Sara elsker Afrika – og ost

Sara Olsson er barn af svenske baptistmissionærer. Men i dag er hun gift med en muslim i Tchad. Sara har valgt en noget speciel livsstil. Og det begyndte alt sammen med en ost…Sara voksede op i Burundi, hvor hendes forældre Bigitta og Stefan Olsson var missionærer.
Da den frygtelige borgerkrig i Rwanda og Burundi gjorde det umuligt at fortsætte missionsarbejdet, flyttede de til Sverige. Senere rejste de til det fattige Tchad midt inde i Afrika for Pinsekirken. Her oprettede de et nyt arbejde i Montelam og forsøgte at bringe fremskridt til den ludfattige befolkning. Ud over den åndelige støtte plantede de træer, byggede huse, osv. Et imponerende arbejde.

Sverige var for trist

Sara prøvede også at bo i ”hjemlandet” Sverige fra 1995-2003, men hun var ikke begejstret:
– Vejret er så trist. Det er jo gråt og småregner hele tiden. Man ser næsten aldrig solen. Jeg bliver deprimeret af at bo i sådan et land, siger hun.
Efter at være vokset op i det mægtige Afrika med de endeløse vidder og det vilde liv, følte hun sin frihed begrænset i Sverige:
– Der er for meget tvang. Alt er indrettet på, at man skal gå på arbejde hele tiden. Jeg syntes, at gaderne var mennesketomme, og at man ikke havde ordentlig kontakt med nogen mennesker.

Væddeløbsheste

Ind i mellem var Sara dog på besøg i Afrika, bl.a. for at tage sig af lillesøsteren Anne, der gik på kostskole i nabolandet Cameroun, mens forældrene knoklede i Tchad.
Sara gik en del op i væddeløbsheste og var lige ved at vinde et mesterskab over de muslimske mænd i Ngaoundéré. Men det gik jo slet ikke, at en rødhåret hvid kvinde var bedre end de stolte mænd, så en af de andre ryttere slog ud efter hende og hendes hest med sin pisk, så Sara måtte bremse op og endte som nummer to.

”Gud elsker ost”

En anden interesse, som Sara kastede sig over, var oste. I Afrika produceres der ikke mange gode oste, og de importerede oste koster en herregård.
Men Sara besøgte i en af sine ferier en åbenhjertig tysk præst i Cameroun. Den katolske Père Kosmas havde indrettet en hytte i bjergene, hvor han havde en flok røde køer gående. De var krydsninger af afrikanske og europæiske køer og gav mere mælk end de afrikanske, som sjældent kommer over en liter om dagen.
Tyskeren eksperimenterede med at lave ost, og Sara faldt så godt til og blev så begejstret for livet i bjergene, at hun i gæstebogen skrev ”Gud älskar ost”.

Forelsket ostemand

Forældrene måtte vende hjem efter nogle år. De kan desværre ikke komme ud mere, da faderen Stefan har fået leukæmi.
I 2003 vendte Sara selv tilbage for at arbejde hos Père Kosmas. Hun havde en mælkeseperator med, men da Père Kosmas også havde skaffet sig én, ville hun sælge sin.
Ad forskellige veje kom hun i kontakt med David Durand, en araber fra Tchads hovedstad N’djamena. Hans franske far havde lært ham at lave ost, før han rejste tilbage til Frankrig.
David kom i juni 2003 til Cameroun for at se på Saras mælkeseperator, og han blev straks forelsket i den svenske pige.
Sara kunne heller ikke stå for den charmerende franske araber. De to blev gift i november samme år, og Sara flyttede til N’djamena.

Ostemejeri i ørkenby

I N’djamena har de to opbygget et ostemejeri, der nu modtager 3-400 liter mælk om dagen fra lokale småbønder. De har 14 ansatte og producerer foruden mange slags oste også yoghurt, smør og fløde. Alt sammen er det eftertragtede luksusvarer i den sandomsuste ørkenby, hvor der er så varmt, at man tror, det er løgn:
– Ja, temperaturen kan komme helt op på 50-55 grader i maj og juni. Nogle dør hvert år af varmen.
Hvis man arbejder for hårdt, klarer man kun to år hernede. Man er nødt til at indrette sig efter forholdene. Så i den værste periode arbejder vi tidligt om morgenen og holder os i ro resten af dagen, fortæller Sara.

Også krig

Varmen er ikke det eneste, der kan få folk til at flygte fra N’djamena. Der er som regel også borgerkrig et eller andet sted i landet, og ind i mellem trues hovedstaden af rebeller.
– Når de er tæt på, holder vi os hjemme og venter på, at det bliver overstået. Det er besværligt, for ofte forsvinder vandet og strømmen så også.
Men til gengæld har David et net af venner i byen, der hjælper hinanden.
– Det er næsten som mafiaen, fortæller han begejstret. – Hvis jeg f.eks. bliver standset af en ny politimand, kommer de andre politifolk straks løbende og spørger, hvorfor han generer deres ven. Vi står sammen og hjælper hinanden.

Salma skal kende
sine bedsteforældre

Sara og David har en lille pige, Salma, der er 2½ år. Hun har det som blommen i et æg i storfamilien, der desuden består af Davids mor og hendes nye mand.
For nylig er familien også udvidet med den katolske præst Père Kosmas, som nu er pensioneret, men fortsætter som præst på egen hånd i N’djamena. Og skulle nogen genere ham, så passer alle Davids muslimske venner på præsten!
– Men han er for godtroende. Ofte giver han penge til folk på gaden, som bilder ham en historie ind, fortæller David opgivende.
Sara og Salma skal til Sverige på ferie i august for at hilse på de svenske bedsteforældre i Göteborg.
– Fungerer det for dig som pinsekristen at være gift med en muslim?
– Ja-ah, svarer Sara og trækker lidt på det. – Det fungerer.
Det er ikke problemfrit, men det er det heller ikke at bo i Sverige, når man er vokset op som missionærbarn i Afrika.


Artiklen fortsætter efter annoncen: