Frikirkerne og antisemitismen

Den 7. oktober foretog Hamas et grusomt terrorangreb på civile inde i Israel med op mod 1.200 døde, 240 gidsler og hvad vi ikke hører så meget om: Mere end 4.000 sårede som resultat.

Terrorangrebet 7. oktober var ikke blot et massedrab. Det var et helt exceptionelt bestialsk overfald, hvis ufattelige grusomhed er mere end dokumenteret ved vidners beretninger, billeder og videoer, optaget af Hamassoldaterne selv og i flere tilfælde streamet direkte til internettet. Det er af nogle betegnet som det værste overfald på jøder siden nazisternes i trediverne og fyrrerne.

Man skulle tro, at et så forfærdeligt og umenneskeligt overfald ville udløse en strøm af sympatierklæringer fra mennesker rundt om i verden. I stedet skete det modsatte. Allerede dagen efter begyndte demonstrationerne, ikke til støtte for de civile ofre og ikke imod terroren. Hurtigt blev det for palæstinenserne og mere end det; i flere tilfælde for Hamas og med en lovprisning af den nyligt foretagne udåd.

Man råbte ikke kun op imod den israelske regering og den førte politik, hvilket selvfølgelig er fuldstændig legitimt. Nej, det var Israels grundlæggende ret til overhovedet at eksistere, der blev sat på dagsordenen. I kølvandet på dette stak antisemitismen sit stygge ansigt frem overalt i verden. Når jeg skriver ”overalt i verden”, så mener jeg først og fremmest i den vestlige verden, for det er stort set alene her, vi i dag finder jødiske samfund.

Antisemitismen vokser

I hele den vestlige verden eksploderede antallet af antisemitiske hændelser. Det var, som om den pludselige blottelse af Israels sårbarhed gav blod på tanden for nogle og blev set som en åbning, ikke kun for legitim kritik af en israelsk regering, men også for angreb på jøder, hvor end de befandt sig på kloden. Herhjemme er indberetningerne af antisemitiske hændelser nu 24 gange højere end de var før 7. oktober, og de indbefatter hærværk, dødstrusler og episoder på gadeplan, og ud over dette også en særlig betændt og truende optræden på de sociale medier, hvis voldsomhed og udbredelse nok ikke er set før.

Alvoren understreges af, at det ikke har været så utrygt for jøder i Danmark siden den nazistiske besættelse af landet. I forvejen må de jødiske institutioner bevogtes af bevæbnet politi, og jøder rådes til ikke at bære religiøse kendetegn i det offentlige rum. Og nu, efter 7. oktober, synes situationen for de 6-8.000 danske jøder at være drastisk forværret. Dette er et historisk skifte.

Vi troede, vi var færdige med antisemitismen, men den har blot ligget i dvale, muteret, og ventet på en ny anledning til at true jøders fremtid i Danmark.

Larmende tavshed

Det er i tider som denne, at vi alle som én må stå op imod jødehadet. Det er en helt basal medmenneskelig forpligtigelse at tale antisemitismen ret imod. En pligt, som efter min mening hviler endnu tungere på os, der betegner os selv som kristne. Om nogen bør vi tale, markere forsvaret for den svage, blande os i debatten og udstille det umenneskelige i antisemitismen. Bolden ligger jo lige til højrebenet.

Det er her, jeg undrer mig over frikirke-Danmarks larmende tavshed. Jeg ser stort set ingen steder frikirker, frikirkekristne eller frikirkelige organisationer markere sig som antisemitismens modstandere. Hvordan er det muligt at være så tavse i en situation, der i hele Europa er blevet så alvorlig?

En mulighed for at gøre en forskel

Når jeg en sjælden gang – en meget, meget sjælden gang – lader mig frustrere over os kristne, mig selv inklusiv, kan den tanke opstå hos mig, at vi ikke er andet end en flok rollespillere, der kommer sammen for at dele ligegyldigheder, udsige meningsløse proklamationer, der intet gavner for vort medmenneske, og udkæmpe fiktive slag mod imaginære fjender.

Det er selvfølgelig mere et udtryk for min egen indre sindstilstand og ikke så meget et udtryk for den reelle situation blandt kristne. Men alligevel: Her er i dag en mulighed for rent faktisk at være med til at gøre en forskel ude i vores samfund. Jeg er selvfølgelig opmærksom på, at ikke alle har det godt med at skulle stå op offentligt og tale ind i en yderst betændt og ondskabsfuld debat. Det har jeg fuld respekt for.

Men bør der dog ikke være nogle med repræsentativ kompetence, som kan sige det, der skal og bør siges, og som kan deltage i samtalen? Det er foruroligende, at den frikirkelige røst ikke er stærkere og skarpere og mere vedvarende.

Andre tager bolden op

Imens vi forholder os tavse, er der andre, som træder i vores sted og siger det, vi skulle have sagt. Vores brødre og søstre i den lutherske verden har taget et meget fint initiativ til en erklæring mod jødehad. Det er Jens Lomborg, Ole Andersen og Jesper Bacher, der står bag, og 250 præster og teologer har skrevet under. Det er sandt, at også frikirkepræster har skrevet under, men det er meget få fra frikirkerne, der har sat deres underskrift på dokumentet.

Og hvis vi tænker, at vi på grund af deres underskrifter nu har gjort vores fælles pligt som frikirkelige og kan vinge ”Modstand om antisemitisme” af som gjort, så tror jeg, vi tager grueligt fejl. Bliver dette ikke fulgt op af andet og mere, så batter det ikke meget mere end et facebookopslag mod kræft eller sult eller til åndelig støtte for jordskælvsofre.

Der er andre, som bringer et klart budskab, hvor vi skulle have gjort det: Adam Holm, outspoken ateist, Ali Aminali, muslim med podcasten ”Alis fædreland”, Peter Tudvad, venstreorienteret forfatter og foredragsholder, Zenia Stampe, markant Israel-kritiker gennem mange år, og mange flere med dem. Fælles for dem alle er, at de tager imod de massive og voldsomme verbale hug på de sociale medier, som det koster at tale antisemitismen imod.

Og de har stillet sig på den barrikade, hvor vi som kristne måske burde have stået. Det kræver mod! Nå, det var lidt af et rant. Måske tager jeg fejl. Måske er det slet ikke så slemt. Vi kunne selvfølgelig også bare skrue lidt op for lovsangsmusikken, så vi ikke hører de antisemitiske kampråb i gaderne lige uden for vore mure.

Tilgivelse for tavshed

Vidste du for resten, at den katolske kirke sagde undskyld til jøderne i 1998? Vatikanet sagde ikke undskyld for et jødehad, for selvfølgelig forholder det sig sådan, at en god katolik lige så vel som en god dansk frikirkekristen ikke kan være antisemit. Nej, de bad om tilgivelse for deres tavshed under holocaust og for ikke at have gjort nok, da det gjaldt.

Eftertiden har fordømt de gode mennesker, der dengang ikke talte ondskaben imod.