Det kræver mod at forandre samfundet

Mange kirker i Danmark er som aldrig før optaget af at være en del af samfundet og ønsker at bidrage til at påvirke de lokalområder, de er en del af. Det er positivt, men det stiller også et krav om, at man løbende gør sig teologiske overvejelser om, hvad det vil sige at have en ambition om at forandre samfundet. Hvordan skal vi tænke om magt og indflydelse fra et kristent perspektiv?

Der er noget grundlæggende bibel-teologisk, vi er nødt til at besinde os på, hvis vi er optaget af det at skulle ”forandre” nogen eller noget. Også bare hvis vi vil påvirke andre. Vi er nødt til at forsøge, om ikke at udgrunde vores egne motiver til fulde så i hvert fald at tænke nærmere over, hvad vi er drevet af, og hvad vi kan forvente af forandring i denne verden.

Allerede – endnu ikke

Allerførst må vi spørge, taler Jesus egentlig om at forandre verden? Og beder han sine disciple om at gøre det samme? De første kristne var overbeviste om, at de levede i de sidste tider, hvad de jo også gjorde – sådan gør vi det jo egentlig også. At Jesu genkomst var nær, og de nærede derfor ikke de store forhåbninger om en omstyrtning af samfundet. De levede med en forventning og en bøn: ”Kom Herre, kom snart.”

Det er den samme bøn, vi må bede. ”Komme dit rige” – det er den daglige bøn om, at Guds rige må komme nær, ikke bare en gang i fremtiden, men i dag. Det rige, der forandrer verden. Vi lever altså i det spændingsfelt, at Guds rige er her allerede – vi ser det i glimt, men vi ser det ikke fuldendt blandt os. Som lyset står ned igennem de tunge skyer, ser vi riget i glimt.

Men det er endnu ikke fuldendt. Nogle syge, vi beder for, bliver raske, meget godt sker mellem mennesker og i lokalsamfund. Men der er stadig problemer. Noget forbedres, andet forværres. Vi må have modet til at tro på de små forandringer, som ikke betyder gennemgribende omkalfatring af hele samfundet eller verden. Men vi må tro på, hvert menneskeliv, der berøres af Guds ånd, vil erfare en ofte stille forandring.

Men at Guds rige endnu ikke er fuldendt, betyder ikke, at vi skal være passive. Nej, vi er kaldet til at leve, virke og være til stede i denne verden, være jordens salt og verdens lys i den verden, Gud elsker – ”for således elskede Gud verden – at han gav sin søn”. Kærlighed i handling. Som Guds søn gav sit liv for verden, sådan kaldes vi også til at gøre det samme: Give os hen. Det er det kristne udgangspunkt, at vi lægger vores liv ned for at tjene. Som Gud skal vi være mere optaget af at elske end at forandre, for kærligheden er al forandrings mor.

Skal vi forandre verden eller elske mennesker?

Når vi taler om at forandre verden, så må vi spørge, hvordan taler Jesus om vores forhold i denne verden? Og om det at få magt eller en privilegeret position. I beretningen om Jesu fristelse i ørkenen tilbydes Jesus verdensherredømmet, men han afviser det pure.

”Hvis du blot vil kaste dig ned,” hvisker Djævelen, som han stadig hvisker til os alle: ”Du kan få det hele, magten og æren, hvis du bare… Til det er der kun et at sige: Vig bag mig” – Der er kun én, der skal elskes og tilbedes. Hvis vi gerne vil forandre noget, må vi spørge os selv, om vi søger hans rige, eller vi er i gang med at bygge vores egne imperier.

Jesus siger: ”Mig er givet al magt i himmel og på jord” – ikke fordi, at han har taget den, men fordi han har fået den givet af Faderen. Igen og igen nægter Jesus at lade sig krone, tage den jordiske magt. Han abdicerer magten, han ved, at magten ligger i faderens hænder. Hans magt er nemlig ikke af denne verden, han er Kristus og bringer Guds rige og ikke kristenheden.

