Sandheden om at lyve

I vinters var jeg på kursus i teambuilding, hvor vi legede Fangerne på Fortet på en slags Alcatraz-ø ved indsejlingen til Københavns Havn. Vi hilste pænt på fangevogteren i lysebrune safarishorts i ti graders kulde, som startede med at sige, at vi endelig ikke måtte snyde for at løse opgaverne. Videre til Plan B, tænkte vi.
Første opgave var at få en kugle igennem en hullet labyrint. Jeg udbrød: ”Ork, det bliver let at snyde her! Og så lyver vi bare om resultatet”. Hvorefter jeg fik øje på instruktøren ovre i hjørnet. Hvor kom han fra?
Hans læber var stramme, og hans halvlukkede øjne sendte mig små pile. Jeg kunne mærke de andre fnise mig op i nakken, og jeg sagde mekanisk: ”Øh… Ork, det bliver let at nyde det her!”. Resten af dagen gik instruktøren i hælene på mig.
Vi løste ivrigt matematiske opgaver, vi lavede menneskepyramider for at hive en skattekiste over et stakit, og vi hejste hinanden med reb ned i mørke huller for at løse fingernemme præcisionsopgaver. Vi overlevede snævre tunneler med fugleedderkopper på væggene, svingbroer over hundredvis af nysgerrige slanger, og sultne tigre, som ikke var blevet fodret i to uger. Vi overlevede primært, fordi dyrene kun eksisterede i vores fantasi.
Vores hold skaffede stolt fem ud af otte mulige nøgler til friheden, og mens vi vandrede igennem de mørke underjordiske gange med en svag lampe i hånden, skrev vi sytten vers til vores kampråbsang.
I dag er den shortsbeklædte instruktør stadig i mine tanker. Han er min samvittighedsengel. Han lærte mig, hvor meget mental muskeltræning man snyder sig selv for, når man kravler under nettet i stedet for at opleve ekstasen ved at hoppe over. – Pinocchio er død. Længe leve sandheden.