har gang i. Men hvis vi undlader at vise klart hen til Jesus som den eneste vej til frelse, kan Guds gode værk i et menneske ende med at blive tabt på gulvet.