LGBTQRSVOLAPYK – en længsel efter…

Gader klædt i alle regnbuens farver og voksne mænd og kvinder, der klæder sig på (eller rettere: af) som til karneval og præsenterer en mildt sagt tvivlsom opførsel og ovenikøbet er stolte af det (Pride betyder stolthed).

Vore forfædre ville have vendt sig i graven, hvis de så deres eget afkom opføre sig sådant og sikkert bedt ordensmagten om at arrestere hele baduljen og sætte dem under tugt. Men når forargelsen har været der, så skylder vi også at spørge: Hvad er meningen med dette optrin? Hvad får ellers fornuftige og ansvarsfulde mennesker til at skeje sig ud og samtidig påberåbe sig alles anerkendelse og respekt? Og hvorfor viser så stor en del af befolkningen sin opbakning til det?

For mig at se er der en klar sammenhæng mellem Priden og dens kultur og de seneste generationers opdragelse og opvækst. 68-generationen betød et uforsonligt opbrud med tidligere tiders opdragelse. Spanskrøret røg ud, og selvom der stadig tales om at være et ordentligt menneske, så er normen og retningslinjerne, for hvad et ordentligt menneske er, forsvundet. Enhver skal kunne mærke det i sig selv, hvad der er ret og rimeligt – og ikke på sin ryg.

Samtidig har skolen givet køb på den til alle tider forhadte udenadslære, så vi nu står med en massiv generation af (groft sagt) historieløse, faderløse, normløse og identitetsløse (voksne) børn. Det er i lyset af denne rodløshed, mange søger tilbage til deres rødder gennem en fornyet interesse for slægtsforskning, mens andre har taget tidligere tiders husflid op. Andre igen danner sig en ny identitet gennem benhård fokus på karriere og succes eller forsøger blot at glemme de store spørgsmål ved at gøre og mene som alle de andre.

Men fælles er, at vi vælger vores identitet, fordi de søjler, som før gav os navn, Gud, konge og fædreland, har mistet sin magt til at skabe mening. Ja, meningen synes i det hele taget at være fraværende, hvorfor selv sproget kollapser til meningsløse akronymer f.eks. LGBTQ+ osv. Det eneste, der står tilbage, er den identitet, vi selv vælger: Jeg er det, jeg gør. Men denne er en skæbnesvanger identitet, for sæt nu nogen kritiserer eller misbilliger det, jeg gør. Så er det ikke længere blot en handling, de kritiserer, så er det mig, og den jeg er, de kritiserer og misbilliger. Så benægter de dybest set min eksistens og berettigelse til at være.

Derfor er det afgørende, at jeg
bliver respekteret og anerkendt,
uanset hvad jeg gør med mig selv
og min krop og hvor selvmodsigende,
jeg identificerer mig selv.
Det er det, som Priden med alle
dens bogstaver og regnbuer
og lemlæstede kroppe er det
ultimative udtryk for.

Men vores grundlæggende jeg, vort inderste selv, kræver sin berettigelse, og den kræver en berettigelse, der er hævet over enhver tvivl. Vort jeg kan ikke leve med muligheden for at miste sin eksistensberettigelse. Derfor er det afgørende, at jeg bliver respekteret og anerkendt, uanset hvad jeg gør med mig selv og min krop og hvor selvmodsigende, jeg identificerer mig selv.
Det er det, som Priden med alle dens bogstaver og regnbuer og lemlæstede kroppe er det ultimative udtryk for.

Her går man vitterligt linen helt ud til dens yderste grænse med selvkastration, uoprettelig kropsskade og en total benægtelse af selv de mest basale sandheder. Handlinger, der burde vække alles afsky. Men de kræver den samme respekt og anerkendelse, uanset hvor selvmodsigende, det er. Og de får den. Selvom det kun er et fåtal i samfundet, der er medlemmer af LGBT-osv. er det både private, byer og virksomheder, som hejser det regnbuefarvede flag og markerer deres billigelse gennem symboler og sociale medier.

For denne længsel efter en uantastelig ret til at være er almen og kan derfor repræsentativt spejle sig i Pridens ekstremer. For kan Pridens mennesker få lov at gå linen ud og stadig bliver accepteret og anerkendt, så giver det også hr. og fru Danmark den tryghed, at heller ikke deres eksistensberettigelse kan blive krænket, uanset hvad de kunne finde på at gøre mod sig selv. Af selv samme grund vækker det den største foragt og forargelse, når nogen vover at løfte et øjenbryn.

For enhver misbilligelse er ikke kun træls – den er ond, fordi den beklikker retten til at være her og overhovedet eksistere. Derfor er det ikke nok for Priden at have fået ret i samfund og kirke – den må også have eneret, hvorfor forstokkede nej-sigere nødvendigvis må fly. Dem er der til bevægelsens held kun få af. De fleste folkekirkepræster stiller sig positivt for vielse af par af samme køn og favner Priden som en naturlig del af det kristne menneskesyn. Ligheden med evangeliet er indrømmet til at få øje på. Også her taler vi om at blive taget imod og mødt med åbne arme, uanset hvad vi har rodet os ud i.

Alligevel byder evangeliet på en altafgørende forskel. For evangeliet møder os ikke ved at anerkende alt det, vi gør, som om vi er et med vore handlinger. Men det kalder os tværtimod ud af vore tomme liv, væk fra toldboden, væk fra synden, til at leve et sandt menneskeliv, sådan som Gud vil, at vi skal leve. I stedet møder evangeliet os med vores gudgivne identitet, som skabte Guds børn, hvis eksistensberettigelse er Guds kærlighed alene. Den møder os med tilgivelsens mulighed, for at vi kan lade Gud dømme og fordømme alt det, vi gør, som Bibelen kalder synd.

… evangeliet møder os ikke ved at anerkende alt det,
vi gør, som om vi er et med vore handlinger.
Men det kalder os tværtimod ud af vore tomme liv,
væk fra toldboden, væk fra synden,
til at leve et sandt menneskeliv,
sådan som Gud vil, at vi skal leve.

For jeg er noget andet og mere end det, jeg gør. Ja, meningen med mit liv er tværtimod at blive det, jeg allerede er: Et Gud-velbehageligt menneskebarn. Men det begynder med Guds velbehag. Det begynder med, at Gud elskede verden. Derfor er Guds kærlighed den eneste eksistensberettigelse, som aldrig i evighed kan krænkes.