Konfirmanderne er over os
I disse dage siger tusindvis af folkekirkebørn ja til Gud, og han genbekræfter dem. Oprindeligt kunne man ikke blive gift, stå fadder,
bruges som vidne, ja man kunne sågar ende på vand og brød, hvis man ikke bestod overhøringen eller nægtede at blive konfirmeret. Foråret er konfirmationstid i Folkekirken. 45.000 glade teenagere fra 7. og 8. klasse bekræfter deres dåb og bliver genbekræftet af Gud ved gudstjenester, som normalt holdes på en søndag eller en helligdag i foråret.
De fleste konfirmander har kørt tøjet i stilling, SMSet ønskelisten ud og sat forældrene op i det højeste gear. Men inden den store festdag er konfirmanderne sammen med præsten vandret igennem en forberedelsesperiode med tanker om det med Gud og os.
Alle børn, der er døbt, kan blive konfirmeret, hvis de har deltaget i konfirmationsforberedelse og er fortrolige med den kristne børnelærdom og folkekirkens gudstjeneste. I år bliver næsten 80% af konfirmandårgangen konfirmeret.
går begge veje
Konfirmation betyder bekræftelse. Bekræftelsen går begge veje. Det er både Guds genbekræftelse af sit løfte om, at han er med os alle dage. Men det er også konfirmandens bekræftelse af, at det ja, som i sin tid blev givet på hans/hendes vegne – det står konfirmanden også ved.
Konfirmationsforberedelse bygger på dåben, og den skal styrke konfirmandens fortrolighed med den kristne børnelærdom og folkekirkens gudstjeneste. Derfor kan præsten forlange, at konfirmanderne skal deltage i et antal gudstjenester i løbet af de måneder, hvor de deltager i konfirmationsforberedelse. Der er ikke fastsat regler om, hvor mange gudstjenester en præst maksimalt kan forlange, at konfirmanderne skal deltage i.
Der er mange forskellige lokale traditioner og variationer i forbindelse med konfirmation mht. håndspålæggelse, bøn og et svar fra konfirmanderne på, om de vil konfirmeres.
Når et barn har deltaget i konfirmationsforberedelsen og i øvrigt levet op til de krav, der er stillet i forbindelse med den, er præsten normalt forpligtet til at konfirmere barnet. Barnet kan dog afvises, hvis en konfirmand forsømmer forberedelsen eller ikke følger de anvisninger, som præsten i øvrigt giver.
Flere kirker tilbyder i dag også konfirmationsforberedelse til børn i 3. eller 4. klasse, de såkaldte minikonfirmander eller juniorkonfirmander. Minikonfirmandforløbet afsluttes ikke med en konfirmation, og der er intet krav om, at konfirmander har deltaget heri for senere at blive konfirmeret.
Konfirmation og konfirmationsforberedelse har ikke altid været frivillig. Da kong Christian VI indførte den i Danmark i 1736, var den obligatorisk. Indtil 1909 var konfirmation en forudsætning for at opnå almindelige borgerlige rettigheder, så som retten til at indgå ægteskab, til at stå fadder eller være vidne. Var man ikke konfirmeret inden sit 19. år, kunne man straffes.
I Den Romersk Katolske kirke ser man konfirmationen som et sakramente. Ved reformationen gør Martin Luther op med tanken om, at dåben skulle suppleres med en konfirmation. Han mente dåben er nok i sig selv og eventuelle tilføjelser om, at dåben skal fornyes, fører kun til en ringeagt for dåben. Dåben er fuldstændig i sig selv, og konfirmationen er en bekræftelse, en tilbagevenden til dåben.
Luther afviste ikke konfirmationen helt, men mente ikke, det er nogen hellig handling. Samtidig understregede han, at det var vigtigt, at almindelige mennesker også skulle have kundskab om kristendommens trosgrundlag. Helt op til i dag har undervisning og overhøring i Luthers to katekismer været et væsentligt element i konfirmationsforberedelsen.