Jesus trækker sig, når de vil gøre ham til konge. Han insisterer hele tiden på, at det rige, han bringer, er væsentligt anderledes end de mennesker omkring, han kender til og søger. Den, der vil forandre, lede, styre, påvirke – forbedre samfundet, må derfor allerførst virkelig besinde sig på det at have indflydelse. Den, der tager magten, ender nemlig ofte med at blive taget af magten.

Derfor forandrer kristendommen bedst verden og samfundet fra den undertryktes position. Sådan forandrede kristendommen verden – da kristne var en truet minoritet. Det var en ”taber-religion” for toldere og syndere, ludere og lommetyve. Det var dem, der hang i Jesus skørter, ikke de rige, fornemme – dem, der havde magt eller status. Sådan voksede kristendommen og forandrede verden, fra underklassen – ikke fra toppen.

Det var de fromme, de magtfulde og de rige, der konstant havde problemer med Jesus. De søgte hele tiden et andet rige end det, Jesus bragte med sig. Men Jesus forandrede mennesker fra bunden af samfundet. De blev først og fremmest selv forandret. De havde ikke magten til at forandre noget som helst. I længslen efter at se Guds rige bryde igennem fristes vi til at søge et andet rige, mens vi venter. I et vakuum søger vi nogle gange dårlige ledere og kan leve med næsten hvad som helst, bare de ser stærke og mægtige ud.

Men i Vesten er vi ikke trængte, og vores største problem er måske ikke altid modvind – men snarere medvind. Det er blevet populært at tale positivt om kristendommen og kristne værdier, også fra danske politikeres side. Det er på mange måder glædeligt. Men nogle gange bliver kristendommen blot en kugle i den kanon, man vender mod dem, man ikke kan lide. At være vild med de ”kristne værdier” kan nogle gange skyldes, at der er andre menneskers værdier, man foragter.

Men den Kristus, vi tjener og følger, er den, der bærer korset i afmagt. ”Der er mange, der elsker hans rige, men få, der bærer hans kors,” siger Thomas à Kempis et sted. Der er mange, der siger, at de er begejstrede for kristendommen som religion uden at ville følge Kristus som person.

Man kan godt synes om kristne værdier eller principper, uden at man vil efterfølge Kristus, fx i hans radikalitet, når han taler om at elske vores fjender.
Eller man kunne sige det sådan – at ”We want the kingdom without the King,” som Mark Sayers, en australsk præst, så rammende udtrykker det. Eller på dansk: ”Vi ønsker kongeriget uden Kongen”.

Et anden standard

Selv blandt Jesu disciple var der kamp om at have magt, prestige og de særlige positioner. Når Jesus siger til Zebedæus-sønnerne: ”Sådan skal det ikke være blandt jer,” så ønsker han, at vi som hans kirke skal være kendetegnet af trang til at elske mennesker mere end at bygge vores egne kongedømmer. At han er mere optaget af, at vi skal forandres efter hans standard, at gøres til tjenere, ligesom Kristus tjente os.

Det er ikke i sig selv lykkeligt,
hvis blot vi ser kristne mennesker
af navn indtage magtfulde positioner
i vores samfund,
hvis de ikke er Jesu disciple af gavn.

Kun den, der virkelig vil tjene, kan forandre noget på en tryg måde. Den, der vil være stor, skal være alles tjener, siger Jesus. Men vi vil som kristne gerne være populære. Vi vil alle gerne være dem, der skaber og forandrer, være historieskrivere, men vil vi også blot nøjes med at være små fodnoter i Guds store historie?

Hvis vi gerne vil ”forandre” verden, må vi først og fremmest være ”for andre”. Det handler ikke om at fremme vores egen position, men om at leve vores liv til glæde og gavn for de mennesker, vi lever vores liv i blandt.

Det er ikke i sig selv lykkeligt, hvis blot vi ser kristne mennesker af navn indtage magtfulde positioner i vores samfund, hvis de ikke er Jesu disciple af gavn.
Kristus kom med Guds rige, så lad os forsøge ikke at falde for fristelsen til at søge et andet rige end det, han bringer.