Mine erfaringer som flygtning i Danmark
Apam Muivah er kristen og flygtede i 2003 fra Nagaland. Han er med i Fælleskirken i Ølstykke.
Mit navn er Apam Muivah. Jeg kommer fra Nagaland (delstaten Manipur, Indien) og kom til Danmark som FN kvote-flygtning i 2003. Inden jeg fortsætter min historie, ønsker jeg at udtrykke min største taknemlighed til Danmark for at have givet mig min personlige værdighed tilbage og muligheden for at starte på en frisk med mit liv, genopbygge en tilværelse. Det vil for altid være noget, jeg vil værdsætte højt.
Jeg vil gerne dele mine erfaringer som flygtning her i landet. Lad os sammen lægge ud på en rejse langs en vej, som mange flygtninge har trådt. Jeg er kun én af mange. Lyt til vore inderste, hviskende ord, læg mærke til tårerne, og lev med i vores oplevelser og udfordringer i processen med at tilpasse os livet i Danmark. Alle flygtninge har deres egen historie at fortælle om de vanskeligheder og de kvaler, de har oplevet. Hvis vi ikke lytter til dem, vil vi aldrig kende til flytningernes liv og egentlige vilkår og det er der mange danskere, der ikke gør.
Da jeg ankom til Danmark, havde jeg ikke andet end min kuffert og mit brændende håb om en ny begyndelse. Jeg var som fortabt og fuld af skræk, men jeg var også drevet af min beslutning om at skabe en bedre fremtid. Jeg havde intet kendskab til dette land, bortset fra at jeg var fri. Jeg havde virkelig ingen anelse om, hvordan jeg kunne starte et nyt liv og gøre brug af min nyvundne frihed.
De første måneder i Danmark var en meget svær tid. Selv om dette er et fremmed land, var det første gang i 18 år, at jeg havde et sted jeg kunne kalde mit hjem og nyde at leve i et land, der er fredfyldt og frit. Men stadig var der en verden til forskel mellem det land, jeg kommer fra, og Danmark. Jeg kommer fra et overfyldt, larmende, travlt og geskæftigt sted, så jeg følte mig totalt fremmedartet. Det blev værre, fordi jeg ikke havde nogen at tale med og at dele tingene med. Da jeg er den eneste flygtning fra mit land, havde jeg ingen venner, ingen familie her. Jeg følte mig så ensom og elendig, og jeg led af hjemve.
Det var en meget svær tid at gennemleve, men prøvelse er ikke noget nyt for mig. Jeg har måttet oplevet sult, ensomhed, sygdom, tortur og har været nødt til at finde styrke til at overkomme frygt og ensomhed for at kunne overleve. Som det vigtigste har jeg troen på Gud, som altid leder og viser vej midt i disse ekstreme forhold.
Jeg startede med at arbejde som køkkenmedhjælp og derefter som gartner ved kommunens jobcenter. Undervejs lærte jeg meget om forskellige miljøer, kulturer og omgangsformer. Jeg startede også på sprogskolen. Jeg kunne ikke forstå det, der blev sagt i undervisningen og heller ikke tale ordentligt med mine medelever under det første år med studier. Men jeg var fast bestemt på at nå ind i det danske samfund ved at lære at mestre sproget og forstå kulturen. Derfor brugte jeg flere timer derhjemme hver dag på at studere dansk.
Jeg besluttede mig også for selv at gøre noget for at opbygge venskaber. Jeg begyndte at komme i kirke og fik kontakt med mennesker, der boede omkring mig. Efter en længere periode havde jeg nogle gode venner, og de hjalp mig på mange måder. Ensomhed og tungsind fyldte ikke længere min tilværelse. Jeg kom mere ud sammen med venner og havde lyse stunder sammen med dem. Meget langsomt begyndte jeg at føle mig hjemme, men det tog tid at nå det punkt. Imidlertid var det stadig svært; smerte, tårer og frygt var stadig mine følgesvende.
