Københavnere søger Gud om natten

Flere og flere – unge som ældre – henter åndelig inspiration fra et besøg i Natkirken i København. Kirkefremmede møder kristendommen i ukunstlet form og kirketrætte får en pause.Folkekirken trænger til fornyelse. Om det er forholdet til staten eller indholdet i kirken, dens teologi eller måske nye bænke med justerbart ryglæn, vides ikke. Men med ca. 40.000 besøgende årligt, er Natkirken måske værd at skænke lidt opmærksomhed.Det er en torsdag aften som alle andre. Mørket er faldet på, folk vandrer i gaderne og snakker. Flere diskoteker åbner så småt op for dørene, og store biler med høj musik triller gennem den centrale Nørregade i centrum af København, forbi universitetets gamle hovedbygning og videre til den enorme domkirke, Vor Frue Kirke. Kirken er med sin nyklassicistiske arkitektur anderledes end de fleste kirker i Danmark.
Men ikke kun arkitekturen er anderledes. Foran kirken står et skilt på fortovet: ”Natkirke”. Vor Frue Kirke valgte i 1999 i samråd med citykirkerne at starte en ny slags kirke, en kirke i de sene nattetimer. Helligåndskirken og Trinitatiskirken er senere med på bølgen og i hhv. 2003 og 2004 bredte Natkirken sig til disse store citykirker. Med program torsdag, fredag og søndag aften og nat hver uge fylder Natkirken en hel del i nattemiljøet.
I grænselandet mellem forskellige traditioner – de ortodokse, de lutherske og de katolske – finder vi i Københavns midte et tiltag, som ser ud til at møde et behov.
– Det er ikke kun ældre mennesker, som kommer her. Det er en meget spredt skare, som benytter Natkirken. Jeg har snakket med mennesker på 70 år og også helt unge. Men det er søgende mennesker, fortæller cand.theol. og sognemedhjælper i Vor Frues Natkirke, Christina Mertz Fundrup.
– Vi har som vision, at det skal være nemt at komme i kirke, men egentlig også nemt at komme ud af den igen, pointerer hun.

Knæle, skrive, bede

Hundredvis af stearinlys brænder rundt omkring i kirkerummet, og en stille atmosfære nærmest griber fat om sjælen. Lige fremme står Thorvaldsens Kristus-figur med armene udstrakt og byder velkommen. Rundt omkring i kirkens hjørner og kroge er der opstillet forskellige ”bønnestationer”. ”Jobs Hjørne” til højre, hvor man kan skrive sine bønner og trængsler ned på papir og bagefter spidde dem fast på en syl. Til venstre står en globe af stearinlys og brænder smukt. Ved siden af på en bænk sidder en ældre herre stille med øjnene fokuseret på ét af de mange lys. Går man frem i kirken, er der på gulvet i kirkens midte lagt et smukt kunstnerisk kors med levende lys omkring. Her kan man knæle og bede. I kirkens venstre side står opstillet en ikon med levende lys og en masse ophængte spejlskår omkring, som hver især spejler ikonen. Her kan man knæle, indridse et ord, en bøn i et af skårene og hænge det tilbage. Flere steder i kirken er det også muligt bare at tænde et lys.

