Psykolog:
– Pæne psykopater
stortrives i kristne miljøer
Et miljø, der er præget af tillid og tilgivelse, er et sandt slaraffenland for mennesker med begær efter magt, siger psykolog Irene Rønn Lind. Som knejsende valmuer stræber de mod sollyset, uanset hvor mange der må visne eller trædes ned undervejs.
Manipulation, bagtalelse og spidsfindige løgne bruges skruppelløst bag et ellers charmerende ydre. Nogle får lov at sole sig i deres anerkendelse, men kun så længe de tjener et formål. Derefter må også de indtage offerets plads i skyggen.
Maleriet af valmuerne hænger på væggen i Hvidovre hos Irene Rønn Lind, der til daglig arbejder som psykolog i Glostrup Kommune. Billedet skal vise, hvad der sker i et fællesskab, der bliver offer for et menneskes begær efter magt.
– Danske erhvervspsykologer skønner, at 10 procent af alle erhvervsledere har dominerende psykopatiske træk, og umiddelbart tror jeg ikke, at forholdet er meget anderledes i kirker og andre kristne sammenhænge. Men det vil altid være et skøn, siger Irene Rønn Lind, der selv er kirkeligt aktiv og medlem af et menighedsråd.
I folkemunde kaldes de magtmennesker. Deres adfærd svarer til psykopati i en pæn, socialiseret form. Derfor kalder Irene Rønn Lind dem pæne psykopater som en modsætning til de psykopater, der begår kriminalitet og ender bag lås og slå.
I 2001 skrev hun akademisk speciale om fænomenet med flere case-studier fra folkekirken, og for nylig har hun bearbejdet en del af specialet, som til efteråret udgives i bogform. Konklusionen er, at ingen kristne miljøer kan sige sig fri for mennesker med et sygeligt begær efter magt. Tværtimod synes de at stor-trives i kirker og andre kristne sammenhænge.
– Et fællesskab, der præges af tillid og tilgivelse er ekstra sårbart over for en sådan præst eller anden leder, som vil misbruge sin autoritet og andres tillid til at få mere magt. De vil hele tiden forsøge at fordreje sandheden en lille smule til deres egen fordel. I nogle miljøer vil de kunne påberåbe sig en profeti fra Gud, men i lutherske sammenhænge vil de snarere tage et bibelvers ud af sin sammenhæng og tolke det til egen fordel.
Fænomenet skyldes en skævvridning i menneskets personlighedsudvikling. Det er ofte personer, der i barndommen har oplevet at blive forsømt i de dybere følelsesmæssige behov og derfor i ekstrem grad har brug for magt, kontrol, anerkendelse og beundring. De sætter konstant sig selv i centrum, og da de ikke kan føle dårlig samvittighed og empati, efterlader de sig mange ofre på vejen.
Ofte har de et vindende og charmerende væsen. De er veltalende og bruger store armbevægelser, og det tiltaler mange. Derfor kan det tage flere år at gennemskue dem, og en stor del af menigheden vil være så forblændede, at de aldrig anerkender problemet. Også fordi mange ikke vover at stille spørgsmålstegn ved åndelige autoriteter.
– Mennesker, der har fat i andres menneskers evighed og gudsforhold, har en helt særlig magtposition, som er særdeles farlig, hvis den misbruges, siger Irene Rønne Lind.
I den sammenhæng er alle ofre i en menighed med en pæn psykopat ved roret. Men oftest går det hårdest ud over de mest pligtopfyldende, som ikke kan tænke ondt om andre og gerne vil stille sig til rådighed. De vil blive brugt af psykopaten, der altid har brug for tilhængere, men kun så længe det tjener hans stræben efter magt. Derefter vil han miste interessen for dem.
– Mange vil blive udsat for grov nedbrydning og stå tilbage uden tro på sig selv. Nogle får svært ved at læse i Bibelen eller komme i en menighed, fordi de har oplevet dybe personlige krænkelser og er blevet mere bundet til den pågældende menighedsleder end til Gud, siger hun.
Irene Rønn Lind omtaler konsekvent den pæne psykopat som han, fordi undersøgelser har vist, at der er fem gange så mange mænd som kvinder i gruppen. I kirkelige sammenhænge behøver det ikke at være en præst, det kan ligeså godt være en prædikant, en sjælesørger eller en anden med ansvar. Hun er flere gange blevet spurgt, om disse mennesker kan være kristne, men det vil hun ikke gøre sig til dommer over. Derfor udtaler hun sig kun om deres personlighed.
Der kan sagtens gå fem år, før de mest skarpsindige i miljøet begynder at ane uråd. De vil langsomt lægge mærke til, hvordan sandheden fordrejes, og miljøet i menigheden bliver betændt. Gamle venskaber går i stykker, og frimodigheden forsvinder. Ingen tør give udtryk for problemer af frygt for, at deres svaghed vil blive brugt imod dem.
– En pæn psykopat kan ikke se sine egne fejl og vil ofte forsøge at give andre skylden for sine egne fejltrin. Derfor er det også en tilstand, der ikke kan repareres på, siger Irene Rønn Lind.
– Jeg har aldrig hørt om en kristen sammenhæng, hvor alle kunne se, at noget var galt, og derfor vil en skeptiker ofte blive mødt med massiv modstand fra meget store dele af miljøet.
– Generelt er der ikke meget at stille op. Hvis mange har gennemskuet ham, kan man forsøge at køre ham i stram snor. Ofte vil der ske det, at han flytter til en anden menighed, hvor han så kan starte forfra. Men har man ikke en myndighed, der gør, at man kan fjerne vedkommende, så må man fjerne sig selv.
Ofte vil der gå op mod 15 år, før en tilstrækkelig stor del af miljøet har opdaget, hvor galt det står til, og på den tid kan meget være ødelagt. Derfor opfordrer Irene Rønn Lind til, at man forsøger at forebygge mod nogle typer af pæne psykopater. Det kan ske med grundig bibelundervisning, så man har en grundfæstet forsamling, der ikke så let lader sig manipulere. Der bør være klare strukturer omkring beslutninger, og så skal man være opmærksom på symptomerne. Men dybest set er ingen menighed eller menighedsstruktur psykopatsikret, forklarer hun.
– Hvis man i en længere periode har undret sig over, at en leder tilsyneladende er mest optaget af at sætte sig selv i centrum, og at han skaber en stemning af splittelse og mistillid omkring sig, så er der grund til være på vagt. Men man er nødt til at observere gennem en årrække, så man ikke bygger sine bekymringer på en enkelt episode. Vi kan alle handle psykopatisk i krisesituationer, og i andre tilfælde kan initiativ forveksles med magtbegær, forklarer hun.
– Derfor skal man heller ikke udråbe sin præst eller menighedsleder psykopat. Det er en diagnose, som skal stilles af professionelle. Men man bør være opmærksom på, hvad han siger eller gør, og efter moden overvejelse dele sine observationer med andre.
Irene Rønn Lind vil derfor ikke indlede en heksejagt på psykopater, men hun har efterhånden så stor erfaring med, hvad pæne psykopater kan ødelægge i menigheder og enkeltpersoner, at hun føler det nødvendigt at advare af hensyn til ofrene.
– Paulus advarer jo også mod dem, der forkynder Kristus for at hævde sig selv, og dem, der skaber splittelse.