Da tingene begyndte at tegne sig godt for mig, kom endnu en plage ind over mit liv. Jeg blev meget syg i 2004. Jeg blev grundigt undersøgt på hospitalet og fik diagnosen kronisk nyresvigt. Lægen på hospitalet forklarede mig om sygdommen, og jeg spurgte, om der var nogen mulighed for at blive helbredt. Han svarede, at der ikke er noget helbredende lægemiddel for denne sygdom. Mulighederne er kun dialyse og transplantation. Alle mine drømme blev knust: at kunne lære dansk og hurtigst mulig kunne integreres i det danske samfund, at skabe mig et nyt liv på dette nyfundne hjemsted. Jeg blev så ked af det og så deprimeret af at tænke på, hvordan denne situation ville arte sig for mig uden familie eller andre nære slægtninge, som kunne støtte og drage omsorg for mig i mine mørkeste timer. Jeg bor alene og skal selv klare alt i hverdagen og de problemer, som måtte opstå. Den eneste tanke, som har kunnet holde mig oppe, er, at Gud vil helbrede mig en dag. Den forhåbning og faste tro er den bærende kraft i mit liv i dag. Jeg har været i dialysebehandling i godt 4 år nu. Selve sygdommen er årsag til, at jeg er svært handicappet og er nægtet et aktivt liv. Jeg kunne ikke fortsætte mine dansktimer, og jeg kunne ikke deltage i sociale aktiviteter eller tage et arbejde. Mit liv blev så elendig at jeg til tider spurgte: hvorfor mig, Gud?
Men sygdommen har bragt en vigtig forandring i mit liv. Den har bragt mig et skridt nærmere Gud. Derfor betragter jeg sygdommen som et gode i mørk forklædning. Den har bragt mig det ene skridt nærmere ham, som jeg aldrig ville kunne have taget selv. Selv ville jeg kunne opnå status, rigdom, og hvad ellers denne verden har at tilbyde, men det ene skridt nærmere Gud havde jeg ikke selv kunnet tage. Det skridt er af meget stor betydning for mig. Derfor priser og takker jeg Gud. Jeg tror på at Gud ved, hvad der er til det bedste for mig, og at han har en plan for mig i dette liv. Jeg vil vandre med Gud hver eneste dag, og jeg vil aldrig gå alene, når jeg går ifølge med Ham.
Jeg er ikke den eneste, der har store problemer som disse. Der er mange flygtninge og indvandrere, som har oplevet lignende. Jeg kender til nogle, der returnerede til en udsat tilværelse, hvor de kom fra, fordi ensomheden blev for tung. Andre har gennemlevet svære depressioner her i Danmark, og det har haft alvorlige konsekvenser for deres liv.
Det er brug for, at vi alle arbejder sammen ved at anerkende flygtningenes styrker: der bør fokuseres på deres udholdenhed og modstandskraft og de skal sikres medmenneskelige relationer, som giver den fornødne hjælp og støtte i en meget sårbar overgangstid fra én form for tilværelse til en helt ny. Kun ad denne vej vil vi kunne lykkes med integrationen. I stigende grad oplever vi flygtninge en form for diskrimination. Kold ligegyldighed eller åbenlys chikane er ikke ualmindelig. Fordomme som at man ikke gider at lære sproget, kun er ude efter sociale velfærdsydelser medfører i de fleste tilfælde frustration og vrede. Jeg har stødt på mange flygtninge, der er blevet fjendtligsindede.
Der er mange frustrerede, misfornøjede flygtninge, som lever her. Det kan være en kilde til konflikt og fare i vores samfund. Vi bør altså konfrontere de sejlivede antagelser om, at flygtninge ikke kan fungere normalt, at de har fejl, at de er uduelige. Vi bør i stedet fokusere på deres stærke sider. Vi bør forundre os og imponeres over, hvad de har kunnet klare på trods af deres hårde lidelser.
Jeg vil gerne opfordre enhver dansker til aktivt at medvirke i processen med at hjælpe flygtninge, så de dannes og formes og integreres til at leve som hæderlige medborgere i respekt for samfundets grundvold. For at sikre en ny begyndelse, er der behov for tiltag, der yder tilstrækkelig sundhedsfremme, omsorg, medfølelse og velvære for de flygtninge, der er mærket af en fortid med krig og andre traumer. I denne proces kræves der jævnbyrdigt partnerskab mellem de forskellige frustrerede flygtninge og de organisationer og frivillige foreninger, der arbejder i lokalsamfundene.
Jeg ønsker at virke for det bedste i vores samfund sammen med jer alle. Lad os arbejde sammen i én ånd for at gøre det danske samfund til et bedre sted at leve. Jeg var menneskerettighedsaktivist i mit hjemland, og det vil jeg fortsat være. Kæmpe for at mennesker får det godt.
Mange kirker, folkekirker og frikirker har oplevet, at der er kommet mange kvoteflygtninge til deres menighed. I en række menigheder har man en organiseret integrationsindsats og ofte medvirker KIT i denne indsats. Erfaringen er herfra, at de kristne flygtninge er meget lettere at integrere i det danske samfund, og nogle steder lettes integrationen af, at kontaktfamilier i menigheden hjælper nydanske familier med integrationen, og derved opstår helt nye og dybe venskaber.