Bøn og handling,
hånd i hånd

– Det er vigtigt, at man fysisk kan gøre nogle ting, så det ikke bare foregår i hovedet. Det er en stor misforståelse i Den Lutherske Kirke, at det bare skal foregå i hovedet. Man glemmer, at Luther faktisk også mediterede, fortæller Christina Fundrup.
– Desværre er nogle af de vigtige og gode traditioner fra oldkirken gået tabt, og man har siden reformationen fået en tendens til at benytte katolicismen som skældsord. Folk kommer ind og siger: ”Når nu I har stearinlys og ikoner og sådan noget, og reklamerer for retræter, er I så ikke katolske?” Det vidner om en meget rigid kristendomsforståelse, hvilket er ærgerligt, fortæller Christina Fundrup.
Og netop dette at knytte en handling til bønnen er de seneste år blevet integreret, ikke bare i Den Lutherske Kirke, men også i flere frikirker landet over.
Ungdomsgudstjenester i de forskellige kirker har de seneste år taget ved lære af de gamle traditioner. Bl.a. Ungdomskirken Waterwalk i Roskilde Baptistkirke har længe haft det som en fast del af programmet, at teenagerne skal have lov at gå rundt til forskellige bønnestationer, hvor de kan tænde lys, skrive en bøn, få forbøn eller bare snakke med en leder, som er til stede. Og netop dette er også noget, Natkirken lægger vægt på.
– Vi er meget mere fleksible i Natkirken end i ”dagkirken”, hvilket også afspejler sig i natkirkegængerne.
Det er vigtigt, at vi er til at få fat i, uden at man behøver at ringe og bestille tid til samtale. Vi ønsker at holde kirken åben, forklarer Christina Fundrup.
Derfor står natkirkepræsten, sognemedhjælperen og frivillige medarbejdere til rådighed for natkirkegængerne hele aftenen.

At være til
stede i freden

I kirkens venstre side står opstillet en ikon med levende lys og en masse ophængte spejlskår omkring,

Klokken er nu slået 22, og en lille minigudstjeneste skal begynde i koret. Der bliver sunget salmer fra salmebogen og sange fra det franske økumeniske kloster Taizé. En lille prædiken bliver holdt, efterfulgt af eukaristien (nadveren).
Efter nadveren er der indlagt fredshilsener. Deltagerne går rundt og hilser hinanden med ordene ”Guds Fred”.
Folkene, som kommer i Natkirken, er meget forskellige. Både i udseende og behov:
– Det er kun anden gang, jeg er her, fortæller Frederikke på 24, som normalt ikke er kirkegænger. Min mor døde af kræft for tre uger siden, og det har været hårdt. Første gang, jeg kom i Natkirken, havde min mor lige fået noget stærk medicin, og da jeg så kom forbi Natkirken, gik jeg ind og håbede, at hendes smerter måtte være så små som muligt og at afslutningen måtte blive god.
– Når jeg kommer i Natkirken, er her nemlig en tryg og stille atmosfære. Jeg kommer på en måde af med et eller andet, når jeg er her. I aften kom jeg her ikke for at bede, men bare for at være her. Kirken er god i svære situationer, slutter Frederikke og forlader den trygge atmosfære i kirken og begiver sig ud på den larmende gade.
Dette med bare at være er et voksende behov, og ikke bare for kirkefremmede. Unge fra frikirkerne mærker det også.
– Jeg fornemmer, at her kommer unge fra frikirker. Ja, jeg ved, at der er nogen, og flere af dem kommer begge steder. De kommer nok i Natkirken, fordi man bare kan komme her uden at skulle noget andet end bare at være her som sig selv, forklarer Christina Fundrup. Hun mener dog ikke, de kommer for at erstatte deres egen frikirke, men blot for at få et supplement.

Mennesket
selv in charge

– Det er i Natkirken ikke præsten, som skal stå foran Gud på vegne af kirkegængerne, men kirkegængerne selv, som kommer ind og må stå overfor Gud. Vi behøver ikke være mellemled. Vi vil selvfølgelig gerne hjælpe, men mennesket selv skal her være in charge, forklarer Christina Fundrup.
Jonas på 29, som har besøgt Natkirken de sidste tre år ca. to gange ugentligt, istemmer:
– Jeg var i starten åndeligt søgende og kom i dagkirken, men fandt, at Natkirken med sin frie form gav mine egne tanker mulighed for at rykke med kristendommen; ligesom at finde ud af, hvad kristendommen er. Jeg finder meget mere indhold i Natkirken, som tiltaler mit hjerte. Jeg kan også enormt godt lide, at menigheden er så broget.
Aftenen er omme, og kirken skal lukkes af. Ude foran på trappen står nogle mennesker og snakker sammen. Hvad enten de snakker om, hvad de nu skal bruge resten af aftenen på, eller om hinandens eksistentielle spørgsmål, så er én ting sikker:
Man går ikke fra en aften i Natkirken som helt den samme, som da man trådte ind.